Velkommen til Bo Lyhnes private hjemmeside

 
   
     
 

Slægtsforskning - Sådan begyndte det

Slægtsforskning har altid interesseret mig. Det begyndte for efterhånden mange år siden, da der på min fars side i familien var blevet udarbejdet en anetavle, som gik mange generationer tilbage i tiden, på min farfars side. Jeg havde helt klart interessen for det, men jeg havde ingen intentioner om selv at arbejde videre med det, da jeg så det som besværligt og et utroligt tungt stykke arbejde. Samtidigt havde jeg ikke meget tid, som jeg kunne afse til en så tidskrævende hobby som nærmest kunne minde om at arbejde hjemmefra. Så derfor blev interessen lagt på hylden nogle år.

Da jeg efter en jordomrejse begyndte at studere igen og samtidigt flyttede til Norge, fik jeg mere tid til rådighed sammenholdt med tidligere da jeg boede hjemme i Danmark. Her havde jeg nemlig studeret og arbejdet ved siden af, eller havde arbejdet fuldtid og lavet mange forskellige fritidsaktiviteter. Med andre ord, havde jeg haft travlt med alle mulige andre gøremål.

En dag søgte jeg for sjov oplysninger om gamle Klitmøllerslægter på nettet, og her faldt jeg over en hjemmeside, hvor der var listet en hel slægt, som stammede fra Klitmøller. Jeg kunne selvfølgelig ikke bare lade dette ligge og kiggede det derfor hurtigt igennem og fandt frem til en af mine tipoldeforældre. Det var en utrolig spændende opdagelse og straks var interessen for slægtsfoskning igen vækket. Herefter gik jeg systematisk igang med at kortlægge min slægt, hvilket jeg har været godt i gang med lige siden. Det er en spændende hobby, som man kan bruge enormt meget tid på. Samtidigt er det en hobby, der ikke løber nogen steder, og som man kan bruge tid på, når man har lyst til det. En time her og der.

 

Min Tipoldefar - Jens Mortensen Frost

 

I denne forbindelse vil jeg gerne takke Ralph-Brian Vessel Hørberg, som har hjulpet mig langt hen ad vejen med de forskellige slægter i Klitmøller via hans hjemmeside, som du kan besøge ved at klikke på hans navn. Det var på hans hjemmeside, jeg fandt de første informationer om Klitmøllerslægterne og dermed hans side, der var med til at vække interessen for slægtsforskningen.

Siden da har det taget fart og jeg har opdaget alle de muligheder, der er den dag i dag for at benytte Internettet i forbindelse med søgningen af nære og fjerne slægtninge. Det er utroligt, hvad der efterhånden ligger af oplysninger, men der mangler selvfølgelig stadig masser af oplysninger, som man må ud på arkiverne og finde frem på den hårde måde. Dette er hårdt arbejde, som man ikke uden videre giver sig i kast med, men heldigvis er der nogen, der gør det. Man kan også finde en hel del kilder til online slægtsforskning, hvilket gør det hele lidt lettere, og lidt mere medgørligt. Nu kan man sidde hjemmefra og finde mange af de samme oplysninger, som man tidligere skulle omkring arkiverne for at finde.

Jeg har taget slægtsforskningen lidt, som det er kommet. Altså er jeg nok ikke, hvad man vil betegne som en typisk slægtsforsker, da jeg endnu aldrig har sat mine ben på et arkiv, hverken lokal eller landsmæssigt. Der er stadig for mange oplysninger, som jeg mangler at taste ind, som allerede ligger på nettet og venter. Jeg ser det som et kæmpemæssigt puslespil, som vi er mange, der er i gang med at løse på én på samme gang, da vi jo alle er relateret på én eller anden måde. Derfor ser jeg det også som unødvendigt, at vi alle skal ud og opfinde den dybe tallerken igen og igen, når der allerede er nogen, der har brugt tid og kræfter på at samle oplysninger sammen i støvede kirkebøger. Vi kan ligeså godt løfte i fællesskab og sammen nå så langt som overhovedet muligt. Med lidt vilje, masser af hårdt arbejde og en god portion lyst, vil det måske i fælleskab lykkedes at færdiggøre puslespillet en dag, hvilket dog nok vil være usandsynligt. Derfor ser jeg det også som helt naturligt, at man bruger de oplysninger, man kan bruge her fra hjemmesiden. Jeg ejer ikke oplysningerne om, hvornår folk er født og hvorhenne, så alle oplysninger er til fri afbenyttelse. Hvis du ligger inde med oplysninger, som du mener kunne være interessante for mig og som eventuelt kunne mangle i mine oplysninger, så er du meget elkommen til at sende mig en mail.

Det kommer nok en dag, når jeg rammer en mur, hvor jeg ikke længere kan finde oplysninger på nettet, men indtil videre er der rigeligt at gå igang med. God fornøjelse med læsningen.

 

Skibingsbåde er i gang med at laste et skib

 

- Tilbage til Slægtsforskning -

Copyright © 2006 - 2012 - All rights reserved - Sitemap