Oplysninger om Stig Andersen Hvide
Kildehenvisninger
1. [Født: 1325]
- kilde: Titel: Jonna og John Ahrenkiels hjemmeside - http://www.ahrenkiels.dk/
2. [Død: 1369]
- kilde: Titel: Jonna og John Ahrenkiels hjemmeside - http://www.ahrenkiels.dk/
3. [Begravet: i Essenbæk Kloster, senere Ørsted Kloster]
- kilde: Titel: Jonna og John Ahrenkiels hjemmeside - http://www.ahrenkiels.dk/
Biografi 
Jonna og John Ahrenkiels hjemmeside - http://www.ahrenkiels.dk/
 
Noter af Holger Hertzum:
Danmarks Riges breve 3.rk., 1.bd. side 195, år 1342 15/8: Stig Andersen, ridder, skøder sit gods Tanderup m.m. til sin broder Uffe Andersen som vederlag for Sandgrav.
År 1343(?) 15/4, side 254: Klaus Limbek giver Stig Andersen kvittering for indløsning af pantet Kalø.
 
3.rk. bd.4, side 304 år 1356 12/9: Pave Innocens 6. giver ridderen Stig Andersen og hans hustru Tove, Århus stift, tilladelse til at vælge en skriftefader, som kan give dem syndsforaldelse i deres dødsstund.
 
3.rk., 5.bd., side 142 år 1359 23/4: Stig Andersen af Bjørnholm, ridder, til alle der ser dette brev, hilsen evindelig med Gud.
Den ærværdige slægt af nulevende og den lykkelige efterslægt af fremtidige skal vide, at jeg med dette brev har givet, frit opladt og skødet til de hæderlige mænd de herrer kanniker ved Sct. Clemens i Århus alt mit gods i Sangstrup, Nørreherred Djurs, nemlig to gårde, som hver svarer en værdi af en halv mark korn og en skæppe smør i årlig afgift, med alle deres enkelte tilliggender, løse og faste, vådt og tørt, intet undtaget, til en årtid for mig, min elskede hustru fru Tove, mine forældre, min fader herr Anders og min moder fru Margrete, og mine elskelige sønner de herrer Uffe, Ove, Henrik, riddere, Jens og Anders, og mine brødre Uffe, Jacob og Ove, og mine forfædre, hver og een, at holde og foranstalte hvert år på bispen af Canterbury og martyren Sct. Thomas´dag (29.december) med vigilier, og på den følgende dag med messer i deres fornævnte kirke til frelse for vore sjæle; dette gods skal de råde over til deres nytte og tarv og besidde med rette evindelig, dog således at en trediedel af de indtægter, som samme gods afkaster, skal tilfalde de fattige, og de øvrige to trediedele skal fordeles mellem de herrer kanniker og vikarer sammesteds; og jeg forpligter mig til og i sandhed lover inden førstkommende Sct. Mikkels dag på Viborg landsting eller på herredstinget, nemlig Nørreherred Djurs, enten selv eller ved mine rette arvinger lydeligt at tilskøde fornævnte herrer kanniker fornævnte gods og hjemle dem det efter landets love. Til vidnesbyrd herom er mit segl tillige med segl tilhørende den ærværdige fader i Kristus herr Povl, biskop i Århus, og Tord Degn hængt under dette brev. Givet i det Herrens år 1359 tirsdagen efter påske.
 
C.F.Bricka: Dansk biografisk lexikon, bd. VIII, side 198:
Hvide, Stig Andersen, -1369, til Bjørnholm og Tygestrup, Søn af Anders Stigsen og Margrethe, Niels Lendis Datter, var opkaldt efter sin Farfader, den berømte Marsk. Ved Christoffer II's Tronbestigelse (1320) vendte Marskens Slægt atter tilbage til Danmark, og S. A, kom i Besiddelse af en stor Del af Slægtens gamle Ejendomme i Sjælland, Fyn og Jylland. Selv byggede han sin faste Borg Bjørnholm paa Hovedvejen mellem Grenaa og Aarhus, og herfra ledede han indtil sin Død den jyske Adels Opposition imod Kongemagten. Allerede 1325 var han i Kongens Raad, og fra 1331 af, da han efter Slaget ved Lohede gik over til Grev Gert og blev hans Marsk, delte han Førerskabet i Jylland med Niels Bugge paa Hald. Greven tildelte ham Gods i Jylland, og iblandt andre maatte Niels Ebbesen vige for ham i en Strid om noget Gods. Efter Grevens Drab blev han Kong Valdemars Mand, og denne forstod at skatte hans fremragende Egenskaber, da han ud- nævnte ham til Statholder i Esthland efter Estheroprøret 1343. Han ledede Forhandlinger med den tyske Orden om Esthlands Salg og vendte 1347 tilbage, beriget med Godset Linde som Len af Ordenen. Han synes at have nydt Kongens Tillid, thi 1352 var han en af de Mænd, hvem Kongen betroede Rigets Styrelse under sin Fraværelse. Men Stemningen forandredes, da Kongen begyndte sin store Reduktion af det fra Kronen bortkomne Gods. S. A., som selv mistede, hvad han havde faaet af Grev Gert, stillede sig i Spidsen for den misfornøjede jyske Adel. Oprøret brød ud 1357, og det var hans Søn og Broder, der tillige med Niels Bugge bleve dræbte i Middelfart ved Nytaarstid 1359. Men medens Bugge-Slægten hurtig forligede sig med Kongen, fortsatte S. A. Krigen. Hans Gods i Sjælland og Fyn blev inddraget, men paa det faste Bjørnholm sad han selv urokkelig, indtil Forliget 1360 bragte en Ende paa Striden med Jyderne. S. A. beseglede det som den første af de verdslige Raader, og fra den Tid benyttedes han atter jævnlig i Rigets Tjeneste. Hans nære Forhold til Drosten Claus Limbæk og den mægtige Iver Rosenkrantz besegledes 1362 ved en Ægteskabsforbindelse mellem hans Sønnesøn Jens Ovesen og Claus Limbæks Datter Elisabeth, medens Sønnedatteren Tove ægtede Iver Rosenkrantz. Dens politiske Betydning sporedes, da S. A. og Cl. Limbæk 1367 atter stillede sig i Spidsen for Jyderne og bekrigede Kong Valdemar. Under denne Krig døde S. A. 1369 efter at have skjænket betydeligt Gods til Kirker og Klostre, deriblandt særlig Antvorskov. Tillige med sin Hustru Tove begravedes han i Essenbæk Kloster, hvorfra hans Lig senere henflyttedes til Ørsted Kirke i Rugsø Herred.
Estrup: Saml. Skrifter II 274 ff. Danske Herregaarde IV: Kongsdal og V: Høgholm.
Mollerup.
Aage Brask: Tordrup og Marsk Stigs slægt.
Side 52:
STIG ANDERSEN DEN YNGRE.
Vi kan sikkert roligt gaa ud fra, at Stig Andersen var den ældste af Anders Stigsens Sønner, der er al mulig Grund til at tro, at det Navn, Bedstefaderen havde gjort saa kendt, og som var blevet ledigt ved hans Død i 1293, er blevet taget i Brug ved første passende Lejlighed. Den yngre Stig Andersen skulde ogsaa blive langt den mest fremtrædende af Søskendeflokken og komme til at betyde meget i Landets Historie.
Idet vi gaar ud fra, at Stig Andersen er født i Tiden omkring Aar 1300, maa vi antage, at han har levet sin Ungdom under ret vanskelige Vilkaar uden et sikkert og roligt Hjem. I hans Barndomsaar har Forældrene nok hovedsagelig opholdt sig i Norge under den norske Konges Beskyttelse, men har maaske senere, da der skete en Forbedring af Forholdet mellem Norge og Danmark, søgt Tilflugt i Sverige. De særlige Vilkaar, hvorunder han voksede op, har sandsynligvis givet ham udmærket Kendskab til de forskellige Mennesker og Forhold, hvilket han har forstaaet at benytte sig af og ogsaa har haft god Brug for, da der uden Tvivl var givet ham gode Evner, og han som den ældste af Sønnerne efter Faderens formentlig tidlige Død har mattet vænne sig til at optræde paa Familiens Vegne. Da Erik Menved i Slutningen af 1319 døde i en forholdsvis ung Alder uden at efterlade sig Sønner - han og hans Dronning led den sørgelige Skæbne, at intet af deres 14 Børn overlevede dem - var det vanskeligt at undgaa at tage den yngre Broder Christoffer som hans Efterfølger, uanset at Erik Menved havde fraraadet Valg af ham, idet han - som vel ogsaa andre - forudsaa, at Christoffer vilde blive en meget daarlig Konge; Jyderne skal iøvrigt særlig have frygtet for at faa ham til Konge for hans Gerrigheds Skyld. Erik Men-veds Død medførte foruden et skæbnesvangert Kongevalg ogsaa, at Løsningen af et andet vigtigt Spørgsmaal trængte sig paa, nemlig hvorledes man skulde faa det uheldige Forhold, der i en Menneskealder havde været gældende overfor de dels paa Grund af Mordanklagen, dels som Følge af Stridigheder med Erik Menved udvan-drede Adelsmænd og deres Familier, afløst af en mere retfærdig og til Gavn for alle Parter virkende Ordning. Den almindelige Opinion var - vel tildels næret af den Modstand, Erik Menved hyppigt havde vakt hos sine Undersaatter - efterhaanden ændret til Fordel for de udvandrede, der havde nære Slægtsforbindelser med en stor Del af Adelen, og som Følge af Christoffers tidligere Forbindelse med Broderens Modstandere kunde han nu, da han uden virkelige Medbejlere til Tronen blev sin Broders Efterfølger, ikke vel undlade at medvirke til, at Spørgsmaalet om en Ordning for Udlandsdanskerne blev løst paa en for disse tilfredsstillende Maade. Det blev derfor i den ret haarde Haandfæstning, som Christoffer maatte udstede ved Tronbestigelsen, fastsat, at alle de Fredløse - for saa vidt angik de for Mordet paa Kong Erik Glipping anklagede, dog kun de, der ikke ved Handling eller i Gerning personligt deltog i Mordet, og som ikke var blevet lovligt domfældte - maatte vende tilbage til Riget, og at de og deres Familier skulde have alt det dem uretfærdigt fratagne Gods tilbage.
