Kildehenvisninger
1. [Født: 3 nov 1628 i Rønne Sogn, Bornholms Vester Herred, Bornholm Amt]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
2. [Død: 23 maj 1691 i Vg. Maglegård, Østermarie Sogn, Bornholms Øster Herred,
Bornholm Amt]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
Biografi Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail
leve de den velstående købmandssøns barndom i Rønne, uden tvivl den kvikkeste og mest
temperamentsfulde af kuldet. For de velstående borge res børn var der netop i disse år oprettet en
dansk og latinsk skole i Rønne, med Bornholms første historiker Rasmus Ravn som rektor. Men det var
livets barske skole, der var den bedste basis for en kvik dreng, og allerede i 1641- 13 år gammel -
blev han ifølge familieoptegnelserne sendt i handelslære hos købmand Robert Wickne i Lybæk. Her
holdt han dog kun ud et halvt år hvad var selv verdensstaden Lybæk, når fjerne lande lokkede
udenfor? I påsken 1642 drog han til søs, først til Danzig, og derfra på langfart, der endte i Jerez
de la Frontera i Andalusien. Herne de i solens og vinens land var det godt at vokse sig stærk. I 2
år arbejdede han efter sigende hos johanniterridderen Don Leon de la Quece, og i 3 år hos vikaren
Don Diego de la Dame .
Vi kan kun gætte på, hvordan han er endt, og hvad han lavede, i Jerez - byen der har givet navn til
Sherry'en, og som stadig er centrum for denne udmærkede forædling. Allerede dengang var dens vinavl
berømt. William Shakespeare satte f.eks. særlig pris på denne vin. Byen ligger kun 20 km inde i
landet fra havnebyerne Cadiz og Puerto de Santa Maria
(hvorfra Columbus 150 år forinden var sejlet ud mod Amerika). Det var nogle af vin-, olie- og
salthandelens vigtigste havnebyer, som naturligvis har haft nær handels kontakt med Hansestæderne
såvel som Danmark.
I 1647, endnu kun 19 år gammel, må han ha ve fået lyst til at gense de friske, bornholmske strande
- måske også de bornholmske piger? de alarmerende efterretninger fra Bornholm må også være nået
frem, og han tog hyre på et dansk skib som ÙDsupercargoÙC ( = ansvarlig for lasten), og kom i
slutningen af september til København, og herfra videre til Rønne. Her kunne han nu høre nærmere om
faderen og onklernes skæbne og slægtens fornedrelse. Men også om Albert Wolfsens fald på
Malkværnsskansen, om de unges kampvilje, om svenskerdrabet på Kyndegård.
Da det blev sommer og sejlvejr igen drog han til Lybæk, og besøgte sin forviste og nedbrudte far,
der døde som landsflygtig samme år (1648). Og i øvrigt var der nok at se til derhjemme, hvor
moderen kæmpede for at holde sammen på jordegodset - som vi så, var det ham, der i hendes navn
førte en retssag i Herredagen til heldig afslutning.
I disse år opskræmtes Rønne af en heksejagt af hidtil ukendte dimensioner. Det var enhvers kristne
pligt at angive tegn på ÙDtrolddomÙC til øvrigheden, der forfulgte sådanne uhyggelige
foreteelser med største iver. Som vi har set af nogle af landsdommer Mads Kofoeds domme
(kap. VII) blev hekseskrækken undertiden misbrugt til at afregne almindelig ufredelighed eller
uvenskab. Det eneste afgørende var derfor ÙDbevisÙC for trolddom, og dette bestod igen i
almindelighed i en ÙDtilståelseÙC, hvordan den nu end var fremkommet, om at den pågældende skulle
have sluttet en overenskomst med fanden.
Det skal have været Jens Kofoed selv, der startede processen. Han følte sig ÙDforgjortÙC, og fik
mistanke om, at det var hans gamle amme, Boel Anne, der havde ansvaret. Ved at drikke hende fuld, i
skjulte vidners nærvær, fik han ud af hende, at hun havde brugt trolddomskunst mod ham. Hun var
blevet købt dertil af en anden kone, hvis søn havde fået en ordentlig overhaling af den selvsikre
Jens Kofoed. Rask og myndig som han var - de 5 år i Spanien har sikkert virket fremmende - lod han
sig ikke byde noget.
