Efter at have forladt New Zealand på et tidspunkt, hvor det stort set var ved at være vinter, higede vi nærmest efter igen at komme til at opleve lidt solskin og blive godt brune. Derfor så vi også meget frem til at komme til Hawaii, om ikke andet, så for at se hvad alt hysteriet drejede sig om. Alle har trods alt på et eller andet tidspunkt hørt om Hawaii og har en eller anden forestilling om, hvordan der er at være der. Man forbinder det som regel med et eller andet paradis, hvor alt er fryd og gammen og hvor solen skinner hele året rundt.

Rejsen gik til øen Oahu, hvor hovestaden Honolulu ligger. Vi skulle bo på et hotel på Waikiki Gateway Hotel, som lå 400 meter fra stranden, hvilket var helt perfekt. For der kunne umuligt være ret mange flere turister samlet på ét sted. Men det var et rimeligt billigt hotel, som havde de fornødne ting, der skulle til for at få en god ferie, så vi var godt tilfredse. Vi havde bestilt hotelværelset over nettet, mens vi stadig var i Rotorua i New Zealand, så vi glædede os selvfølgelig til at se standarden. Men vi blev bestemt ikke skuffet. Waikiki Beach er det sted, som man altid ser fra Hawaii, på alle postkort og fra alle film. På trods af at hotellet havde været rimeligt billigt, var det bestemt i den bedre ende af, hvad vi ellers havde oplevet i løbet af det sidste halve år.

Ret hurtigt fandt vi ud af, at Hawaii ikke altid er så idyllisk, som man går og forestiller sig, når man hører navnet. Det regnede nemlig rigtig meget, mens vi var der, og som en af de lokale sagde, så var der en grund til, at der var så frodigt på øerne og at de kaldte det regnbuernes land. Symbolet på deres nummerplader var endda en regnbue, hvilket jo nok ikke er tilfældigt. Så ren badeferie blev det altså ikke til. Men som man kan se på billederne, regnede det trods alt ikke hele tiden og det blev da også til et par dage på stranden, hvor der blev slikket sol i stor stil.

En anden ting man hurtigt bemærker, er, at alting er meget dyrt på Hawaii. Én ting er, at man skal have fragtet alt derud med skib eller fly, hvilket unægteligt gør varerne dyrere, men de lokale er sikkert også vant til, at de mennesker der tager til Hawaii, har råd til at bruge rigtig mange penge. De havde åbenbart ikke taget højde for, at der også er usle backpackere, der engang imellem lægger vejen forbi de idylliske øer. Men så er det godt for pengepungen, at McDonalds og Burger King kører stort set de samme priser over hele verden. Længe leve Fast Food. Til gengæld bliver man ret hurtigt træt af at leve af fast food, men med de priser, har man stort set ikke lyst til andet.

Udover de høje priser, skulle man hele tiden passe på ikke at blive hustlet af folk, der prøvede at sælge alt muligt lige fra barpasses til timesharelejligheder. Markedsføringsmæssigt foregår det på den måde, at man lokker med gratis biletter til forskellige shows. Mod at få de gratis biletter spørger vedkommende, om man så ikke lige vil komme til et 1½ times møde, hvor man får præsenteret nogle lejligheder. Det var selvfølgelig ikke meget at gøre for at få fingrene i et gratis show, så vi takkede selvfølgelig ja og aftalte et møde med den rare sælger. Efterhånden som dage gik, blev vi mere og mere trætte af, at vi havde lavet aftalen og at vi dermed skulle bruge 1½ time af vores ferie på Hawaii på at høre om timesharelejligheder, som vi jo alligevel ikke havde lyst til at købe. Vi havde heldigvis oplyst i papirerne, at vi var studerende, og mens vi sad og ventede på at skulle til møde, blev vi meddelt, at vi som studerede desværre ikke lige var deres målgruppe. Måske de skulle have undersøgt det først. Men vi var selvfølgelig godt tilfredse, da vi jo selv ville have aflyst mødet. og så kunne vi ellers fortsætte med at holde ferie på Hawaii.