Det kan ikke nu med Bestemthed siges, hvormeget af de jydske Hviders omfattende Godsbesiddelser der herefter igen kom i Hænderne paa dem, der var gennem Tiderne givet mange forskellige Bestemmelser vedrørende de Fredløses Ejendomme. Allerede i 1295 var man i et Forlig om Stilstand mellem Danmark og Norge enedes om, at de Fredløse skulde have Lov til at vende tilbage til Riget og overtage deres Ejendomme dér paa Betingelse af, at de for Mordet dømte ikke maatte vise sig for Erik Menved eller Christoffer, men ingen turde vistnok benytte sig deraf, og Regeringen nægtede snart at udlevere noget, idet der hurtigt igen opstod Stridigheder mellem de to Lande, saa at der kun paa eet Punkt var en Slags Enighed mellem dem, nemlig om at Stilstandsbestemmelserne var blevet overtraadt af Modparten. Senere blev atter indgaaet Forlig, dels i 1305, dels i 1308, og derefter skulde de dømtes Børns mødrene Gods udleveres til fri Raadighed mod Forpligtelse til at afhænde det indenfor en Frist af 3 Aar. Efter alt foreliggende har det dog været betydelige Godsomraader, der nu kom tilbage til Hviderne, til Anders Stigsens Børn, af hvilke vi dog kun mærker noget til Stig og Offe, man regner med, at der derunder hørte Hovedgaardene Møllerup, Bjørnholm, Eskebjerg (senere Schelenborg) og Tygestrup (nu Kongsdal).
I 1324 og 1325 støder vi paa Stig Andersens Navn i officielle Dokumenter, i det første er han blandt Forloverne for Christoffer, da denne sluttede et Forbund med de slaviske Hertuger, og da Hr. Ludvig Albertsen Aaret efter overgav Hammershus paa Bornholm til Kongen, nævnes han blandt de medbeseglende Riddere i et i den Anledning udstedt Dokument.
Imidlertid havde Christoffer, som i den jydske Krønike faar det smukke Skudsmaal, at han "øvede aldeles ingen Retfærdighed", at der aldrig var Sandhed i hans Ord, at han var "yderst troløs", og at han lagde Almuen svarligen i Skat, efterhaanden opnaaet at blive Uven med næsten alle og nok i særlig Grad med de vanskelige Jyder, saaledes at der uden virkelig Modstand kunde ske Indkaldelse af den holstenske Greve Gert til som Rigsforstander at overtage Magten, idet Gerts Myndling, den slesvigske Barnehertug Valdemar, blev udraabt til Konge og hyldedes paa Viborg Landsting. I denne Tid mærker vi ikke videre til Hr. Stig, der synes at have følt sig ret nært knyttet til Christoffer, vi finder ikke noget Tegn paa, at han som saa mange andre jydske Adelsmænd skulde være gaaet over paa Grev Gerts Parti. Naar vi støder paa hans Navn, er det i Forbindelse med privatøkonomiske Forhold, saaledes faar vi gennem et Dokument af 19/4 (?) 1328, hvorved en Niels Svej pantsatte hele sin Ejendom Hessel paa Djursland for 1000 Mark gængs, 100 Mark Penge og 2 Mark Korn, at vide, at Godset tidligere havde været pantsat til Hr. Stig for samme Beløb. Vi faar endvidere at høre, at han - vel under Indtryk af de meget urolige Tider - har sikret sig Gravsted for sig og sin Hustru, idet han til Gengæld herfor skænker Essenbæk Kloster 4 Gaarde, liggende ret fjernt fra hinanden og tildels ogsaa fra Klostret, nemlig 2 i Fregerslev i Hørning Sogn i Hjelmslev Herred, 1 i Ulstrup med Romme Mark i Ødum Sogn i Galten Herred og 1 i Egens i Mols Herred; vi bør lægge Mærke til, at det er Essenbæk Kloster, han henvender sig til, det kunde godt tyde paa, at han har følt sig særlig knyttet til det af Stig Hvide oprettede Kloster og maaske ogsaa paa, at han med eller uden Grund regnede med at være af samme Slægt.
Det er fra denne Tid, at det berømte "Bodskvad" stammer; det er en paa Latin og i Vers affattet Klage over Udviklingen i Danmark. De stolte Tider under Valdemarerne fremhæves paa Baggrund af den nuværende Tilstand.
Side 56:
Undergrundsbevægelsen havde i Efteraaret lidt Nederlag overfor Holstenerne, særlig ved Gottorp, men Misfornøjelsen med disses Regime var voksende, og Christoffer fik Mod til at gøre et Forsøg paa at genoprette sit Herredømme over Riget, og ved først at blive gode Venner med Halvbroderen Johan den "Milde", der fik Pant i Sjælland og Skaane, og senere at udsone sig med Grev Gert, hvem han stillede tilfreds ved at forlene ham arveligt med Fyen og lade sin Søn Erik ægte Grevens Søster, lykkedes det ham atter at komme i Besiddelse af Konge"værdigheden". Vi faar nu - ganske vist efter at Christoffer igen havde opnaaet Navn af Konge - Bevis for, at Hr. Stig Andersen stadig var at finde paa hans Parti og blev knyttet særlig nært til ham, samt tillige at Kongen godt kunde være gavmild overfor en Jyde - i hvert Fald, naar det var andre, der betalte. I Marts 1331 tildelte Christoffer Hr. Stig noget Gods, der var forbrudt af en Bonde, Michel Wrip, som med flere Bønder i sit Følge havde gjort Oprør mod Kongen, og under 30/5 s. A. udstedte denne i Forening med sin Søn Erik en højtidelig, af Marsk Peder Vendelbo og Henrik Molzan medbeseglet Erklæring, hvorefter Kongerne tog Hr. Stig og hans Familie under deres Beskyttelse og Beskærmelse, hvor fornødent gjordes, og lovede at være dem gode og milde Herrer, medens han til Gengæld afgav Løfte om Troskah og Huldskab. Belønningen og de udstedte Forsikringer kunde nu egentlig godt tyde paa, at Hr. Stig ikke hele Tiden havde været fuldkommen trofast overfor Kongens Sag, og at der maatte gives ham noget til Gengæld for at faa ham aktivt over paa Kongens Parti. For første Gang angives der her Hjemsted for Hr. Stig, idet han betegnes "af Bjørnholm", men da vi alene har Oplysning om Løftedokumentet i en Beskrivelse hos Hvitfeld, ligger der ikke deri noget virkeligt Bevis for, at han da havde Ophold paa den nævnte Gaard.
De smukke Løfter og Forsikringer er sandsynligvis foranlediget af Tanker hos Christoffer, der aldrig kunde holde sammen med nogen ret længe ad Gangen, om at ville foretage et Angrebstogt mod Grev Gert, hvortil han kunde vente Støtte af Grev Johan. Men Lykken var ham ikke gunstig, i Slutningen af Novbr. 1331 blev han slaaet af Grev Gert ved Dannevirke, og bagefter maatte han og hans Søn, der var i døende Tilstand efter et Fald fra Hesten paa Flugt fra Dannevirke, i Januar 1332 i Kiel gaa med til et Forlig og finde sig i, at Riget nu blev - som Pant eller Len - delt mellem de 2 Grever. Han tog derefter som fuldstændig Skyggekonge Ophold paa Lolland, hvorunder han, hvis Dronning Eufemia et Par Aar i Forvejen var død, nu ogsaa mistede sin ældste Søn og Medkonge.
Vi savner imidlertid ganske Oplysning om, hvad Hr. Stig foretog sig, medens disse Begivenheder fandt Sted, efter Christoffers Gavmildhed og hans egen Troskabserklæring skulde man jo nærmest tro, at han har været med paa Togtet mod Grev Gert, men han nævnes ikke mellem de af Kongernes og Grevernes Adelsmænd, hvem der ved Forliget i Kiel tilsikredes Ret til at beholde deres Gods, hvor det saa end laa. Ved Christoffers fuldstændige Tab af Magt i sit Land mistede Hr. Stig enhver Udsigt til nogen Ydelse af Beskyttelse fra Kongens Side til Gengæld for Troskab og Huldskab, men han skulde ogsaa snart blive løst herfra.
