Valdemar den Store (14. januar 1131 - 12. maj 1182[1]), søn af Knud Lavard og Ingeborg, dansk
medkonge fra 1154 og enekonge fra 1157-1182. Valdemar, som blev født blot 8 dage efter at faderen,
Knud Lavard, var blevet myrdet, voksede op hos Asser Rig sammen med dennes sønner Absalon og Esbern
Snare. Under stridighederne om retten til tronen mellem Svend 3. Grathe og Knud 5., sluttede han
sig til Svend, som i 1147 gjorde ham til hertug af Slesvig. I 1154 skiftede Valdemar over på Knuds
side og forlovede sig med hans halvsøster Sofie. Han blev konge i Jylland 1157 ved rigets deling
mellem Svend, Knud og Valdemar og enekonge samme år, efter at Knud blev dræbt under det såkaldte
"blodgilde i Roskilde". Det lykkedes Valdemar at undslippe, og efter at have samlet en hær slog han
Svend på Grathe Hede og var nu enekonge.
Valdemar opbyggede en stærk kongemagt og rettede flere slag mod venderne, støttet af vennen
Absalon, som han i 1158 udnævnte til biskop i Roskilde. I 1159 samlede Valdemar en sjællandsk
ledingsflåde og gennemførte et togt mod venderne. I de følgende år gennemførtes en række togter,
der kulminerede med indtagelsen af Rügen i 1169. I den forbindelse omstyrtedes de kendte
gudebilleder. Valdemar gik i gang med at sikre rigets grænse mod syd dels ved at opføre
Valdemarsmuren i tilknytning til Dannevirke, dels ved at bygge fæstningsanlæg flere steder i
landet, bl.a. ved Korsør og Nyborg. Absalon byggede som bekendt en fæstning på en lille ø ud for
handelspladsen Havn ved Øresund. Den europæiske magtkamp mellem paven og kejseren nåede Danmark i
1160, da de fleste bisper med Absalon i spidsen støttede kongen, og ærkebiskop Eskil måtte drage i
landflygtighed i Frankrig. Kronen og kirken forsonedes dog, og det markeredes med, at Valdemars
fader, Knud Lavard, blev helgenkåret af pave Alexander III og gravsat i Skt Bendts Kirke i
Ringsted. Samtidig fik Valdemar sin 7-årige søn, Knud (VI) kronet og salvet som medkonge for at
sikre arvefølgen. I 1177 trak Eskil sig tilbage, og Absalon udnævntes til ærkebiskop i Lund.
Absalon indsatte flere venner på ledende poster, og i 1180 udbrød der åbent oprør, og Absalon måtte
flygte. Valdemar og Absalon vendte tilbage i 1181 med en hær og nedkæmpede oprøret.
Under Valdemars regeringstid skete der store forandringer i det danske samfund. Ledingspligten blev
afløst af en ledingsskat, og frem for at skulle huse kongen, når han rejste rundt i landet, skulle
bønderne nu betale en skat til kongens ombudsmænd (hele apparatet med ombudsmænd blev udbygget og
væsentlig forbedret under Valdemar 1. den Store). Kongen fik også flere indtægter i form af kongens
overtagelse af ingenmandsland - hvad ingen ejer, ejer kongen. Valdemar tjente også godt på afgifter
på sildemarkedet i Skåne.
Valdemar døde den 12. maj i 1182. Hans lig blev af bønder båret til Ringsted Kirke, hvor han blev
begravet. Han har med rette fortjent tilnavnet "den Store", og der skete store fremskridt for
landet i hans regeringstid. Sammen med sin hustru Sofie fik han sønnerne Knud (6.) og Valdemar 2.
Sejr foruden seks døtre.