Hotel Sheraton, Honolulu

Men når alt dette er sagt, må man sige, at Hawaii er lidt af en oplevelse for sig selv. Vi tog en dagstur til en fredet bugt øst for Honolulu, kaldet Hanauma Bay, og her kunne vi snorkle i vandkanten og se masser af eksotiske fisk. Hanauma Bay er lige hvad man forbinder med en rigtig eksotisk lagune og et sted man sagtens kunne være i dagevis. Vi tog bussen dertil, da den gik lige forbi. Bussen kostede $2 pr. billet og entre til det fredede område kostede $5. Derudover kostede det $12 at leje en dykkermaske uden snorkel og da vi ikke havde taget forfærdeligt mange penge med til stranden, blev det kun til denne dykkermaske, men det gik dog fint. Det giver lidt et billede af, at man intet får gratis på Hawaii, men på den anden side bliver stedet så vedligeholdt og sikret mod ødelæggelse af de mange turister. Heldigvis skinnede solen fra en skyfri himmel denne dag, hvilket var rigtig fedt, på nær de medfølgende solskoldninger. Det var en vildt fed oplevelse at snorkle rundt mellem de mange farvestrålende fisk og det er helt sikkert ikke sidste gang, jeg prøver det.

Derudover gik en dagtur til Pearl Harbour og Dole Plantagen. Ved Pearl Harbour kom vi ud til USS Arizona Memorial, som er et mindesmærke, der blev bygget tværs over et af de krigsskibe, der blev sænket ved angrebet på Pearl Harbour under 2. Verdenskrig. Skibet gik ned med hele besætningen, og hverken skib eller lig blev nogensinde fjernet. Istedet valgte man at bygge mindesmærket til ære for de ca. 1500 dræbte soldater. Det var en stor oplevelse at se Pearl Harbour. Der var en del tilhørende bygninger til selve turistcenteret, hvor der var rigtig mange informationer om den skæbnesvangre dag, hvor USA for alvor blev ramt på deres stolthed. Og man kunne da også sagtens stadig mærke den stolthed og patrionisme, der var omkring stedet. Det virkede nærmest som om, at det var en slags pilgrimsfart, som alle amerikanere på et eller andet tidspunkt måtte ud på.

Man bliver sejlet fra turistcenteret ud til mindesmærket i små både og her var vi så heldige at komme i samme båd som en overlevende fra slaget. Dette var trods alt ikke noget de var vandt til hver dag og man kunne tydligt mærke, den respekt der var omkring den ældre herre. Vi ville selvfølgelig ikke trænge os på, men kunne høre, at han kunne fortælle vidt og bredt om, hvordan han havde oplevet slaget.

Ud over at besøge USS Arizona Memorial, havde man muligheden for at komme omborg på USS Missouri og få en rundvisning. Det var blandt andet her fredsaftalen for 2. verdenskrig blev underskrevet, men vi havde desværre ikke så meget tid at gøre med, så vi måtte prioritere. Det endte med at turen gik til Dole Plantagen, som ligger cirka midt på øen.

Efter besøget til Pearl Harbour, gik turen mod nord, hvor vi havde udset os Dole Plantagerne som destination.

På Dole Plantagen fik vi hele historien om, hvordan frugtimperiet Dole startede, og en masse information om, hvordan man dyrker Ananas. Når man planter én ananastop, går der 15 måneder før den første frugt er klar. Derudover kommer der én frugt mere efter yderligere 18 måneder, hvorefter man hiver hele skidtet op af jorden og starter processen forfra. Tænk lidt over det, næste gang du køber en ananas i Brugsen til en 10'er.

Derudover havde man muligheden for at tage en tur ind i verdens største labyrint, som lå i tilknytning til plantagen.

Ananasplante ved Dole plantagen

Vi ville gerne have været med bussen videre, så vi kunne have set North Shore, for ligesom at have haft den totale oplevelse, men desværre var det ved at være sent, så vi måtte vende næsen hjem mod hotellet.

Alt i alt var Hawaii en rigtig fed oplevelse, omend meget dyr og på trods af alt regnen. Umiddelbart vil jeg kun anbefale folk at tage til Hawaii, hvis man på forhånd har gjort sig klart, at alt koster penge, da man ellers får en fornemmelse af, at man ikke rigtig hører til på stedet.

Billeder fra Hawaii