Det Tidspunkt kom nu, da Christoffer, Ynkelighedens Triumf paa den danske Kongetrone, den Mand, der havde udført det særlig i Formen hæslige Angreb paa Ærkebispen Jens Grand, som senere forsøgte at støde sin ældre Broder fra Herskerpladsen og - da han saa selv kom til - havde ført Kongeværdigheden ned i Skidtet, han, hvis eneste Fortjeneste, som dog ikke vel kan regnes ham selv til større Ære, maa siges at være den, at han blev Fader og Bedstefader til 2 af Danmarks dygtigste Regenter, skulde afslutte sit begivenhedsrige, men daadløse Liv. Han døde 2/8 1332, ca. ˝ Aar efter, at Sønnen Erik var død, og kort Tid efter, at han endnu havde oplevet den Tort, at 2 Adelsmænd "røg ham ud af hans Hus i Sakskøbing" og tog ham til Fange, saa at Grev Johan maatte befri ham.
Danmark stod nu i en Aarrække uden anerkendt og hyldet Konge; Christoffers næstældste Søn, Junker Otto af Danmark, som var den nærmeste til Tronen efter Faderens og Broderen Eriks Død, havde vel nok Tilhængere hist og her, men da han i Efteraaret 1334 drog til Jylland "i det Haab at vinde Landet ved Indbyggernes Hjælp", gik det ham ilde, han blev - som i hvert Fald gennem Ingemann bekendt - slaaet paa Taphede, taget til Fange og spærret inde i Segeberg Slot i Holsten. Allerede forinden synes Grev Gert imidlertid at have sørget for at faa Hr. Stig Andersen over paa sit Parti, vi finder 2 Steder hos Hvitfeld Oplysninger, som tyder paa, at der var knyttet god Forbindelse imellem dem. Den ene Beretning lyder saaledes: "Stig Andersen af Bjørnholm blev Hertug Valdemars Marsk. Da pantsatte Hertugen og Greven ham Sønder Herred Djurs med al kongelig Indkomst og Ledingspenge for 150 Mark Sølv. Dog naar Skat gives, som de paa de Tider kaldte precaria, skal de Bønder ogsaa give, og den Hjælp skal afkortes i Hovedsummen", og Dokumentet angives udstedt d. 13/1 1333 i Aarhus og at være medbeseglet bl. a. af Biskop Svend i Aarhus og Peder Vendelbo, medens den anden har følgende Indhold:
"Aar 1333 tog Greve Gert Hr. Stig Andersen i Beskyttelse, lod ham og hans Tjenere fri for al Besværing at gøre til ham, uden hele Jylland skulde give Skat. Ligeledes fri for Stud (Ydelser til Kongens Underhold), Inne (Pligtarbejde), Ledingshavre, alle 40 Marks Sager og mindre Fald (Bøder), Fredkøb, Vrag. Datum Aarhus in 8 ua epiphaniæ (13/1). Desværre har vi ikke Originalerne til Dokumenterne - eller Originalen, den sidstnævnte Beretning kunde udmærket være et Uddrag af det først ommeldte Dokument - for der er et Par ret bemærkelsesværdige Punkter i Beretningerne. Det er i Almindelighed antaget for givet, at det er en ren Fejltagelse, naar Hvitfeld anfører, at Hr. Stig blev Hertug Valdemars Marsk, og at Forholdet maa være det, at det var hos selve Grev Gert, at han fik denne Post, men mon det nu er saa sikkert? Efter de i begge Uddrag givne detailrige Oplysninger maa Hvitfeld formentlig have haft det paagældende Dokument foran sig, og han siger jo ogsaa efter Omtalen af Marskudnævnelsen, at Hertugen og Greven pantsatte Herredet. Man bør nok herved huske paa, at der da kun var forløbet kort Tid efter Christoffers Død, det kan udmærket tænkes, at Grev Gert endnu ikke var blevet fuldstændig klar over, hvorvidt han vilde lade sin Myndling, der manglede nogle faa Aar i at opnaa Myndighedsalderen, optræde som Tronprætendent eller ej, bagefter kan man jo saa udmærket se, at han rigtig godt kunde klare sig uden Konge, men paa det Tidspunkt kunde man f. Eks. ikke vide, at Junker Otto 1 3/4 Aar senere ganske vilde være sat ud af Spillet.
Det er ogsaa interessant at lægge Mærke til, at Biskoppen i Aarhus, Svend, der i Bodskvadet roses for sin Visdom og Fædrelandskærlighed, var med til at besegle Forbindelsen mellem Greven og Hr. Stig; hvis han havde anset den for uværdig for Hr. Stig, behøvede han vel ikke at optræde ved denne Lejlighed.
Hele dette Forhold med Omtalen af Hertug Valdemar og Biskoppens Optræden bringer mig ind paa den Tanke, at den umyndige Hertug muligvis af Grev Gert er blevet benyttet som Madding for at faa Biskoppen og Hr. Stig til at bide paa Grevens Krog og slutte sig til ham. De nævnte 2 Herrer kan, saaledes som Situationen laa efter Christoffer II's Misregimente, og med ringe Tillid til hans 2 yngste Sønner udmærket have anset det for heldigere for deres Land - Jylland - at faa den ret sympatiske Hertug, der jo tilhørte Kongeslægtens Mandsstamme og efter almindelige Successionsregler som nedstammende fra den ganske vist som Brodermorder betegnede Kong Abel var nærmere til Tronen end Abels yngre Broder Christoffer I.s Efterkommere, altsaa fremfor Junker Otto og dennes unge Broder Junker Valdemar (Atterdag). Hvis vi gaar ud fra, at Hertug Valdemar paa de Tider var designeret Konge, saa bliver det Dokument angaaende Kastbjerg Mølle i Gjerlev Herred, som efter sit Indhold skulde være udstedt den 14. Oktbr. 1334 i Aarhus af ham i Onklen Grev Gerts Nærværelse, og hvori han kalder sig Valdemar Konge (Valdemarus rex), meget naturligt; det regnes vist almindeligvis for at have fejlskrevet Dato, ja Trap synes at antage, at det er udstedt af Valdemar Atterdag - men hvad saa med min kære Onkel Grev Gert!!!? Junker Otto var netop lige den 7. Oktober blevet slaaet paa Taphede og taget til Fange, Hertug Valdemar kan have troet, at hans Time nu igen var inde, medens Grev Gert endnu ikke har ladet Tanken om selv at tage Magten uden Hensyn til Myndlingen træde tydeligt frem. Men Greven er hurtigt blevet klar over de Muligheder for ham, Situationen bar med sig, og da vi næste Gang finder et Dokument udstedt af Valdemar, kaldes denne atter kun Hertug.
Vi kan nok gaa ud fra, at Hr. Stig indtil videre fuldt ud var gaaet over til Hertug Valdemar og derved ogsaa til Grev Gert, og at han ligesom den berømte Farfader kunde smykke sig med Marskaltitlen, men mon han virkelig har været med til at slaa Junker Otto ned paa Taphede? Man vil helst ikke tro det, vi har imidlertid ikke Oplysninger, der viser det ene eller det andet. Den gode Forbindelse med Greven har maaske hjulpet ham til en større Handel i 1336 med Kapitlet i Aarhus, da han fik en Del Gods i Drammelstrup, Nørup, Tirstrup, Hallendrup og Skramsholm samt Øxenmølle, alt velbeliggende for Bjørnholm, imod at afgive Gods i Segalt og Labing og 1 Gaard i Borum samt at betale 140 Mark Sølv, og har sikkert givet sig Udslag i en af Hvitfeld omtalt Transaktion, hvorefter Grev Gert og hans Søn Henrik i 1338 overgav Hr. Stig Kronens Gods i Jonsløv i Nr. Djurs Herred (muligvis Enslev ved Grenaa) i Stedet for Gods i "Rinde, Bregentved og Thuekier". De sidstnævnte Stednavne har jeg ikke set lokaliseret af nogen, men jeg kunde tænke mig, at der dermed er ment Rønde og Bregned i Bregned Sogn og Tykjær i det tilstødende Mørke Sogn.
