Velkommen til Bo Lyhnes private hjemmeside

 
   
     
 

Rejser - Jordomrejse - New Zealand - Sydøen

Vi ankom til New Zealand d. 26. november 2003 og havde allerede hjemmefra bestilt den første overnatning. Vi fløj fra Sydney i Australien til den største by på sydøen, nemlig Christchurch, som langt de fleste vælger at ankomme til, hvis sydøen er første destination. Dette skyldes byens placering samt størrelse samtidigt med, at det er her sydøens største lufthavn findes.

Sydøen er den barske og den mest øde af New Zealands 2 hovedøer. Ud af New Zealands befolkning på ca. 4 millioner indbyggere, bor de ca. 1 million på sydøen, der har et areal på omkring 220.000 kvadratkilometer, hvilket er lidt mere end 5 gange så stor som Danmark. Dette gør selvsagt, at der er langt mellem byerne og at man i det hele taget føler sig ret fri. Det er en ret fed fornemmelse og man kan komme vidt omkring uden at støde på menesker lige med det første.

Hele sydøen er præget af den bjergkæde, der løber nord-syd og gennemskærer og opdeler øen i 2 vidt forskellige dele. Mod vest har man de tempererede regnskove, hvor der falder op til 4800 mm. regn om året. Bjergenes placering gør, at skyerne ikke kan komme over toppene, før de har smidt det vand, der eventuel kunne være i skyerne. Derudover er sydøens vestkyst ligeså vindsikker som den danske vestkyst. Samtidigt kan man på sydøens vestkyst opleve nogle af de mest irriterende dyr i verden, nemlig den lille sandflue. Har man først stiftet bekendtskab med den, glemmer man det ikke igen lige med det samme. Den mest sikre metode til at slippe for en vanvittig kløe er, at lade være med at klø, der hvor sandfluen har bidt. Så går kløen over efter ganske få minutter. Begynder man først at klø, kan der gå timevis, før man igen får fred.

På sydøens østside finder man de store, åbne og tørre marker, hvor der sjældent falder vand, og hvor det er knastørt. Her findes en del af New Zealands enorme frugtindustri. Området er ikke helt så spændende og storslået som vestsiden og derfor vil langt de fleste turister holde sig på den vestlige del af sydøen.

Sydøen er desuden præget af at have været udsat for et Gold Rush tilbage i 1850'erne og '60'erne. Da guldgraverne var færdige i USA, tog mange af disse videre til New Zealand, da der blev fundet guld her. Mange steder bærer den dag i dag navne, der stammer fra datidens store guldfund. Desuden er der stadig muligheden for selv at finde guld adskillige stede i New Zealand.


Vi startede som beskrevet vores tur rundt i New Zealand i Christchurch. Vi havde kun planlagt en enkelt overnatning her, da der ikke umiddelbart var noget, vi havde planlagt at se. Dette var den eneste overnatning, vi havde bestilt i New Zealand, og herefter var der ellers frit valg på alle hylder. Det er en utrolig dejlig følelse ikke at have planlagt et helt fast program og kan helt klart anbefales alle. Det kræver selvfølgelig, at man har masser af tid til rådighed, hvilket vi jo havde i dette tilfælde. Hvis man eksempelvis kun har 2-3 uger til rådighed, bør man nøje planlægge, hvad det er man vil nå at se, mens man er i dette fantastiske land. Ellers når man ganske enkelt hverken helt eller halvt igennem de mange seværdigheder.

Det eneste, der på forhånd lå helt fast, var, at vores næste destination var actionbyen Queenstown, hvor vi havde besluttet os for at lede efter arbejde, så selve opholdet i New Zealand ikke ville komme til at koste os det helt store. Så efter at have overnattet på Camelot Cathedral Square Hotel i Christchurch, gik turen endelig mod Queenstown.

Den vindsikre vestkyst ved Franz Josef

Copyright © 2006 - 2012 - All rights reserved - Sitemap