Velkommen til Bo Lyhnes private hjemmeside

 
   
     
 

Rejser - Jordomrejse - Thailand

Som beskrevet var det eneste formål med at tage et stop i Thailand, at holde ferie. Og det skulle være ferie til den helt store guldmedalje. Og ellers bare opleve en lille smule af det land, som alle snakkede om. Desværre havde vi planlagt det på den måde, at vi kun 5 dage her, så efter at have rejst i 18 timer for at komme dertil, var vi mere end parate til at gå igang med den helt store udforskning. Turen dertil var gået over Heathrow Airport i London, hvor vi havde ventet i ca. 4 timer for at komme med flyet.


Da vi som sagt kun havde 5 dage i dette ferieparadis, var det eneste vi så stort set Bangkok. Ikke ligefrem hvad man forbinder med ferie, medmindre man er til storbyferier, med masser af larm, forurening og et vrimmel af mennesker. Men ikke desto mindre var det rigtig, og vi fik oplevet lidt af hvert. I modsætning til mange af vores backpacker "kolleger", havde vi flottet os og fundet et hotel, langt væk fra Kaoh San Road, hvor der ikke var sparet på luksus. Var vi i Thailand eller ej?

Hallen på Indra Regent


Hotellet hed Indra Regent og lå ca. midt i Bangkok. På trods af hotellets centrale placering var det begrænset, hvor meget man var generet af trafikken. Hotellet havde egen swimmingpool, massageklinik, barer, restauranter og i det hele taget alle de ting, der kendetegner et godt hotel. Prisen for 2 personer var omkring 300 kr. pr. nat, hvilket er ret dyrt sammenlignet med, hvad ting ellers koster i Thailand, men billigt i forhold til danske priser. Og som sagt var der luksus for alle pengene. I forlængelse af hotellet lå et af de mange markeder, man finder over hele Bangkok. Det gjorde det selvfølgelig utroligt let at gå på opdagelse, og der er da også en hel masse gode handler at gøre på de små markeder. Selvfølgelig skal man lige holde øje med kvaliteten, men ellers så er det bare at købe løs. Man skal heller ikke glemme at prutte om prisen i Thailand, da det nærmest er forventet, når man handler på markederne.

Vi stod dog overfor den udfordring, at man kun må medbringe 20 kilo baggage, når man rejser til Thailand, og da vi skulle være væk i 7 måneder, havde vi pakket noget mere end 20 kilo. Det betød, at det var begrænset, hvor meget vi rent faktisk kunne købe, da man ligeledes kun måtte have 20 kilo baggage under rejse til Australien. Hvis vi nogensinde kommer til Thailand igen, bliver kun med håndbagage, så man har muligheden for at købe en hel masse forskellige varer.


Vi havde hjemmefra valgt at investere i et Canon videokamera med SD kort, så vi kunne tage billeder og filme med én og samme enhed. Smart tænkte vi, men det gik ret hurtigt op for os, at opløsningen var så utrolig ringe, at vi aldrig nogensinde ville komme til at se på de billeder, som blev taget med kameraet. Kvaliteten var ganske enkelt for ringe. Det er ligeldes grunden til, at det er begrænset, hvor mange billeder vi rent faktisk fik taget i Thailand. Vi vidste derfor med det samme, at det eneste der var at gøre, var at anskaffe et almindeligt digitalt kamera, som kunne gøre det stykke arbejde, som vi havde brug for, nemlig at få taget en masse fede billeder. Vi havde rent faktisk regnet med at gøre dette i Thailand, da vi regnede med, at prisen var noget lavere, når man sammenlignede med priserne på andre varer, men rent faktisk er der ikke noget at hente på elektronik, da Thailand ikke selv producerer ret meget elektronik, men må importere det meste udefra. Dermed bliver prisen næsten den samme som herhjemme.

Så det var begrænset, hvad vi fik taget af billeder i Thailand, da det først blev i New Zealand, vi fik købt et digital kamera.


Man lærer ret hurtigt, hvad man skal gøre og hvad man ikke skal gøre, når man skal transporteres rundt i Bangkok. Hvis man vil hurtigt fra punkt A til punkt B, så tag en autoriseret Taxi. LAD VÆRE MED AT TAGE EN VOGN, SOM IKKE LIGNER EN TAXI. I Bangkok finder man blandt andet de berømte/berygtede TukTuk'er, men for at komme fra et sted til et andet, har chauføren lige 40 venner, som man skal nå at besøge og de har tilfældigvis allesammen en skrædderbutik eller en smykkefabrik. Herefter skal man så lige ind og se på varerne, hvorefter man kan køre videre. Hensigten med dette er, at skrædderne og smykkehandlerne betaler noget af benzinen, mod at chauførerne skaffer kunder, hvilket er ret smart, men vildt irriterende. Går man lidt for hurtigt ud af butikkerne igen, kan chauføren da også hurtigt fortælle en, at "You are not a good looker!!!". Det kan hurtigt ende med at blive en lang dag i Bangkok.