Vi nærmer os nu den Tid, da Befrielsen fra det holstenske Aag skulde opnaaes ved den gæve jydske Adelsmand, Danmarks Frihedskæmper Nr. 1, Niels Ebbesens Daad i Randers, antagelig den 1. April 1340. Hvor stod Stig Andersen egentlig paa dette Tidspunkt? Der findes nogle ukontrollable og løse Meddelelser, som gaar ud paa, dels at disse 2 Adelsmænd var ret nært beslægtede, dels at Grev Gert skulde have forurettet Niels Ebbesen i en Retssag, denne førte med Hr. Stig. Til Bekræftelse af Slægtskabet haves yderligere en 2 Gange anført Oplysning hos Hvitfeld om, at Greverne Henrik og Claus af Holsten "die Galli et Lucæ Confessorum", d. v. s. 16/10, 1351, havde givet Hr. Johan Limbek en Kvittering for 500 lybske Mark, som Hr. Stig sammen med Niels Ebbesens Venner havde sonet for Grev Gerts Død. Man har tidligere tillagt denne Sone og Hr. Stigs Optræden ret stor Betydning, medens det senere er anført, at da Sonen falder sammen med et af de Forbund, der af de holstenske Grever og jydske Adelsmænd blev sluttet mod Kong Valdemar Atterdag, saa maa den anses for erlagt af Adelen som Stand og ansvarlig for Drabet paa Grev Gert og ved Hr. Stig - fordum Grevens Marsk - som Adelens naturlige Repræsentant. Der er imidlertid den Hage ved en saadan Forstaaelse, at Hr. Stig netop synes at have holdt fast ved Kong Valdemar i den paagældende Fejde, hvorunder hans Søn Offe Stigsen blev taget til Fange og holdt i Fangenskab hos Holsteneren Hr. Claus (Nicolaus) Limbek, der da var Kongens Modstander. Og der er udtrykkeligt begge Steder, hvor Hvitfeld omtaler Sonen, tilføjet en Bemærkning om, at Hr. Stig skulde betale Hr. Johan Limbek Pengene igen. Selvfølgelig kan Pengene udmærket være samlet ind hos hele den jydske Adel, der i Længden har følt sig ubehageligt berørt af de holstenske Hyl over Daaden i Randers, for en Gang for alle at faa en Ende paa denne Sag, der tog sig saa forskelligt ud fra de 2 Sider. Men det kan ligesaa vel tænkes, at Pengene virkelig i Overensstemmelse med de sædvanlige Regler for Soner var blevet skaffet til Veje hos Niels Ebbesens Slægt og Venner, hvoraf Slægten maaske har været delt med Hensyn til Sympatier, medens Vennerne ikke vel synes at kunne have sluttet sig til de holstenske Grever. Hr. Stig har paa Grund af sin Tilknytning til Kong Valdemar ikke kunnet overlevere Beløbet selv og har antagelig ogsaa kviet sig ved at møde frem for sin tidligere Herres Børn, som han ganske havde forladt, hvorimod han overfor den til Kongens Modstandere hørende Hr. Johan Limbek kan have lovet at ville fremskaffe de 500 Mark, hvis Hr. Johan kunde faa Greverne til at erklære sig tilfredsstillet ved det nævnte Beløb. Vi kender ikke noget sikkert til Niels Ebbesens Slægtsforbindelser og kun lidt til Stig Andersens, og de kan nok have været i Familie med hinanden - til Trods for stor Forskel i Rigdom og Magt - uden at vi har nogen Viden derom.
Hvad angaar den Oplysning, at Niels Ebbesen skulde være blevet forurettet af Grev Gert netop i en Sag mod Hr. Stig, saa er vi virkelig bekendt med en Sag, hvori formentlig baade sidstnævnte og Niels Ebbesen omtales. Blandt Roskilde Bispestols Dokumenter, der udmærket kunde omfatte Gods i Jylland, skulde der ifølge en Registratur have været et Brev fra 1337, hvori "Niels Ebbeszen bekender paa Aabo Syssels Ting at have paa Niels Pederszens Vegne af Reffs pantsat Jon Rampi paa Sti Anderszens Vegne hans Gods i Jylland i Seby 2 Gaarde, i Wattested 1 Gaard med mere hans Gods". Der er ingen Anledning til at betvivle, at den Niels Ebbesen, der her møder frem som Repræsentant for en saa langt borte som paa Refsnæs i Himmersyssel boende Adelsmand, som ejede det paagældende Jordegods, der maa være Søby og Vadsted i Søby Sogn i Gjern Herred, og den Stig Andersen, der har ladet sig repræsentere ved en stedlig Mand, sandsynligvis Adelsmand, som vel er den, der har givet Navn til Rampes (tidligere Rampis) Mølle i Sognet, virkelig er de 2 berømte Mænd fra den Tid, ligesom det kan tænkes, at der i Anledning af denne Retshandel er opstaaet Uoverensstemmelser, som kan have ført til en Retssag. Jyder er som bekendt ikke fri for at være noget stædige og maaske nærmest som Følge deraf ogsaa proceslystne, og disse Egenskaber kan føre meget med sig.
Vi tør nok ikke tillægge det omhandlede Brev og Oplysningen om en Retssag mellem Hr. Stig og Niels Ebbesen større Vægt som Vidnesbyrd om Forholdet mellem de 2 Mænd, og der er maaske ikke videre Grund til at tro, at han i hvert Fald officielt har givet sidstnævnte Tilslutning i Arbejdet for Landets Befrielse; der er paa Egnen en Tradition om, at Niels Ebbesen paa Hjemvejen fra sin skæbnesvangre Tur til Randers drog ad den Vej, der fra Tordrup fører direkte til Væth , hvilket i og for sig lyder meget troligt, men da det er tvivlsomt, om Hr. Stig den Gang boede paa Tordrup, kan vi ikke derpaa bygge noget om eventuelt Besøg hos ham. Paa den anden Side er det - ogsaa uanset om man kan godkende den foran fremsatte Teori om Grev Gerts Benyttelse af Hertug Valdemar til lige efter Christoffer II's Død at knytte Hr. Stig og eventuelt Biskop Svend nærmere til sig - sandsynligt, at Hr. Stig efterhaanden ikke har haft noget tilovers for Grev Gert og havde opdaget, at en stærk Greve med en stærk Appetit og Iver efter at befæste sin Magt ved Hjælp af fremmede Adelsmænd var besværligere at have som Hersker end en Konge, der var født og opdraget til at regere over et stort Land og hørte hjemme i Landet. Vi ved, at Biskop Svend i Slutningen af 1330erne havde god Forbindelse med Junker Valdemar (Atterdag) og aflagde ham Besøg i Udlandet, samt at Hertug Valdemar af Sønderjylland ogsaa nærmede sig ham og ønskede at faa sin Søster gift med ham, men at Grev Gert, da han opdagede, hvad der var i Gære, fik sat en foreløbig Stopper herfor ved en "Overenskomst" i Februar 1340, som Hertugen følte sig tvunget til at indgaa paa. Det er endvidere optegnet i Krønikerne, at Grev Gert nu var klar over, at man i Danmark var begyndt at nære Ønske om at faa en Konge igen for at faa Fred i Landet, hvorfor han bestemte sig til at foretage et Togt op i Nørrejylland for at nedkæmpe Uroen, og "havde i Sinde at udrydde hele Jyllands Adel og give det Land til sine Tyskere", samt at han drog til Randers hærgende "forfærdeligt alle Vegne" og ønskede "ikke alene at underlægge sig Danmark, men endda flere Riger".
Under disse Forhold kan man nok gaa ud fra, at Hr. Stig ikke har følt sig intimt knyttet til Grev Gert. Jeg vilde nærmest mene, at han - om ikke ganske aabenlyst - var paa Bølgelængde med Biskop Svend, der sikkert ydede stor Hjælp ved Valdemar Atterdags Overtagelse af Kongemagten, og til Støtte herfor kan anføres, at da Hr. Stig første Gang derefter træder frem for os i et samtidigt Dokument, da er netop Biskoppen med, skønt det har Udseende af at være et helt privat Mageskiftebrev. Det er i det tidligere omtalte Dokument af 15/8 1342, hvorved Hr. Stig overdrog en Del Gods, bl. a. Tordrup, til sin Broder Offe Andersen til Gengæld for Ejendommen Sandgrav i Framlev Herred med Tilliggende, og heri nævnes som Medbeseglere foruden Biskop Svend bl. a. Hr. Peder Vendelbo og Hr. Offe Nielsen, formentlig af Slægten Panter, som begge var blandt dem, der straks sluttede sig trofast til Kong Valdemar, samt Claus Limbek, som ret hurtigt - men mindre trofast - gik med ham. Der er i hvert Fald ingen Grund til at tvivle om, at Hr. Stig efter Grev Gerts Død har haft meget let ved at gaa - aabenlyst - over paa Valdemars Parti, og han blev ogsaa denne en meget dygtig Medhjælper i Arbejdet for at samle Riget og sikre Kongemagten, en Hjælper, hvis Virksomhed nok kun brudstykkevis er os bekendt.
Vi bør nu se lidt nærmere paa det ofte nævnte Mageskiftebrev af 1342, det første sikre Vidnesbyrd om, at Hr. Stig havde nogen Ret i Tordrup m. m., men ogsaa det Dokument, hvorved han lader det gaa ud af sine Hænder. Der disponeredes fra Hr. Stigs Side over slet ikke saa lidt, foruden Gods i Nabobyerne Væth, Jebjerg, Værum, Haslum og Tebbestrup omfattede det i Galten Herred øde Jorder og et Møllested i Ølst (Ølstath) samt Brofjerdingen "med al Ret, hvormed den (det?) var overladt mig" samt endvidere hans Gods i Hovlbjerg Herred, nemlig i Aarup og i Hovlbjerg med en Mølle sammesteds, Gods i Gjerrild i Nørre Djurs Herred, hvilket tidligere var overdraget ham af Broderen Offe, samt al hans Ejendom i Hardsyssel, givet ham i Pant af Johannes Bæg og ikke siden tilbageløst. Det Gods, der til Gengæld blev overdraget til ham af Broderen, angives alene at bestaa af dennes Gods Sandgrav med Tilliggende, om hvilken Ejendom det nogenlunde ordret hedder, at "Hr. Claus Limbek ved Skøde havde erhvervet den fra Offe Andersen". Endelig siges Handelen at være sket paa Grund af Hr. Stigs Gæld.