Jens Kofoed meldte Boel Anne til byfogeden, hun blev sat i rådhuskælderen, og her angav hun 4 andre
kvinder som medlemmer af sin ÙDhekserodeÙC.
Nu blev det dødelig alvor. Man forfærdes, når man opdager, at en tilsyneladende oplyst og retfærdig
øvrighed - der f.eks. i dommen over officererne forstod at vurdere, afveje og bedømme menneskelige
svagheder - kunne lade sig rive med af den af kirken opgejlede skræk for djæve len og hans sorte
magi. Selv kendskabet til lignende fænomener i vore dage, blot med andre navne, kan ikke helt
fjerne ens forbløffelse. Men for den tid var Satan en håndfast realitet, lige såvel som ge neral
Wrangel var det,
Kvinderne blev sat fast, og tilstod som ventet, at de ganske rigtigt havde sluttet akkord med
djævelen. De havde alle været til heksesabbat på Blåkulle - det lokale Bloksbjerg, hvoraf vi har
flere på Bornholm, foruden det anerkendte mødested Blåkulla i Kalmarsund, og der danset med hans
sorte majestæt. Trolddomskunsterne sagde de sig bl. a. at have lært på
ÙDRosengårdenÙC i Rønne - Holger Rosenkrans' landsted indtil 1645, der lå, hvor det nuværende
havnekontor findes. Den mærkelige tilværelse, som den rige lensmand og hans adelige gæster førte
her, har åbenbart virket så fremmedagtig på rønneboerne, at en sådan påstand kunne fremsættes, og
stå til troende.
Boel Anne blev, som overbevist heks, dømt til at brændes levende, og den 6. juni 1652 blev dommen
eksekveret. M de andre ÙDhekseÙC døde den ene allerede i rådhuskælderen, og hendes lig blev brændt
sammen med Boel. Nr. 3 blev ligeledes dømt, men undslap bålet ved at styrte sig i en brønd, og den
fjerde brændtes, efter land stingets dom, i november 1652. Først da den femte kvinde blev i stand
til at stille borgen for sig, og kunne appellere til Herredagen, standsede den uhyggelige
kædereaktion. Det kom her frem, at nr. 4 var blevet lokket til at angive hende, ÙDbekom hvad hun
ville og gik drukken når hun ville, så længe hun angav de andreÙC, og på denne usikkerhed i
ÙDbevisetÙC frikendte Herredagen m. 5.
Jens Kofoed - der jo kun havde gjort sin kristne pligt - fortsatte med at hjælpe moderen med
handel, gårdadministration og processer, og begyndte at se sig om efter en passende brud.
Borgmester Sander Lesler i Hasle - svoger til landsdommer Mads Kofoed, der så vel havde hjulpet ham
til de to stykker jord i byvangen i 1636- var allerede død i 1639, men hans enke, Sidsel Lesler,
sad endnu i købmandsgården, med en 18 årig datter Margrete. Det var et passende parti, sikkert også
en attråværdig pige. Jens Kofoed friede og fik ja, og brylluppet stod den 3. november 1653, på hans
25 års fødsels dag myndighedsdag.
Det unge par slog sig ned i Hasle, hvor Jens Kofoed fik endnu en købmandsgård og avl at se til. Den
første lille pige, af ægteparrets i alt 21 børn, så dagens lys i 1654.
Jens Kofoed var imidlertid ikke faldet til ro. Under et besøg i Rønne i 1655 kom han i klam- meri
med en anden ung mand og var så uheldig - ÙDuformodendes, disværÙC, som det hed - at stik ke ham
ihjel!
Dette drab kunne være blevet katastrofalt for den unge familiefader. Det krævede at han ud- redte
erstatning til den dræbtes familie, hvilket blev ordnet, ÙDså at de haver gjort og givet han-
nem angerløsÙC, men desuden hang den retslige tiltale - og den kunne resultere i dødsstraf - ham
over hovedet.
For en velhavende borger var der udveje til at få tiltalen udskudt, og i 1657 lykkedes det ham at
opnå en yderligere udskydelse genne m et fredsbrev udstedt af kong Fr. III, der netop da var gået i
krig mod Sverige. Vilkåret: at han stillede sig som rytter, med en knægt og 2 rustede heste i det
danske felttog i Skåne.
