Rejser
- Jordomrejse - New Zealand - Sydøen
Vi ankom til New Zealand d. 26.
november 2003 og havde allerede hjemmefra bestilt
den første overnatning. Vi fløj fra Sydney i Australien til den største by på sydøen,
nemlig Christchurch, som langt de fleste vælger
at ankomme til, hvis sydøen er første
destination. Dette skyldes byens placering samt størrelse
samtidigt med, at det er her sydøens største lufthavn
findes.
Sydøen er den barske og den
mest øde af New Zealands 2 hovedøer.
Ud af New Zealands befolkning på ca. 4 millioner
indbyggere, bor de ca. 1 million på sydøen,
der har et areal på omkring 220.000 kvadratkilometer,
hvilket er lidt mere end 5 gange så stor som
Danmark. Dette gør selvsagt, at der er langt
mellem byerne og at man i det hele taget føler
sig ret fri. Det er en ret fed fornemmelse og man
kan komme vidt omkring uden at støde på
menesker lige med det første.
Hele sydøen er præget
af den bjergkæde, der løber nord-syd
og gennemskærer og opdeler øen i 2 vidt
forskellige dele. Mod vest har man de tempererede
regnskove, hvor der falder op til 4800 mm. regn om
året. Bjergenes placering gør, at skyerne
ikke kan komme over toppene, før de har smidt
det vand, der eventuel kunne være i skyerne.
Derudover er sydøens vestkyst ligeså
vindsikker som den danske vestkyst. Samtidigt kan
man på sydøens vestkyst opleve nogle
af de mest irriterende dyr i verden, nemlig den lille
sandflue. Har man først stiftet bekendtskab
med den, glemmer man det ikke igen lige med det samme.
Den mest sikre metode til at slippe for en vanvittig
kløe er, at lade være med at klø,
der hvor sandfluen har bidt. Så går kløen
over efter ganske få minutter. Begynder man
først at klø, kan der gå timevis,
før man igen får fred.
På sydøens østside
finder man de store, åbne og tørre marker,
hvor der sjældent falder vand, og hvor det er
knastørt. Her findes en del af New Zealands
enorme frugtindustri. Området er ikke helt så
spændende og storslået som vestsiden og
derfor vil langt de fleste turister holde sig på
den vestlige del af sydøen.
Sydøen er desuden præget
af at have været udsat for et Gold Rush tilbage
i 1850'erne og '60'erne. Da guldgraverne var færdige
i USA, tog mange af disse videre til New Zealand, da der blev fundet
guld her. Mange steder bærer den dag i dag navne,
der stammer fra datidens store guldfund. Desuden er
der stadig muligheden for selv at finde guld adskillige stede i New Zealand.
Vi startede som beskrevet vores tur rundt i New Zealand i Christchurch. Vi havde kun planlagt en enkelt overnatning
her, da der ikke umiddelbart var noget, vi havde planlagt at se.
Dette var den eneste overnatning, vi havde bestilt
i New Zealand, og herefter var der ellers frit valg
på alle hylder. Det er en utrolig dejlig følelse
ikke at have planlagt et helt fast program og kan
helt klart anbefales alle. Det kræver selvfølgelig,
at man har masser af tid til rådighed, hvilket vi jo havde i dette
tilfælde. Hvis man eksempelvis kun har 2-3 uger til rådighed, bør man nøje planlægge, hvad det er man vil nå at se, mens man er i dette fantastiske land. Ellers når man ganske enkelt hverken helt eller halvt igennem de mange seværdigheder.
Det eneste, der på forhånd lå helt fast,
var, at vores næste destination var actionbyen
Queenstown, hvor vi havde besluttet os for at lede
efter arbejde, så selve opholdet i New Zealand
ikke ville komme til at koste os det helt store. Så
efter at have overnattet på Camelot
Cathedral Square Hotel i Christchurch, gik turen
endelig mod Queenstown.
Den vindsikre vestkyst ved Franz
Josef
|