Det kan formentlig omtvistes, hvorvidt Sætningen: "med al Ret, hvormed den (det), var overladt mig (cum omni jure, ut michi dimissum)" er knyttet til alt det forud nævnte Gods eller alene til Brofjerdingen, hvilket sidste jeg vilde anse for sandsynligst. Som vi senere skal se, var det en meget fornuftig Bemærkning at optage i Dokumentet, for i 1355 maatte Hr. Stig erkende, at han i mere end 20 Aar uretmæssig havde siddet inde med Brofjerdingen. Denne Oplysning bringer os igen ud i Tvivl, for fra hvilket Tidspunkt skal de 20 Aar regnes tilbage, fra 1342, da han afstod den til Broderen, eller fra 1355, da den blev tildømt Kronen til evigt Eje. Endelig ser det noget mærkeligt ud, at alle de ommeldte Hr. Stig tilhørende Ejendomme skulde overdrages til Broderen for Sandgrav m. v., som efter Ordene ikke længere var i hans Besiddelse, men nu angives at tilhøre Hr. Claus Limbek. Hvis der ikke ligefrem foreligger en Fejlskrift for det omvendte, at Offe Andersen havde faaet den tilskødet af Hr. Claus, ligger det vist nærmest at antage, at Mageskiftet var et Led i en større Transaktion, hvori Holsteneren og Hr. Stig var blandt Hovedmændene, f. Eks. Indløsningen af Kalø. Om Sandgrav, hvoraf endnu skal findes Voldsted, hedder det iøvrigt senere, at den har tilhørt den bekendte Rane Jonsen. Det er herved værd at have i Erindring, at Hr. Stig i 1336 til Kapitlet i Aarhus afstod Gods i Labing og Borum, ligesom Sandgrav beliggende i Framlev Herred.
Efter at vor Stig Andersen var gaaet over paa Valdemar Atterdags Parti, synes han i en Aarrække at have arbejdet trofast for denne Konge. Han menes at have medvirket stærkt ved Indløsningen af Nørrejylland, bl. a. ved den for os noget uklare Ordning med Hensyn til Kalø Slot. Det hedder herom hos Hvitfeld: "Den 15. April (1343) indløste Stig Andersen af Bjørnholm fra Hr. Nic. Limbek og hans Arvinger Kalø Slot og fik hans Kvittering derfor", hvilket ikke stemmer saa godt med samme Forfatters Optegnelse derom fra 1348: "Hr. Stig A....... fik en Kvittants af Hr. Niels (Claus Limbek) og hans Arvinger at være fornøjet". Hvis begge disse Bemærkninger er rigtige, hvad vi ikke kan være sikre paa, vilde jeg nærmest antage, at Forholdet er det, at Claus Limbek havde haft Kalø i Pant af Holstenerne (Hertug Valdemar), men at han ved Valdemar Atterdags Indløsning af Nørrejylland har faaet sit Tilgodehavende udbetalt af Hr. Stig enten blot som Kongens Repræsentant eller ogsaa paa den Maade, at Hr. Stig af egne Midler har udbetalt Beløbet med den Aftale med Kongen, at han selv derefter skulde have Slottet i Pant af denne. Da Situationen imidlertid udviklede sig saaledes, at Hr. Stig fik overdraget meget vigtige Hverv, der gjorde hans Ophold udenfor selve Danmark nødvendigt i flere Aar, og da Claus Limbek hurtigt var blevet gode Venner med Kongen, allerede i 1344 nævnes han som Høvedsmand paa Sjælland, kan der være truffet den Ordning, at Hr. Claus igen for en Tid skulde overtage Slottet, men denne Gang direkte som Pant fra Kongen. Vi faar af Hvitfelds Bemærkning at vide, at Stig Andersen paa denne Tid hørte hjemme paa Bjørnholm, men det er formentlig et Spørgsmaal, om han havde denne Borg som Ejendom, i et Brev af 24/6 1343 nævnes særligt som lovlige Tilbagebetalingssteder for en Pantesum, Skanderborg eller Bjørnholm, og dette, at den her ganske sidestilles med det kongelige Slot Skanderborg, kunde tyde paa, at Hr. Stig da alene sad inde med den i Egenskab af Lensmand eller Panthaver.
At Hr. Stig virkelig havde faaet en høj Stjerne hos Valdemar Atterdag, viser sig ogsaa deri, at han i 1343 var med blandt de Delegerede, der optraadte paa Kongens Vegne under Forhandlinger i Varberg med den svenske Kong Magnus. Og Aaret efter skulde Hr. Stig faa endnu vigtigere Sager at tage sig af. Kongen var blevet klar over, at han i Estland havde et Aktiv, der - om jeg saa maa sige - ikke forrentede sig, som det burde. Herredømmet over dette Land, som af Kongeslægten betragtedes som en privat Besiddelse uden Afhængighed af Danmark og var gjort til Genstand for Pantsættelser, havde i længere Tid nærmest kun haft Karakteren af et Skin, men den estlandske Adel var egentlig godt nok tilfreds med denne Tilstand. Derimod stod det ikke vel til med Adelens Forhold til Bønderne, og i 1343 gjorde disse mange Steder blodige Oprør. Valdemar har sikkert hurtigt faaet den Opfattelse, at en god Købesum for Landet vilde være af større Værdi for ham end selve dette og specielt være af afgørende Betydning for ham ved Indløsningen af det egentlige Danmark fra Panthaverne. Til i det hele at tage sig af Estlands Forhold udvalgte han nu Hr. Stig, han meddelte den tyske Ridderordens i Lifland bosatte Stormester, som paa Kongens Vegne havde taget sig af dennes Slotte og Fæstninger, at han sendte "den forsigtige (circumspectus) og ædle Herre Stigot Anderson, Ridder og sit Raad", som han gjorde til Høvedsmand i Estland og overgav "sin kongelige Myndighed at maatte frit gøre og lade i Kongens Navn, hvad Ret var«", hvorhos han bad Stormesteren oplade Hr. Stig de kongelige Slotte og befæstede Steder. Alt var dog ikke ordnet hermed, Stormesteren har sikkert regnet med at have Rettigheder fra sin Virksomhed og var ikke videre villig til at afstaa Borgene igen. Men i 1345 kom Kong Valdemar til Estland med sin ældre Broder Junker Otto, og han fik nu truffet den for ham selv særdeles heldige Ordning, at Otto traadte ind i den tyske Ridderorden, hvorved Valdemars Dispositionsret over Estland styrkedes stærkt. Vi kender til en Del Dokumenter, der er udstedt i Reval af Hr. Stig som Kongens "Capitain", d. v. s. Høvedsmand, og det synes, som om han i det hele har forstaaet at virke paa en Maade, som tilfredsstillede Kongen, og det endte med, at han i August 1346 kunde paa Kongens Vegne som dennes "rette Arv" afhænde Estland til Ridderordnen til Kongens "kære Broder Ottos Sjæls Salighed" for en Købesum af 19.000 Mark Sølv og derefter i November s. A. overgive Landet til Ordenen. Endelig hedder det fra 1347: "Den danske Statholder i Estland Stig A. skal have aflagt godt Regnskab for sin Husholdning (Administration) til Kongen og derfor faaet Kvittering.
Da Hr. Stig var vendt tilbage til Danmark efter - som det synes - vel udført Arbejde - var der vist af flere Grunde bl. a. Kongens Forhold til Hertug Valdemar og overfor Adelen opstaaet en noget spændt Situation mellem Kongen og Claus Limbek, og i 1348 angives Valdemar Atterdag at have anmodet de holstenske Grever om at skaffe ham Tilstaaelse fra Hr. Claus om, at han kun vilde lade Slottet Kalø indløse af Kongen som dets rette Ejer. Men ogsaa her skal Hr. Stig have hjulpet sin Herre og forskaffer ham som foran nævnt Hr. Claus' Erklæring om at være udløst.
Men nu kommer der igen haarde Tider for Land og Folk, den "sorte Død" raser i Aarene 1348-50, og dette Forhold i Forbindelse med Utilfredshed med det saakaldte Nebbeforlig af 22/7 1348 mellem Kongen og de holstenske Grever angaaende Indløsning af Dele af Jylland og Fyen skaber Modsætning mellem Kongen og særlig jydske Stormænd, hvoraf fremtrædende Repræsentanter gaar over til hans Fjender, og i Aarene 1351-52 fejdes der som tidligere anført bravt mellem Kongen og de holstenske Grever med de dem tilsluttede jydske Adelsmænd. Hr. Claus Limbek maa igen være kommet til at sidde paa Kalø, vi har en Beretning om, at han i 1352 paa Mols fangede nogle af Kongens Mænd, der var sendt imod ham. Men efter at der flere Gange forgæves var prøvet paa at opnaa en Afslutning paa Striden, tyede Valdemar til et af ham undertiden under forviklede Forhold benyttet Middel, nemlig at drage udenlands for at søge Støtte og lade andre bringe Orden i Tingene. Forinden han tog afsted, indsatte han 5 Mænd til at styre Landet i hans Fravær, og een af disse var Hr. Stig, der var forblevet Valdemar tro, og som hele Tiden stod højt hos Kongen, vi kan foruden af dette betydningsfulde Hverv ogsaa se det af et Dokument fra 1349, hvor han nævnes lige efter 3 Bisper og foran Adelsmænd som Niels Bugge, Claus Limbek og Marsken Erik Nielsen (Gyldenstjerne).
I Sommeren 1353 var Tiden endelig moden til en Ordning mellem Kongen og Greverne - Forliget ved Vindinge Aa -, og der blev heri truffet Bestemmelser om Kaløs Indløsning endnu en Gang fra Claus Limbek og om Frigivelse af Hr. Stigs Søn Offe m. fl., der maa være blevet taget til Fange af Hr. Claus. Kort forinden var der i Riga blevet udstedt et Dokument, som Hr. Stig sikkert ikke har modtaget før efter Forliget, men med hvis Indhold han dog nok har været bekendt. Den tyske Ordensmester i Lifland gav ham og hans Arvinger for de Tjenester, han havde vist og fremtidig vilde vise Ordenen, som Len Gods i "Linde". Forleningen kommer vel sent til at kunne opfattes som en Bestikkelse for at yde Tjenester ved Salget af Estland, men kunde jo godt regnes for Belønning for saadanne.