En ny Kofoed var nu midt i den opslidende strid mellem Danmark og Sverige. Efter Sveriges fremgang
i Østersøområdet var det Danmark, der følte sig ÙDomklamretÙC, og man ville genop- rette de
alvorlige tab i Brømsebro, nu hvor Sverige var engageret i erobringstogter i Nordtyskland.
Jens Kofoed blev indsat i ritmester Urnes kompagni af skånske ryttere, og kom hurtigt i kamp. Hele
efteråret bølgede striden frem og tilbage mellem Ängelholm og Halmstad. De alarmerende
efterretninger om, at Karl X Gustav havde afbrudt sit togt i Tyskland og vendt hele sin
slagkraftige arme på vej til Danmarks. syd grænse, fik den danske hærledelse til at hjemkalde
rytterne til Sjælland, og vel ankommet til vinterkvarteret i Køge ansøgte Jens Kofoed om orlov for
at rejse hjem til Bornholm på juleferie i 14 dage. Orloven blev bevilget den 21. december, og i
julen var han igen hjemme på Bornholm, en ny erfaring rigere. Hjemme stod alt vel til. Den nu
3-årige Margrete og den 1-årige Sidsele fik 2 små søstre i ju- legave, samtidig med at far kom
hjem. Og det nye år - 1658, der skulle blive det mest dramatiske i Bornholms historie - blev smukt
indledt med dobbelt barnedåb i Hasle kirke. Lisbet og Anna kom tvillingerne til at hedde.
Bornholm svensk
Vinteren blev usædvanlig streng. Allerede i januar bredte havisen sig. Den samme is, der nu
forhindrede Jens Kofoed i at komme tilbage til sit kompagni, gjorde det i februar muligt for Karl
Gustav at gå over bælterne, true København, og tvinge Danmark til at afstå Skåne og Bornholm.
Ingen på Bornholm anede noget om denne utrolige udvikling i krigen, al forbindelse med omverdenen
var jo afskåret af isen. Først den 16. april brød isen op, så en fiskerbåd fra Skåne kunne bringe
bornholmerne det første budskab om, at de, med et pennestrøg, uden at være blevet spurgt, nu var
blevet svenskere.
Den 29. april gik den nye landsherre Johan Printzenskold i land med 120 musketerer, og gik
omstændeligt i gang med at lære den nye svenske provins at kende, og at forberede bornhol- mernes
overgang til deres nye nationalitet. Og den 18. maj måtte udsendinge fra Bornholm, hvorimellem Jens
Kofoeds fætre Mads Madsen Kofoed, Eskildsgård, Hans Olufsen Kofoed, Blykobbegård og Peder Madsen
Kofoed, Svane ke, samt hans bror Hans Pedersen Kofoed,
Rønne, stå ret for Corfits Ulfeld i Malmøog sværge troskabsed til den svenske konge.
Jens Kofoed var altså med et blevet svensk statsborger, og da hans kompagni, der bestod af
skåninge, blev aftaklet og sendt ÙDhjemÙC til Sverige, var der heller ikke der noget, der bandt
ham. Da Karl Gustav i august 1658 ÙDbrød fredenÙC, landede i Korsør og i løbet af kort tid på ny
indesluttede København - denne gang fast besluttet på at ÙDudradereÙC Danmark, ændrede stillingen
sig radikalt både for Printzenskold og bornholmerne. Han var, og følte sig, afskåret på en ømed en
fjendtligsindet befolkning, som han af kongen blev tvunget til at udsuge for penge og ungt mandskab
til den svenske hær. De følte sig nu besat af en fremmed magt, i krig med deres fædreland, og
håbede på befrielse gennem krigens gang .
Der var nu ikke alt for gode udsigter for Danmarks fremtid det efterår . Til sidst holdt kun
København stand, Fr. III erklærede at ville ÙDdøi sin redeÙC, og tilsynekomsten af en hollandsk
hjælpeflåde i Øresund var det eneste lyspunkt. Hollænderne havde overtaget Hansaens rolle som
beskytter af den frie handel, og en alt for dominerende magt i Østersøen, som Sverige ville blive
hvis det lykkedes at indlemme Danmark, var absolut ikke i deres interesse.
