Kildehenvisninger
1. [Født: 6 okt 1276]
- kilde: Titel: Jonna og John Ahrenkiels hjemmeside - http://www.ahrenkiels.dk/
2. [Død: 2 aug 1332 i Nykøbing Falster]
- kilde: Titel: Jonna og John Ahrenkiels hjemmeside - http://www.ahrenkiels.dk/
Biografi www.wikipedia.dk
Christoffer 2., søn af Erik Glipping, broder til Erik Menved, konge af Danmark 1320-1326 og
1329-1332, fødtes den 29. september 1276. I 1289-1301 var han hertug af Lolland og Falster,
1303-1307 hertug af Estland, og i 1307-1315 hertug af Halland og Samsø. Allerede i Erik Menveds
regeringstid forsøgte Christoffer at sikre sig del i kongemagten ved at få de konspirerendes løfte
om at han, Christoffer, vil blive konge når Erik er blevet afsat. Erik Menved fik imidlertid nys om
dette, og i 1315 måtte Christoffer flygte ud af landet. I 1318 gik Christoffer sammen med den
fordrevne ærkebiskop Esger Juul og fredløse stormænd i et forsøg på sammensværgelse mod kongen. De
indledte uden held et angreb på Skåne, men da Erik Menved døde i 1319 uden at efterlade nogen
arving, var Christoffer klar. Erik skal på sit dødsleje have advaret mod at lade hans bror overtage
tronen, men stormændene mente at de ville få større indflydelse ved at vælge den svage Christoffer
frem for hertug Erik 2. af Sønderjylland, der også var på tale. Christoffer underskrev 25. januar
en håndfæstning i Viborg, og hyldedes som konge på landstingene; i 1324 krones han, og hans søn
Erik blev medkonge.
Regeringen anført af marsk Ludvig Albrektsen af Eberstein ville have garanti for, at Christoffer
ville respektere alle krav på riget. Christoffer lovede i sin håndfæstning at lette skattetrykket
(borgerne skal kunne handle "uden told og tynge"), og at danehoffet skulle indkaldes hvert år.
Ydermere blev stormændenes krigspligt nedsat. Og kongen skulle nedbryde de kongelige borge, hvoraf
mange var opført under Erik Menved. Det gjaldt dog ikke de tre gamle slotte i Kolding, Ribe og
Skanderborg. Dette løfte blev som de fleste andre kun holdt i meget begrænset omfang.
Christoffer var meget aktiv i Nordtyskland, og efter en masse falske løfter lykkedes det ham at få
fyrstedømmet Rostock til at anerkende Christoffer som sin lensherre. Men dette som flere andre
eventyr kostede mange penge. Christoffer udskrev nye skatter (hvilket han jo ikke måtte ifølge
håndfæstningen). Flere af stormændene, bl.a. Ludvig Albrektsen af Eberstein, allierede sig med de
holstenske grever og organiserer oprør i Jylland og på Fyn, og snart bredte det sig til Sjælland. I
1326 havde grev Gerhard af Holsten både Jylland og Fyn i sin magt. Christoffers søn, Erik, forsøgte
et modangreb, men han måtte kapitulere ved Korsør og blev indsat som fange på Haderslevhus.
Christoffer flygtede med resterne fra det kongelige skatkammer sammen med sin dronning Eufemia og
sønnen Valdemar (Atterdag) til Nordtyskland. Christoffer optog et større lån og vendte tilbage til
Danmark med en hær for at starte en opstand. Men ingen danskere sluttede sig til ham. I
virkeligheden sendte grev Gerhard 3. den danske hær efter Christoffer, som endnu en gang måtte
flygte.
De holstenske og danske stormænd valgte da den kun 11-årige hertug Valdemar af Slesvig til konge.
På grund af hans alder blev hans morbroder, den magtfulde grev Gert (Gerhard 3. af
Holsten-Rendsborg, "Den kullede Greve") udnævnt til rigsforstander og formynder. Dertil blev han
forlenet med hertugdømmet Sønderjylland 1326-1330.
I 1329 blev Danmark delt mellem flere stormænd. Det skabte dog nogen utilfredshed, at Danmark kom
på udenlandske hænder, og grev Johann den Milde af Holsten-Plön foranledigede, at Christoffer
vendte hjem, og han anerkendte som konge i Skåne og på Sjælland. Der udbryder nu en konflikt mellem
Danmarks to største kreditorer: grev Gerhard (med Fyn som len) og Johann 3. (med områderne øst for
Storebælt som len). Christoffer tog Johanns parti, og i 1331 sejrede Gerhard i et slag på Kropp
Hede lidt nord for Dannevirke. Christoffers søn Erik omkom 1331 efter et styrt fra hesten på
flugten i Kiel, og Christoffers anden søn Otto toges i 1334 efter et tabt slag på Tap Hede ved
Viborg til fange. Hele Danmark var nu på stormændenes hænder. For at få Danmark tilbage skulle der
betales 200.000 mark sølv. Og det er kun for at få selve jorden, den samlede gæld var langt større.
I Sakskøbing kom den afsatte konge ud for en holstener og en dansker, der sammen prøvede at ryge
ham ud af det hus, hvor han havde søgt tilflugt. Som eneste udvej flygtede Christoffer op gennem
skorstenen, som en omvendt julemand. Da hans søn Valdemar senere blev konge, aftvang han
gerningsmændene en større oprejsning.[1]
Christoffer døde den 2. august 1332 på Lolland og begraves i Sorø Kirke. Christoffer var som nævnt
gift med Eufemia, datter af Bogislaw 4. af Pommern-Wolgast. Sammen fik de døtrene Margrete, Agnes
og Helvig. Derudover sønnerne Erik (Christoffers medkonge) og Otto (der uden held forsøgte at blive
konge efter faderens død og at beholde hertugdømmet Lolland & Falster) og Valdemar. Danmark var da
uden konge frem til 1340, hvor Christoffers yngste søn, Valdemar 4. Atterdag kom på tronen.