Naar Valdemar Atterdag syntes, at han sad nogenlunde fast i Sadlen, tog han sig ofte af ældre Forsyndelser fra Undersaatters Side med Hensyn til Kronens Gods o. lign., og han gik da uden Forskel løs paa Ven og Fjende. I 1355 kom Raden - som det vel kan siges - foruden til en Del andre Adelsmænd ogsaa som tidligere omtalt til Hr. Stig. Den 9. Maj nævnte Aar holdtes der Retterting i Aarhus, og her anklagede Kongen ham og de 2 Væbnere Jens Ever og Svend Rusticus (Bonde) for uretmæssigt og ulovligt Kronen til Skade i flere Aar at have haft noget Gods i Besiddelse, Hr. Stig Brofjerdingen i Galten Herred med 5 Sogne, Jens Ever og Svend Rusticus hver 3 Sogne i Hovlbjerg Herred, hvorved bemærkes, at der ikke kan være Tale om privat Ejendomsret til de paagældende Sogne i deres fulde Omfang, men kun om der beliggende Krongods og eventuelt om den kongelige Højhedsret over Sognene. Rettertinget, der bl. a. beklædtes af Claus Limbek, som hurtigt igen var kommet i Naade hos Kongen og blevet Drost hos denne, hvem han nu hjalp imod Hr. Stig, der i mange Aar havde været paa Kongens Side, tildømte Kong Valdemar Brofjerdingen og de 6 Sogne til evigt Eje. At Sagen for Brofjerdingens Vedkommende rejstes imod Hr. Stig, som jo dog forlængst havde afhændet denne, skyldes vel nærmest, at det var ham, der havde forskaffet sig Besiddelsen deraf og kun havde ladet den gaa videre til sin Broder, der iøvrigt maa antages død, før Valdemar rejste Sagen, med samme Ret, som han selv havde dertil. Ifølge Dommen havde Hr. Stig selv vedgaaet, at han i over 20 Aar med Urette havde siddet inde med Brofjerdingen. Efter det Kendskab vi har til ham, synes det dog mindre troligt, at han helt uden Føje skulde have tilegnet sig Brofjerdingen, der kunde jo være givet ham som et Len af Hertug Valdemar eller Grev Gert, uden at disse har haft formel Ret dertil, ligesom han kan have ment, at han fra den lovløse Tid havde Krav, som det vilde være naturligt at søge Dækning for i Broafgiften. Vi kan nok ikke som Dokumentation for hans Hjemmel dertil bruge det tidligere omtalte Tingsvidne fra 1402, hvorefter han maa antages at have erhvervet Rettigheder i Tordrup m. v. af Hr. Magnus Myre, for dette Tingsvidne angik alene Tordruptorp og Gods i Brofjerdingen. I Rettertingets Dom nævnes Tordrup slet ikke, saa Kongen har ikke ment at kunne afkræfte Slægtens private Ejendomsret dertil. Derimod afstod Hr. Stig samme Aar til Kongen nogle Panterettigheder i en Del Gods paa Sjælland, nemlig i Tibirke og Sonnerup (Soonætorp) i Strø Herred, det er ikke usandsynligt, at denne Overdragelse maa ses i Sammenhæng med Rettertingsdommen.
Det har selvfølgelig ikke været muntert for en stolt Adelsmand, der havde udført et stort Arbejde til Gavn for Kongen, at blive anklaget og dømt for langvarig uretmæssig Besiddelse af Kronen tilhørende Værdier, saa man kan udmærket tænke sig, at Sagen har ophidset Hr. Stig imod Kongen, men i flere Aar endnu ser vi ham dog høre til Valdemars nærmeste Omgivelser. I 1355 nævnes han, Sønnen Offe og Brodersønnen Anders Offesen blandt de Adelsmænd, hvem der sammen med Kongen som mistænkte for Delagtighed i Drabet paa Hr. Niels Eriksen af Zorpelstrup (Jerstrup i Skam Herred) loves en fuld Sone og Orfejde af den afdødes Slægt og Venner, deriblandt Hr. Claus Limbek, og Aaret efter medbesegler han og den nævnte Søn et Dokument, hvorved Niels Eriksen (Saltensee) overdrog nogle Godsrettigheder til Kongen. I nogen Tid derefter ser vi ikke hans Navn sammen med Valdemars, hvilket ganske sikkert hænger sammen med, at der nu igen vises aaben Modstand mod denne af Adel og Bønder i Jylland i nær Forbindelse med Holstenerne, og han maa nu antagelig have sluttet sig dertil. Det er saaledes anført, at Besætningen paa nogle af Kongens Skibe, der forliste i Efteraaret 1359 paa den jydske Kyst, blev plyndret og lagt i Lænker af Stig Andersens Svende. Han maa nok regnes at være gaaet imod Valdemar, efter at der vistnok i Slutningen af 1358 var sket den uhyggelige Begivenhed, at hans Søn Offe sammen med Stormanden Hr. Niels Bugge og en Peder Andersen blev myrdet i Middelfart paa Hjemvejen til Jylland efter forgæves at have forsøgt Forligsforhandlinger med Valdemar.
[Den nævnte Peder Andersen er bl. a. af Reinhardt og Arup uden Tegn paa Tvivl blevet opført som Broder til Stig Andersen, men formentlig med Urette, han nævnes saaledes ikke i et Dokument, hvorved Hr. Stig i 1366 sørgede for Læsning af Aartider for sine Brødre. Han er nok snarere identisk med en Peder Hvid paa Fyn, hvis Enke i 1375 lige efter Valdemars Død fik tilbagedømt 40 af Kongen voldeligt tagne Gaarde (Rep. 3078); hans Efternavn skulde vel bevise Forbindelsen med den jydske Hvideslægt, men det maa herved erindres, at Hvide- navnet først sent - i det 16. Aarh. - blev benyttet for denne Slægt].
Medens Niels Bugges Søn Knud Bugge hurtigt blev forsonet med Kongen, synes Hr. Stig ikke at have kunnet frikende denne for Skyld i Ugerningen, og han skal da ifølge den sjællandske Krønike have opsagt Kongen Troskab og Huldskab i Smerte over Sønnens Død og i Harme over anden Uret, hvorfor Valdemar inddrog hans Gods paa Sjælland og lod en Hr. Peder Nielsen overtage de jydske Ejendomme. Jeg kan ikke lade være med her at pege paa, hvor længe ned i Tiden dette Mord skulde have Følger, helt til 1874 - altsaa i over 500 Aar - blev der af nogle Ejendomme i Middelfart aarlig betalt nogle Beløb, de saakaldte Blodpenge eller Buggespenge, som Straf for Mordet.
Imidlertid blev der snart igen sluttet et Forlig mellem Kongen og Jyderne, og paa et Rigsmøde i Kalundborg i Maj 1360 udstedtes der et Dokument, der kaldes Haandfæstning, men nærmere er en Fredsoverenskomst mellem Konge og Folk med Pligter for begge Parter. Nogle Biskopper og en stor Mængde Adelsmænd underskrev Overenskomsten, efter Biskopperne først Hr. Stig, der uden Tvivl har faaet de ham eventuelt fratagne Ejendomme tilbage, og derefter Hr. Claus Limbek samt Kongens og hans Datters trofaste Hjælper Henning Podebusk. Hvor megen Vægt Valdemar Atterdag lagde paa at have Stig Andersen paa sin Side, fremgaar ikke mindst af, at da der senere paa Aaret blev Tale om Forhandlinger angaaende den danske og den svenske Konges Mellemværender, erklærer Valdemar under 16. Juli, at han har overgivet sin Sag til sin Fætter Erik, Hertug af Saksen, samt Hr. Stig Andersen og Hr. Bo Falk, man maa sige, at den forlorne Søn er blevet taget ømt i Favn. Inden Aaret er omme, kan Valdemar glæde sig over, at Skaane er blevet genforenet med Danmark, og han føler sig nu saa sikker i Sadlen, at han i 1361 foretager det mere vellykkede end ærefulde, blodige Overfald paa Gotland, der overmandes, hvorefter Hansestaden Visby udplyndres. Det maa nok være lykkedes Valdemar Atterdag at overbevise Hr. Stig om sin Uskyldighed i Sønnernes Død. Hr. Stig bliver da endnu en Tid paa Kongens Parti, han er med til samme Aar at besegle en Kvittering fra Hertug Albrecht af Mecklenburg for Medgiftssum for Kongens Datter Ingeborg, han optræder i 1362 som Forlover for Kong Valdemar i et Dokument fra Forhandlinger med Hansestæderne, ja, endnu den 7. Juli 1365 staar han officielt paa Kongens Side, da denne i Kolding indgaar et af sine mange Forlig med de holstenske Grever.