Opstanden
Alligevel dannede der sig på Bornholm en sammensværgelse med det formål at nedkæmpe den svenske
garnison, indtage Hammershus og leve re øen tilbage til Danmark. Et yderst usikkert og voveligt
spil, skulle man tro, men opstandskærnen i Hasle var både effektiv og beslutsom. Den bestod af
sognepræsten i Hasle-Rutsker Poul Anker, borgmester Peder Olsen
(kendt fra 1645), og Jens Kofoed. Som den eneste, der havde prøvet at kæmpe mod svenskerne, var
denne en uvurderlig støtte, og som det viste sig blev hans iltre temperament og naturlige
svenskerhad en nødvendig drivfjeder for opstandens hurtige og beslutsomme forløb. Lederne har
tilsyneladende delt arbejdet mellem sig, så at Poul Anker organiserede samlingen af ÙDalmuenÙC,
Peder Olsen tog sig af forbindelserne til København, og Jens Kofoed organiserede og ledede selve
det væbne de fremstød.
Den 8. december 1658 red Printzenskold ud fra Hammershus for at tage til Rønne, hvorfra der skulle
afgå et skib med anmodning om en længe ønsket forstærkning af den svenske garnison, der stadig kun
var på ca. 100 mand. Printzenskold var især bekymret for en evt. dansk eller hollandsk landgang, og
var klar over at han i så fald ikke kunne stole på ÙDdisse
danskeÙC, som han lidt nedladende omtalte bornholmerne. Men det blev dem alene, der slog til denne
dag , og dermed beviste deres ret til dette hædersnavn, han således utilsigtet kom til at give dem.
Vi er så heldige at have overleveret Jens Kofo eds egen beretning om hans andel i opstanden.
Beretningen er ikke original, men findes i mange afskrifter fra omkring 1700 og opefter. Den bærer
imidlertid ved sin enkle tone og sine detaillerede oplysninger sandsynlighedens præg, og efter
nogen vaklen er den da også godtaget af historikerne som en primær kilde. Heldigt er det også, at
den på udmærket måde suppleres af en svensk beretning, der ganske vist ikke er førstehånds, men til
gengæld er samtidig med opstanden, nemlig den ystadske styrmand Jens Fribon des beretning til de
svenske myndigheder, da han som den første kom tilbage til Skåne efter fangenskab på Bornholm. I
det følgende vil opstandens forløb derfor blive beskrevet fortløbende af l)Jens Kofoed, 2)Jens
Fribonde og 3) Andre beretninger og kommentarer, således at man direkte kan sammenligne versionerne
af de en- kelte begivenheder .
Jens Kofoed:
Rigtig og vis relation, hvorledes landet Boringholm fra de svenske blev erobret anno 1658 den 8.
december. Er det således, at udi al sandhed tilgået, af første begyndelse, som efterfølger: Anno
1658 den 8. december, som var en ons dag, hvor da den svenske landsherre Printzenskold udrejste fra
slottet Hammershus og til Hasle. Hvor han da lod hidkalde borgmester Peder Olsen til sig på gaden,
og truede landsherren ham om det, som borgerskabet efter! hans befa ling skulle udgive, at dersom
det ikke blev efterkommet ville han derfor lade eksekvere, og true de meget hårdt. Red så fra Hasle
til Rønne, hvor han logerede ind til borgmester Peder Laursens. Straks landsherren var redet fra
Hasle rejste jeg med hr. Poul udi Rutsker sogn på hans slæde fra Hasle og til hr. Jacob udi Nyker
sogn, hvor
han havde lovet mig tilforn 20 personer til securs, når og på hvad tid jeg det af hannem begæ- rede
og nøden det udkrævede. Kunne dog alligevel ingen bekomme, da jeg kom til hannem, uden aleneste
bekom jeg en hest, en bøsse og en sabel. Red så ene person derfra og til Blykobbegård, som er ret
på landevejen til Rønne. Hvor jeg der forventede mine andre medkammerater , som var kaptajn Niels
Gumløs, Hans Penrik og Claus Nielsen, alle boende udi Hasle, hvilke kom til mig udi Skule skov,
liggende til Blykobbegård, hvor Jens Laursen Risom med en bonde ved navn Hans Nielsen mødte os, og
kom fra Rønne mellem bemeldte gård og skov. Hvor jeg da straks leverede Jens Laursen min bøsse,
eftersom han intet gevær havde hos sig selv.