En af de første dage vi var i Bagkok, hoppede vi selvfølgelig på limpinden og blev stoppet af en fyr, som ville køre os, lige hvorhen vi ville i Bangkok, resten af dagen for 20 Baht i timen, hvilket er omkring 3 kr. Det kunne vi selvfølgelig ikke afslå, så efter at have været inde i 4 forskellige skrædderforretninger og disket op med alle de undskyldninger vi overhovedet kunne finde på, for ikke at skulle købe et eller andet, gik turen endelig videre. Vi kom blandt andet til et marmortempel, som var rigtig flot og templer er der mange af i Thailand, men når man har set et, har man et eller andet sted set dem alle.

Marmortemplet


Efter turen til marmortemplet gik turen til en lille båd, der ventede. Her blev vi tilbudt en sejltur på floden, der går gennem Bangkok og det er en ting, man næsten skal opleve, når man er der. Her får man nemlig set Bangkok fra en lidt anden vinkel, end man lige har foretillet sig. En lidt mere fattig og slumagtig vinkel end ellers og det siger ikke så lidt endda. Vi var de eneste på båden og turen varede ca. 2½ time, men var hele oplevelsen værd. Så selvom man så tit hører om skumle pirattaxier, så var det en ganske god oplevelse i dette tilfælde. Det gjorde i hvert fald, ar vi fik oplevet en hel del ting, som vi aldrig selv havde planlagt eller valgt at gøre.

På sejltur på floden


Halvvejs hjemmefra og halvvejs fra en netcafé i Bangkok, fik vi arrangeret at mødes med en af mine venner, Kim, som ligeledes befandt sig i Thailand på samme tidspunkt. Dog langt derfra, men han mente, at han alligevel skulle den vej, så vi ville jo nødig stoppe ham. Vi mødtes derfor på det hotel vi boede på og det viste sig, at han havde mødt en pige, Laura, nogle uger før, som han havde taget med. Planen var selvfølgelig at bruge nogle timer sammen, når vi nu endelig kunne mødes så langt hjemmefra, så vi tog til et stort shoppingcenter, MBK Center, hvor man kunne købe alt muligt fra lokumsbørster til damplokomotiver, og centret var i sig selv lidt af en attraktion. Vi besluttede os for at tage en omgang bowling og det endte med nok min første og sidste tur til karaokebowling. Vi var flade af grin og de ansatte fattede ikke meget af, at vi slet ikke havde lyst til at synge, men sagtens kunne nøjes med at lytte til musikken. Kim havde fødselsdag nogle dage senere, så han inviterede os ud at spise, for ligesom at fejre det på en eller anden måde. Ganske godt træk. De boede på et hostel på Khao San Road.


Men før vi skulle fejre Kims fødselsdag, havde vi dog bestilt en guidet tur ved et bureau. Det var en heldagstur, hvor vi kom lidt uden for Bangkok, for at se lidt andet end storby, så ren byferie blev det da ikke. Turen gik først til en en kokosplantage, hvor man kunne få et indblik i kokosproduktion og hvad man ellers kunne lave af skallerne fra nødderne. Det var dog ret kedeligt og en lidt en skuffende start, på en ellers god tur, men vi kørte heldigvis hurtigt videre. Turen gik derefter til et værksted, hvor nogle man fremstille alt muligt i træ, specielt møbler og udskæringer til at hænge på væggen.

 

Træudskæringer

Træudskæringer

 

Guiden fortalte, at ovenstående udskæringer tog én mand 9 måneder at lave. Snak lige om kedeligt arbejde. Men ganske imponerende må man sige.

Turen gik nu videre til Rose Gardens, hvor den stod på middagsmad og elefantshow. Meget flot sted, dog uden helt at peake på noget tidspunkt. Dagens sidste stoppested var The Floating Market, hvilket var en del af en lille flod, hvor man i gamle dage havde handlet ved at sejle rundt mellem hinanden (Der var ikke meget plads) og derefter handle fra båd til båd, med alt muligt. Nu om dage er det kun en turistatraktion og der bliver stort set kun handlet med frisk frugt fra bådene. Det var en rigtig fed oplevelse og kan kun anbefales, hvis man kommer på de kanter.


Efter at have fejret Kims fødselsdag, var det om at få pakket og ellers bare vende næsen mod lufthavnen, hvor det igen stod på en lang flyvetur hen mod vores næste destination; Sydney.

Alt i alt havde turen til Thailand været rigtig god og er helt sikkert noget, der skal prøves igen. Gerne i længere tid næste gang. Det er et rigtig flot land og helt klart det, man forbinder med et eksotisk sted.

Flyveren mod Australien

 

Copyright © 2006 - 2012 - All rights reserved - Sitemap