I Mellemtiden havde han søgt paa forskellig Maade at sikre Familiens Stilling. Han havde i 1361 udvidet sit Godsomraade ved Køb af Jorder i Allestrup i Sønderhald Herred og Gjerrild i Nørre Djurs Herred, og der var forsigtigt nok fastsat Bestemmelser for det Tilfælde, at Halvdelen deraf i Overensstemmelse med "Landslovene" (leges terre) eller paa anden Maade skulde blive ham frataget. Endvidere havde han i 1362 truffet Overenskomster om gode Ægteskabsforbindelser for den dræbte Søn Offes unge Børn. Ifølge en Overenskomst af 10. April skulde Jens (Johannes) Offesen giftes med Claus Limbeks Datter Elisabeth, naar han var kommet til sine "fulde Aar"; hun blev udrustet med det smukke Medgiftsbeløb 2000 gode Mark, hvorfor gaves Pant i en Hovedgaard Nederstedgaard. Det bestemtes derhos, at de 2 Brødre Jens og Anders Offesen hver skulde have Halvpart i Bjørnholm og alt Hr. Stigs Gods i Jylland, undtagen 15 Læster Kornskyld af Gods i Ommersyssel og Sønderhald Herred, der tillagdes deres Søster Tove som Medgift foruden 300 Mark, medens Hr. Stigs Hustru Fru Tove efter hans Død for sin Livstid skulde beholde alt hans Gods paa Sjælland. Samtidig ordnedes, hvem der skulde tage sig af de umyndige Sønnesønner, hvis Farfaderen skulde dø, forinden deres Myndighedsalder indtraadte, nemlig - hvad der tyder paa, at hans øvrige Børn var døde uden at efterlade Afkom eller i alt Fald ikke kunde være Værger - i første Række Brodersønnerne Hr. Anders Offesen paa Tordrup og Hr. Laurids (Laurens) Offesen og derefter Hr. Christen Joensen Kaas, der hørte hjemme paa Hessel. At man efter de 2 Hvider gaar over til en Mand af en hel anden Slægt harmonerer meget vel med de for os foreliggende Oplysninger om Slægtsforholdene og gør det sandsynligt, at Hr. Stigs Hustru ikke havde nære Slægtninge. Ifølge en anden Overenskomst, dateret 30/11 1362, var Sønnedatteren Tove nu blevet trolovet til et Medlem af den allerede da fremtrædende jydske Adelsslægt Rosenkrantz, Hr. Iver Nielsen til Hevringholm; det har nok været et Fornuftparti, Hr. Iver var Enkemand. Da det her anføres, at Hr. Stig havde undt dette Par alt sit Gods paa Sjælland, kan man vel gaa ud fra, at hans Hustru Tove var afgaaet ved Døden i Tiden efter 30. April.
I den Kreds, der omgav Stig Andersen den yngre, er der sikkert ikke altid alene talt gode Ord om Valdemar Atterdag, som ikke var videre nøjagtig med at efterkomme Landets Love, og da der i 1367 blev smedet nogle for Kongen yderst faretruende Rænker, ja, saa kunde den jydske Adel ikke modstaa Fristelsen til at være med til et Forsøg paa at give ham en Huskekage, som han sent vilde glemme, og i forreste Række var netop den Claus Limbek - Stig Andersenske Familiekreds. Hansestæderne var i længere Tid efter deres egen Mening paa flere Punkter blevet nærmest sjofelt behandlet af Kong Valdemar med Skatter og Plyndringer, og de syntes nu, at Maalet var fuldt. Da de imidlertid af Erfaring vidste, at han ikke var saa let at knægte, men paa den anden Side havde Fjender rundt omkring, fandt de det rettest at søge Bistand hos andre, og der var nok, der havde et godt Øje til ham, bl. a. Holstenerne og Mecklenburgerne. Til at sætte sig i Forbindelse med danske Adelsmænd havde de et særligt Paaskud, de paastod - ikke ubegrundet - at Valdemar havde misligholdt de sidste Fredsbestemmelser og fremsatte nu i den Anledning Krav overfor de Bisper og Adelsmænd, der havde underskrevet som Forlovere for Kongen, der imellem Hr. Stig og Hr. Claus. Ud af det hele kom en Overenskomst mellem Valdemars udenvælts Fjender med Tilslutning af mange danske - særlig jydske - Adelsmænd, hvoriblandt Hr. Stig, og der lovedes Kamp af al Magt i ubrydeligt Fællesskab. I denne mørke Stund tyede Valdemar til det tidligere med Held i svære Øjeblikke benyttede Middel, han drog udenlands for at søge Hjælp og lod andre om Kampen; som det vil vides, slap han egentlig ganske godt ud af den farefulde Situation. Det hjalp ham, at de mange allierede i Virkeligheden kun havde eet Maal fælles, nemlig en Afstraffelse af ham og Indskrænkning af hans Magt, men iøvrigt havde vidt forskellige Ønsker, og det var nok heller ikke helt uden Betydning for ham, at de 2 mest fremtrædende Mænd blandt de oprørske Adelsmænd, Stig Andersen og Claus Limbek, begge skal være døde i 1369. Vi kender ikke nærmere til Omstændighederne ved Hr. Stigs Død og ved ikke, om der skulde være nogen Forbindelse mellem Dødsfaldet og det Forhold, at Bjørnholm vist samme Aar var i Kongens Hænder, idet der skal have siddet en af dennes Mænd som Herre paa Borgen.
Det var en af Landets store Mænd, der gik bort med Stig Andersen den yngre, i den Tid han levede, var han næsten altid med i de afgørende og vigtige Begivenheder. Han blev ikke som Bedstefaderen Hovedpersonen i mange Sagn og Viser, man kan vist sige, at han i sit Levned altid var nede ved Jorden. Jeg maa erkende, at jeg oprindelig havde den Opfattelse, at han ustandselig var gaaet fra det ene Parti til det andet, og at det var ganske rigtigt, naar det er anført om ham, at han var en "Kohandelspolitiker", men ser man nøjere til, saa er det nu slet ikke saa slemt med hans Svinkeærinder, og der har altid været rigtig gode Grunde dertil. Han forblev ved Christoffer IIs Side, hvor lidet tiltalende end denne saa var, og først da baade Christoffer og Sønnen Kong Erik, til hvilke han havde aflagt Hyldested, var døde, og han saaledes var fri, lod han sig indfange af Holstenergreven, og der muligvis paa Linie med den meget patriotiske Biskop Svend i Aarhus og som Følge af, at Greven brugte den sønderjydske, til den gamle Kongeslægts Mandsstamme hørende Hertug Valdemar som Madding. Og det maa her huskes paa, at der kun i ringe Grad fandtes en samlet Nationalfølelse indenfor det danske Rige, at der ikke var nogen anerkendt Tronfølger, og at den ret ukendte Tronprætendent Otto kun havde Tilhængere hist og her. Ved Grev Gerts Død blev han igen fritstillet, og da der nu var en Tronfølger fremme af den gamle Kongeslægt med reel Baggrund, Valdemar Atterdag, sluttede han sig fuldt ud til ham, fulgte ham i mange Aar og var ham til megen Nytte og Hjælp. At han saa først blev noget afkølet i sine Følelser, da Valdemar pludselig rejste en Retssag mod ham for et meget gammelt Forhold, og senere som den gode Familiefader, han synes at have været, blev saa stærkt oprevet over Sønnen Offes Død, at han fulgte den almindelige Folkestemning og ansaa Kongen for i hvert Fald medskyldig, er nogenlunde undskyldeligt, og Kongens Dispositioner var i det hele taget ofte i hvert Fald omtvistelige i moralsk Henseende, saa Hr. Stigs Frafald i Slutningen af 1360erne ogsaa lader sig forsvare. Man kan derfor formentlig ikke karakterisere ham som en simpel Forræder eller Vendekaabe, der har i al Almindelighed været rigtig gode Motiver til hans Handlemaade overfor de forskellige, og dette synes ogsaa bekræftet af den Omstændighed, at han altid var meget velset af dem, han sluttede sig til, ja, han blev jo ogsaa særdeles vel modtaget af Valdemar, da han vendte tilbage til denne efter Frafaldet ved Sønnen Offes Død.