Red jeg så ind udi Blykobbegård og tog der en anden bøsse igen, forføjede så os 5 personer ud til
Rønne udi mørkningen, og red ind til min bror Mads Kofoed, hvor den svenske ridefoged Jens Persen
gik os forbi oven for borgmester Peder Laursens stræde, og han gik til Landsherren, som var hos
Peder Laursens, hvilket blev os tilkendegivet inde hos min broders af en rønneborger ved navn Mads
Pedersen, at dersom vi havde noget i sinde med landsherren, skulle det ske straks og snart, fordi
den svenske ridefoged havde givet ham sådant tilkende, efterdi vi havde redet hannem forbi med
gevær - hvor da vi 5 personer straks udi en hast forføjede os der ind til borgmester Peder
Laursens.
Da vi kom derind i gården, blev sat til skildvagt for døren i gården Aage Fenrik og Claus Nielsen,
eftersom vi ikke vidste hvor mange personer der var i stuen hos landsherren. Derefter gik jeg først
ind i stuen, Niels Gumløs efter og siden Jens Laursen. Hvor jeg da straks adspurgte landsherren
Printzenskold, om han ville have kvarter ( = overgive sig) eller ikke, eftersom han var en svensk
og vi and re vare alle danske. Hvor han gav et stort skrig fra sig og lod sig straks falde mellem
bordet og bænken, og blev af os igen optaget og sat for bordet. Hvor der på bordet lå en stor pakke
og et løst brev, som alle var forseglede, tilspurgte jeg ham hvor de breve var kommet fra, svarede
han mig, at de var kommet fra hans herre og konge i Sverige og skulle til Pommern. Straks tog jeg
samme breve til mig og forvarede dem og sagde: De skal til min herre og konge i Danmark.
Hvor vi da tog hannem og ville have hannem ud på gaden. Idet kom en hel del rønneborgere ind i
stuen og til hjælp, og med det samme kom han med os ud på gaden; og ville fra os undløbe. Hvor jeg
da råbte til hannem, at han skulle stå, men ville slet intet, hvor der da blev straks givet fyr på
hannem, og straks faldt han ned til jorden og var død.
Blev så sat tvende skildvagter hos hans lig, at han ikke skulle af hans klæder udplyndres, mens der
blev søgt efter hans tjener og de andre svenske, som var der udi byen, hvor vi dennem alle bekom,
uden sekretæren og heiderideren, som havde dennem forstukket, hvilke vi da bekom om anden dagen
efter, og dennem alle tog udi arrest. Derefter blev Printzenskölds lig optaget og henbåret og lagt
udi Rønne rådhus.ÙC
Jens Fribonde :
ÙD- Kort Underretning om Jens Fribondes rejse til Bornholm, og ellers nogenlunde forklaring på,
hvad på Bornholm kort tilforn der er passeret:
- 2 uger før jul rejste landsherren fra slottet og til Rønne, og gæstede ind hos borgmester
Peder Laursen, som han var van at gæste hos. Da samlede de sig omkring gården, Claus Kam, Jens
Kofoed i Hasle og Niels Gumløs sammesteds, Villum Clausen i Rønne og Mads Kofoed og en hel hob
gemene. Da gik Jens Kofoed ind i borgmesterens stue og satte hannem en pistol og en dragen degen på
livet, og Niels Gumløs stødte hannem på livet med en bøsse, så landsherren faldt ned under bordet.
Da tog de hannem og sagde: Herud du blodhund, du skal herud. Da bad borgmester Peder Laursen for
landsherren og sagde: Oh, I godtfolk, ikke så, ikke så, betænker Eder, gør ikke sådant. Da svarede
Jens Kofoed: Det er alt betænkt. Da bad landsherren, at de for Guds skyld ville give ham kvarter .
Da lovede de ham kvarter. Og som de tog fat på ham og ville lede ham ud af stuen, bad borgme ster
Peder Laursen og hans
broder Daniel Laursen for hannem. Da stødte de borgmester Peder Laursen med en musket for brystet,
og slog hans broder Daniel, så han måtte krybe fra dennem på hænder og fødder på gaden. Da gik
Villum Clausen i Rønne og satte en pistol for hans venstre øje og skød hannem, så han faldt død ned
på gaden.
Siden har Jens Kofoed og Niels Gumløs givet ham hvert sit skud, og i lige måde forfulgt
Printzenskölds landsskriver med inspektøren over tolden og en fenrik af slotsgarnisonen, gørende
nogle skud imod dem, som dog var kommet væk, men til sidst måtte komme i deres hænder og med møje
beholde livet.ÙC
Kommentar:
Begge beretninger er interne rapporter, uden propagandaformål, og fra hver side af de krigsførende.
Der er ingen væsentlig forskel i det ydre forløb, men naturligvis i visse detaljer, og i vurdering
af hensigter. Heri er der igen kun een væsentlig uoverensstemmelse: Hvorfor blev Printzenskold
skudt? Var det under flugtforsøg, eller var det en overlagt handling?
De kendsgerninger, at begge kilder fortæller at han havde fået tilbudt ÙDkvarterÙC, at de øvrige
svenskere i Rønne blev skånede, samt at man dagen efter truede med at dræbe ham for at få
fæstningen til at overgive sig, taler alle for, at det har været oprørernes hensigt at tage ham til
fange. Hvad kunne de i øvrigt opnå ved at dræbe ham?
Det var Jens Kofoeds svoger Villum Clausen, der førte pistolen, og kun han ville kunne for- tælle
os om sin reaktion i drabsøjeblikket. Men vi kan dårligt forestille os sikrere vidnesbyrd om denne
afgørende time i oprøret. Tænk på, hvor svært det er at opklare drabet på John Kennedy! Her i
oprørets første timer var Kofod ' ernes unge generation stærkt repræsenteret: Foruden anføreren
Jens Kofoed både hans bror Mads Pedersen Kofoed, fætrene på Blykobbegård Hans og Claus Olufsen
Kofoed, og søsteren Karines mand Villum Clausen. Stedet for det første, afgørende stød mod det
svenske vælde, var Rønnes centrum: Storegade, hvor familiens købmandsgård og borgmester Peder
Laursens gård lå på række (Store Torv var endnu en grønning i byens udkant, hvorfra de store gårdes
markveje førte ned til avlsbygningerne). Længere henne i ga den, over for den nuværende statsskole,
lå det gamle rådhus; stenene i gaden foran dette skal minde om det sted, hvor Printzenskold blev
skudt. Betegnend e er de dramatiske skud, Jens Kofo ed og Niels Gumløs gav den dræbte fjende. De
hævede herved Villum Clausens tvivlsomme drab op til at være et led i opstanden. Alle måtte nu stå
last og brast. Der var ingen vej tilbage:
Jens Kofoed:
ÙD- Tvende personer, nemlig Aage Fenrik og Claus Nielsen, skulle ride til Hasle til landsdom- mer
Per Olsen, at han skulle lade tage fast en af Hasle borgere ved navn Arids Rug, hvilken var os
danske imod, og bragte for den svenske landsherre alt, som os kunne være til hinder og skade, af
årsag, at han ikke skulle komme til slottet og dennem sådant angive, men han var allerede bortrømt
og kunne derfor ikke straks bekommes - blev derfor sat vagt om fornævnte Hasle by og omkring hans
gård, at samme person ikke skulle undkomme.
Derefter gik jeg og Niels Gumløs ind til borgmester Peder Laursen og bekom hver en af
Printzenskölds heste, eftersom vore egne var ganske trætte. Red så sammen begge der fra byen og op
til Nyker præstegård og aftalte med hr. Jacob deslige blev også straks skikket bud til Vestermarie
kirkesogn og Klemensker sogn, at der i lige måde blev taget på klokkerne, at menige mænd og almuen
skulle møde samme nat ved Ruts kir ke, hvilket også straks blev efterkommet.
Hvor jeg og Niels Gumløs da straks om natten red fra Nyker præstegård og ud til Hasle og os der
forstærkede, så vi blev 16 mand til hest, og red så til Ruts kirke til hr. Poul. Hvor vi gav ham
alting tilkende, hvad som da var passeret, og at bønderne og almuen skulle stå der hos hans kirke
om natten indtil videre ordre. Deslige lod hr. Poul straks sende bud omkring udi hans sogn, at de
udi lige måde på samme sted skulle møde, eftersom han ikke kunne lade tage på klokkerne , thi det
var alt for nær slottet.
Straks red vi fornævnte 16 personer fra hr. Poul og ned til sandemanden Mads Høg boende i samme
sogn ( = Højegård ved Johns Kapel), hvor vi der bekom til fange en svensk styk- løjtnant, som var
kommen der om dagen tilforn fra Rønne og ville til slottet, ved navn Niels Rud, hvilken
stykløjtnant kaptajn Niels Gumløs med 2 andre medfølgende straks førte hen til hr. Pouls til
almuen, og der blev holden i arrest til videre besked. Straks red jeg med de andre overblevne fra
sandemand Mads Høg og ned til Sandvig, hvor jeg der straks om natten lod rejse almuen der i byen,
at de der kunne stå i beredskab.