Det behøver ikke var være Skyldfølelse over den Maade, han havde optraadt paa overfor Kong Valdemar, der har faaet ham til ved Gaver til Kirker og Klostre at søge god Forstaaelse og Mildhed hos de højere Magter. Vi har hørt, at han allerede i 1330 overdrog Essenbæk Kloster 4 Gaarde mod til Gengæld at faa Løfte om Gravsted der, men særlig i sine senere Aar uddelte han en Række værdifulde Gaver. I 1359 gav han Ejendomsrettigheder i Sauxtorp, der maa være Sangstrup i Nr. Djurs Herred, til Sjælemesser i Aarhus Domkirke og Aaret efter Fæghædorp (Fejrup paa Helgenæs), Dygheryth og Togethorp (Deigret og Torup i Mols Herred) og Sjelker i Nr. Djurs Herred til samme Kirke til et af ham oprettet Alter for Jomfru Marie. I 1361 skønkede han til Sct. Hans Kirke i Antvorskov til sine Forældres, Hustrus og Børns "Sjæles Saligheds Trøst" Tygestrup - det senere Kongsdal - med alt ham tilhørende Gods i Ulvig, Ulkestrup og Sibberup. Børnenes Navne angives her, de var Anders, Hr. Offe, Hr. Aage, Hr. Henrik og Hans Stigsen. 2 Aar senere lod han udstede et længere Dokument, hvorefter han mod at skænke en Del Gods til Lübeck Kirke for sine Synders Skyld og til sin og Hustrus samt Efterkommeres Sjæles Frelse fik oprettet 2 Vikarier der, og i 1366 stiftede han - ligeledes i Lübeck - et Kapel, hvor hans Vaaben blev afmalet, og hvor der skulde læses Aartider for de samme Personer, som er nævnt ved Gaven til Antvorskov Kloster, samt tillige for hans 3 Brødre Offe, Jacob og Aage - der nævnes altsaa ingen Broder til ham af Navnet Peder. Det ser jo lidt mærkeligt ud med disse Gaver til en Kirke saa langt fra hans Hjem, men Hr. Stig har nok haft god Forbindelse med Landene syd for Østersøen bl. a. som Følge af det lange Ophold i Estland, og det er ikke udelukket, at han har ønsket at have et Sted som Lübeck at ty til, hvis, hvad der maa have staaet som en Mulighed for ham, Situationen i Danmark skulde udvikle sig helt ødelæggende for ham. Vi har her forebragt Dokumentation for, at ikke ringe Værdier er overdraget til Klostre og Kirker af Stig Andersen, og vi kan roligt gaa ud fra, at han har bortgivet flere milde Gaver, det er saaledes kun af en rent tilfældig Indskudsbemærkning i et Dokument fra et saa sent Tidspunkt som 1463 - næsten 100 Aar efter hans Død - at vi faar en Oplysning, der synes at vise, at han en Gang har overdraget en Gaard i Flarup i Sønderlyng Herred til Viborg Domkirke. Det er muligvis det samme Forhold, hvorom vi har en løs Bemærkning i en Registratur, at der forefandtes en Vidisse paa Latin fra 1453 lydende, at Hr. Stig "haver solgt og skødet til Vor Frue Alter i Viborg hans Gods liggende i Sønderlyng Herred". Af de mange Gavedispositioner, foretaget af en Mand, der havde Børn og Børnebørn, og af de os bekendte Transaktioner med Hensyn til Køb og Salg samt Pantsættelser af Jordegods, kan vi ikke undgaa at faa et stærkt Indtryk af, hvor store Mængder og fjernt fra hinanden beliggende Ejendomme og Godsrettigheder Datidens Stormænd kunde sidde inde med, man skulde synes, at Administrationen deraf maa have frembudt store Vanskeligheder og Besværligheder, særlig naar tages i Betragtning, hvorledes Samfærdselsforholdene og Meddelelsesmaaderne da var i Forhold til nu.
Foruden ved de ommeldte Gaver har Hr. Stig paa en anden Maade søgt at ordne sit Forhold til de højere Magter og at faa sin Samvittighed i fin Orden. I 1356 fik han og hans Hustru Tove Lov af Paven til at udvælge sig en Skriftefader, som kunde absolvere dem i deres Dødsstund; det anføres da udtrykkeligt, at de hørte til Aarhus Stift. Lignende Tilladelser fik paa denne Tid mange andre fremtrædende Mænd. Endvidere ser vi af det pavelige Arkiv, at Kong Haakon og Dronning Margrete af Norge sammen med en Del danske Riddere og Væbnere med Hustruer, hvoriblandt Hr. Stig og Fru Tove, havde indgivet Ansøgning om, at der maatte blive tilstaaet dem alle fuld Syndsforladelse. Et Svar af 26/8 1365 paa denne Ansøgning er egentlig ganske interessant, det synes deraf at fremgaa, at enten maa den katolske Kirkes daværende Primas i Avignon, Pave Urban V, have haft overbevisende Kundskab om, at det kongelige Ægtepar i højere Grad end de øvrige havde gjort sig fortjent til at opnaa den eftertragtede Naadesbevisning - hvis Forholdet da ikke var det, at det ligefrem snarere trængte dertil - eller ogsaa maa Guds øverste Repræsentant her paa Jorden - hvad man vel ikke saa gerne skulde tro, - have gjort Forskel paa Menneskene efter deres jordiske Stand eller efter Omfanget og Værdien af de Modydelser, de paagældende maatte have givet eller tilbudt, for Andragendet blev bevilget for Kongeparrets, men ikke for nogen af de andres Vedkommende. Paven maa dog hurtigt have faaet Øjnene op for, at der kunde være Grund til at efterkomme det fremsatte Ønske, eller i hvert Fald faaet Medlidenhed med de stakkels Adelsmænd og deres Fruer. Allerede 3 Uger senere synes der at være indgaaet et nyt Andragende fra den heldige Kong Haakon, hvori han fremsatte Bøn om, at de paagældende maatte faa Syndsforladelse i deres Dødsstund og have Ret til et Bærealter, og nu blev Urban klar over det begrundede i Ansøgningen, hvorfor den blev imødekommet, dog saaledes at Tilladelsen til Bærealtret kun gaves for 6 Aar og ikke for 10 Aar, som man havde ønsket. Der maa sikkert have foreligget særlige Forhold, siden et nyt Andragende kunde fremkomme saa hastigt, Datidens Rejsevilkaar og Postgang var jo dog ikke præget af særlig Hurtighed.
For denne Marsk Stigs Vedkommende synes der i Modsætning til den berømte Farfader kun at kunne være Tale om eet Giftermaal, nemlig med den tidligere omtalte Fru Tove, hvis Navn er anført i flere Dokumenter og som efter det tidligere anførte maa antages død i 1362. Hendes Fader skal have haft Fornavnet Anders, men ellers kendes der formentlig ikke noget til hendes Familie udover, at hendes fædrene Vaaben skulde være en Svane med en Guldring om Halsen. Som forhen nævnt er de foreliggende Oplysninger om dette Ægtepar undertiden i Slægtebøger sammenblandet med Beretninger om Essenbæk Klosters Grund lægger, Stig Hvide og hans Hustru, saaledes ogsaa med Hensyn til Begravelse i dette Klosters Kirke med senere Overførsel til Dronningborg Slotskirke og Ørsted Kirke, men der foreligger dog ogsaa en Optegnelse om, at "Hr. Stig Andersøn" blev begravet i Ringsted Kirke. Der synes at være nogen Grund til at mene, at denne Oplysning angaar vor Hr. Stig, og det bør nok hertil føjes, at der i samme Kirke ifølge "en gammel Bog" skulde være begravet en Anders Nielsen, som jo kunde være Faderen til Marsk Stig.
Som foran anført havde Ægteparret 5 Sønner, saa man skulde tro, at denne Gren af Hvideslægten vilde være sikret for lange Tider, men de 4 af dem har sikkert ikke efterladt Børn, ja maaske slet ikke været gift. Den 5. var den Hr. Offe Stigsen, hvis Liv fik en saa trist Afslutning i Middelfart; han angives at have været Kammermester hos Valdemar Atterdag og at have ejet Eskebjerg (senere Schelenborg) paa Fyn. Han har dog ogsaa været i Besiddelse af Ejendomme andetsteds, vi ser saaledes, at han i 1356 stillede sit Gods i Lille Linde paa Sjælland til Raadighed for Kongen, "saalænge at han sit Brev igen kalder", han synes altsaa ikke helt at være blevet betaget Ejendomsretten. Vi har i en Folkevise en Bemærkning, som vi for en Fuldstændigheds Skyld vil tage med, der synges her om en fin Hr. Ove Stigsen, som "bedre kan sine Ærmer snøre, end han kan en Bo- mand være", altsaa var mere Hofmand end Landmand, men det kan selvfølgelig blot være en tilfældig Navnelighed.
Af Hr. Offes 2 Sønner døde den ældste Jens eller Johannes Offesen formentlig i en ung Alder uden at efterlade sig Børn, medens den anden Anders Offesen, der blev Ridder og Ejer af Bjørnholm og Eskebjerg og let forveksles med Faderens Fætter af samme Navn, om hvem vi skal høre nærmere i det følgende, havde en Søn, der døde ung, og et Par Døtre. Hans Enke Else ægtede senere Hr. Otto Nielsen (Rosenkrantz), om hvilken Forbindelse vi har en ganske pudsig Beretning. De førte en større Proces mod hinanden, og i Harme derover havde hun sagt, at hun vilde tage sig den argeste Skalk, hun kunde finde, som kunde trætte med ham; saa mødte han selv op og bad om hende, idet han anførte, at hun ikke kunde faa nogen argere Skalk end han. "Der de havde lovet hverandre, varede hun ham ad, at hun var niogfyrretyve Aar gammel, hvorfor han hastede med Bryllup, og førend hun blev et halvt Hundrede Aar, fik hun en Søn, hed Hr. Erik Ottesen".
Det er svært at afgøre, hvor meget Gods Hr. Stig i Virkeligheden har ejet, men at han var een af Tidens store Jordegodsbesiddere synes givet, vi har i det foregaaende hørt om mange over hele Landet spredte Ejendomme, han enten har erhvervet eller har disponeret over, og det maa tages i Betragtning, at det sikkert kun er en mindre Part af Besiddelserne, vi har kunnet spore i de af os kendte Oplysninger. Jeg skal ikke komme nærmere ind paa dette Forhold, end jeg har gjort i det hidtil anførte, idet jeg dog lige vil bemærke, at der i et udateret Dokument, som er udstedt i Kong Valdemar Atterdags Regeringstid, formentlig senest 1351, er nævnt en Stigotum de Mollorp, hvilket antages at betyde, at Hr. Stig ogsaa har haft Møllerup, som senere ejedes af hans Sønnesøn Hr. Anders Offesen og dennes Efterkommere.

Siderne er lavet den 17-feb-2014 med GEDHTanc Version 2.37.6   © 2006