Red så til Allinge, hvor jeg hos byfoged Willum Hartvigs bekom en svensk kvartermester til hest,
som havde været her inde på landet og talt med landsherren Printzenskold om det rytteri som siden
derefter blev her indsendt fra Skåne , hvor at landsherren - før han rejste til Rønne havde samme
kvartermester igen forfærdiget, at han skulle samme nat med slotsfærgen overgå til Skåne, hvilket
og havde sket, dersom han ikke samme nat havde blevet angreben. Samme kvartermester ville ikke have
kvarter, blev for den skyld straks nedmaset. Blev og udi samme nat 3 karle og en dreng
tilfangetagne og given kvarter , som her på landet havde solgt en del jernvarer , hvilke og havde
villet over med færgen samme nat, hvilke blev også tagne udi arrest hos byfogden sammesteds,
tillige med en svensk kvinde, som der havde ligget i kvarter .
Tog så det meste unge mandkøn med mig fra Allinge og Sandvig som der kunne mistes, og rejste op med
dennem forbi slottet samme nat og op til slotsvejrmøllen, hvor vi bekom en svensk soldat som ikke
ville have kvarter, blev også straks nedmaset, og mølleren, som var en dansk og tjente de svenske,
blev given kvarter eftersom han det begærede.
Hvor jeg da straks satte mig østen for vejrmøllen bag en bakke med folket, og udsatte skild- vagter
på de steder som jeg vidste at svensken kunne udkomme fra slottet. Hvor vi da bekom straks om
morgenen en trommeslager med fire soldater, som løjtnanten, der lå på slottet havde udskikket om
kundskab, hvilke 5 personer blev given kvarter, eftersom de det begærede.
Så kom an marcherende kaptajn Niels Gumløs med landsdommer Peder Olsen og hr. Poul med landskabet
og Hasle borgerskab, som stod hos Ruts kirke om natten.
Hvor da kom udridende en af Printzenskölds tjenere, som ville erfare hvad den forsamling skulle
betyde, men eftersom han befandt, at vi alle var berustede udi gevær, vendte han da straks tilbage
igen, og ret til slottet; blev da gjort 1 skud efter hannem, som dog ikke traf
Hvor vi da berådslog med hverandre, på hvad maner det skulle angås, at vi slottet kunne blive
mægtig. Blev besluttet, at landsdommeren med hr. Poul rejste ned til Sandvig, hvor der blev skrevet
et brev til Løjtnanten og Printzenskölds frue, som da var på slottet. Kom straks lands- dommeren og
hr. Poul igen med brevet, hvilket brev tillige med fornævnte stykløjtnants brev vi med en af vores
trommeslagere op til slottet forskikkede. Hvor os straks skriftligt svar blev igen skikket ved en
af deres trommeslagere, eftersom de vores så havde beskænket, at han ikke kunne komme tilbage igen.
Da kom an marcherende Rønne borgerskab tillige med Vester herreds bønder og stillede sig til det
folk, som vi tilforn havde forsamlet udi en batallie .
Fornævnte trommeslager bragte sådan besked, at 4 af de principaleste, som samme værk havde
anfanget, ville forføje sig ned til det hus, som står uden for slottet, hvor løjtnanten selvfjerde
ville møde, og der mundtlig såvel som skriftlig kontrakt ville gøre, hvilket blev efterkommet af
os, såvel som af hannem. Hvilke 4 var borgmester Claus Kam udi Rønne,
som var stadskaptajn, en mand ved navn Herman Clausen og skipper Hans Laursen af Rønne, tillige med
mig.
Hvor han da straks efter akkorden, som skete, udmarcherede med soldaterne, som fandtes på slottet,
og leverede geværerne og nøglerne fra sig. Var det aften, da vi samtlige indmarcherede på slottet
den 9. do.
Førnævnte svenske, som kom udmarcherende, toge vi med os ind på slottet igen, hvor vi den- nem
forvarede med stærk vagt, til om anden dagen den 10. do.ÙC
Jens Fribonde (referat):
Derpå havde disse oprørsførere straks opbudt almuen deromkring og rykket frem mod slottet, hvor så
borgmester Claus Kam har præsenteret sig med Printzenskölds hest og tøj, og i lands-
høvdingens navn opfordret det af løjtnant Per Lagman, som lå derinde med 60 knægte.
Artilleriløjtnanten havde været i et andet ærinde ude et stykke vej derfra på landet.
I begyndelsen havde Per Lagman vægret sig ved at overlevere dem slottet, men da de havde truet med
at sende landshøvdingens hoved ind, havde han med garnisonen marcheret derud uden at løsne et skud
imod dem, skønt han dog hverken havde manglet krudt, lod eller levnedsmidler, og har haft 7 støkker
derinde tillige . Ham havde de med Printzenskölds hustru og børn taget til fange, og knægtene
fordelt blandt bønderne til at arbejde hos dem, hvilke de efterhånden, når det dem lyster, tage af
dage, og drive dermed deres tidsfordriv .ÙC
Kommentar:
I Jens Kofoeds rapport kan vi time for time, i hans stereotype, militære sprog, følge hans
energiske arbejde med at samle bornholmerne, og stramme nettet om Hammershus, uden at for mange
oplysninger slap ind i slottet, hvor kun en ung løjtnant og Printzenskölds frue var tilbage til at
tage beslutninger. De højere, svenske officerer og embedsmænd kan vi uden
modsigelse følge i begge beretninger. 2 mand måtte ÙDnedmasesÙC under oprydningen, fordi de ikke
ville overgive sig.
Den eneste væsentlige forskel på de 2 kilder er den svenske beretning om danskernes list: At
foregive at Printzenskold var fange n og truslen om at dræbe ham hvis slottet ikke blev overgivet,
hvilket Kofoed forbigår i tavshed. Det samme gælder indholdet af forhandlingerne i ÙDSlotskroenÙC,
der lå samme sted som de nuværende kiosk- og økonomibygninger. Jens Kofoed er dog sikkert, kender
vi ham vel, gået ind for sit princip: Kvarter eller
ÙDnedmasningÙC, uden yderligere omsvøb, og har nok ikke været involveret i ÙDkrigslistenÙC. Foruden
officererne og embedsmændene befandt der sig ude på øen en svensk furer ( = un- derofficer) med 10
musketerer, i gang med den af bornholmerne så ildesete beskæftigelse: At inddrive skatter. Uden at
opstandslederne direkte har kontrolleret dette, ser det ud til, at det blev disse svenskere det kom
til at gå værst ud over, idet underofficeren og 6 af soldaterne skal være blevet dræbt af bønderne,
medens resten blev fanget eller undslap, i opstandsnatten mellem den 8. og 9. december. Heri ligger
vel spiren til sagnet og visen om ÙDden store svineslagt ningÙC denne nat på Bornholm, og når man
læser Jens Kofoeds nøgterne ord om at
ÙDtage på klokkerneÙC, må man uvilkårligt mindes sagnet, da den svenske soldat spørger:
ÙDHvem ringer klokkerne for?ÙC, og bonden med øksen i hånden sva rer: ÙDFor din arme sjæl!ÙC. De
svenske påstande om, at bønderne senere slog svenskerne ihjel som tidsfordriv er derimod lette at
tilbagevise: Endnu i 1663 gik der 14 svenske soldater og hyggede sig på Bornholm, indtil de blev
opsporet af deres kompagni og ud leveret.
Mere jordnære er de spredte regnskabsbilag, man kan finde i øens lensregnskaber, f. eks . :
- Givet Ahrendt Bursch og Jochen Boye, officerer under Rønne bys kompagni, fordi de da slottet blev
erobret, med vagt Printzenskölds frue skulle forvare uden for døren, at hun og hendes børn ikke i
den tumult skulle blive ihjelslagen, hver 5 rigsdaler .
- Efter kaptajn Jens Kofoeds underskrevne bevis' formelding betalt for 4 tønder og 1 fjerding øl,
Printzenskölds frue bekom, mens hun var arresteret på slottet Uens Kræmmer, Allinge, 16
slettedaler).
Det betragtelige ølforbrug er nok ikke konsumeret af fru Printzenskold, snarere til at fejre
bornholmernes eventyrlige kup - men allerede dengang holdt man af at sløre repræsentations-
udgifter!
Nej, Printzenskölds frue, der siden undersk