Kildehenvisninger
1. [Født: 1 maj 1782 i Halberstadt, Tyskland]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
2. [Døbt: 15 maj 1782 i Franske Kirke, Halberstadt, Tyskland]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
3. [Død: 13 maj 1859 i Koed Sogn, Sønderhald Herred, Randers Amt]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
4. [Begravet: 21 maj 1859 i Koed Kirke, Sønderhald Herred, Randers Amt]
- kilde: Titel: Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail , i arkivet:
Biografi Oplysninger fra Michael Erichsen - GED-fil via mail
Beskikket den 6’ Juli 1830. Er ved Udgangen af 1830 49 Aar, gift og har 9 Personer at underholde.
Har fra 15’ September 1815 til 10’ August 1830 været Underbetjent i Svendborg. Afskediget med
Pension af 24 Rbdl. Sølv ifølge Collegiets Resolution af 19’ Februar 1831. (Afskedigelsen maa have
fundet Sted paa Grund af Sygdom, idet der i Listen for 1830 er en Bemærkning om, at han er
svagelig).
Han er opkaldt efter prof. Johann Augustus Eberhard (f. 31. august 1739 i Halberstadt - 6. januar
1809), en tysk teolog og filosof, som faderen kendte, og som også nævnes i broderens erindringer om
Lafayette.
Bedstefader Ernst Eberhard Villaume er født i Halberstadt ikke langt fra Bloksbjerg, d. 1. maj.
Hans fader var dengang sognepræst der.
Han døde i Koed d. 13. maj 1859; men jeg kan ikke ret mindes, om han var 75 eller 76 år; havde jeg
været i Grenå, kunne jeg have set det.
Så vidt han kunne mindes, var han 8 à 9 år, da han med forældrene kom til Trolleborg. Hans forældre
levede et fromt, stille og kristeligt liv, og hans barndom hengled blidt og venligt.
Senere måtte han, ligesom sine andre brødre, gennemgå seminariets tre klasser, hvorpå han lagde sig
efter landvæsenet og blev ansat som forvalter på en går i Holsten, hvor han opholdt sig et par år.
Her var det et held for ham, at han, som forvaltere plejer, er udrustet med en god stok i hånden og
en stor hund foran sig. Han havde været i nærmeste købstad for at inkassere en 5 à 800 Rdlr. og kom
noget sent hjem. Da han kom ind på sit værelse, blev hunden desperat og ville under sengen. Han
mærkede nu uråd og skyndte sig ud og fik fat i mandskab og lygte. De fik da draget frem et
menneske, som var daglejer på gården og forsynet med en stor kniv, og han måtte bekende, at det var
hans hensigt at sætte sig i besiddelse af pengene. Han mistede sit arbejde på gården, men kom ikke
videre i ulempe.
Så vidt jeg ved, kom han derfra til Gl. Ryomgård, hvor han blev forvalter for en meget gammel mand,
Holler. I den periode indtraf spaniolerne der på egnen, og den unge franskmand, som han
almindeligvis kaldtes, måtte da i længere tid ledsage dem som tolk. Der indtraf da flere mærkelige
træk, hvoraf jeg kan huske et. Villaume opholdt sig på Heisel en halv mil fra Grenå, da der ankom
en kurer fra grev Scheel på Benzon, 5/4 mil på den anden side af Grenå, da de fjendtlige gjorde
tegn til at ombringe ham. Villaume kom netop i det belejlige øjeblik; thi da han trådte ind i
salen, havde netop en officer draget dolken for at støde i greven. Sagen var, at de ikke kunne
forstå hinanden; men alt klaredes straks på begge sider til almindelig tilfredshed.
Som forvalter på Ryomgård var han rigtig på vælten, da han nok var egnens smukkeste og mest belevne
kavaler, første altid an ved baller, og intet arrangement var regnet for noget, når han ikke var
stifteren deraf, og damerne var nær ved at sloges om ham. Så dette var nu hans glansperiode, og fra
nu af begyndte det at gå ned ad bakke. Hans broder, der senere blev sproglærer i København, havde
imidlertid købt Marienhoff, en parcelgård af Ryomgård, og senere købte bedstefar Kragelund med en
dejlig skov til; men marken var lyng og bebygget med et usselt lille hus, han beboede aldrig
ejendommen. Han giftede sig nu, og hans kone var en plejedatter og tante af præstekonen i
Mariemalene. Hun kom nu op til svogeren på Marienhoff og agerede husbestyrerinde. Her blev Caroline
født. Senere, da svogeren solgte Marienhoff og stak til København, blev hun lejet ind til lærer
Ravn i Mariemalene, hvor hun vist var et par år. Han solgte nu Kragelund med den dejlige skov til
gårdmændene i Koed for 500 Rdlr. Skoven ville de nu næppe sælge for 20.000 Rdlr. Og huset blev
lejet ud til en mand, som holdt to heste og en ko, pog skønt disse gik uden næsten hele vinteren,
måtte han dog tigge megen fourage. Nu er hele ejendommen opdyrket, et svært 2 etages stuehus og
herskabelige bygninger er opført, et storartet teglværk anlagt, og ejendommen, hvorpå vist holdes
70 køer, kostede for nogle år siden 60.000 Rdlr.
Nu flyttede de til Thøstrup, 2 mil fra Grenå, og havde en halvgård til 2 heste og en 3 køer. Her
var den gamle noget svagelig, og de gik i det par år, de var der, rent i hundene, solgte og løb fra
alt og tog over til professoren, som på den tid var på Snedinge tæt ved Skælskør.
Efter et længere ophold her blev han ansat som toldbetjent i Svendborg, og skønt familien tiltog,
havde de det rigtig godt og fik så mange foræringer af købmændene, og han sad stadig og spandt på
sin skotrok i toldboden. Her blev han svagelig og led meget af slag (apopleksi), og det endog i den
grad, at 5 à 6 karle måtte holde på ham. På apoteket skyldte de flere 100 Rdlr., og de står
formentlig blanke endnu. Slaget forlod ham aldeles, og han blev atter rask og kunne have haft det
rigtig godt i Svendborg; men han havde en fejl, som du vist vil indrømme, at din fader har arvet
efter ham. Han kunne ikke bøje sig for noget menneske, hvilket havde til følge, at han ikke kunne
forliges med sine foresatte, som nu af al kraft pønsede på at få ham afsat. (For øvrigt har din
fader en påfaldende lighed med ham både i ansigt, størrelse, proportion og alle sine bevægelser).
Hans kone tog nu ham i en hast og ved patroner fik ham forstukket til Thisted som toldbetjent.
Efter en tids forløb kom der en dag bud til ham om at komme op til amtmand Faye, som sagde, at han
tilfældigvis havde fået fat på en seddel, hvorpå han syntes at stave ”Villaume”, om dette var hans
navn. Efter at have bejaet dette, spurgte han om han kendte noget til professor Villaume, og da han
sagde, det var min fader, sagde amtmanden, at så havde han studeret under ham ved universitetet.
Han ville nu gøre alt for ham. Pigebørnene gik meget i amtmandens hus, og familien havde i det hele
et godt hjem der. Kloge høns kan også gøre i nælder, og således gik det her.
Efter amtmandens råd søgte han sin entledigelse og nedsatte sig som slagter, da byen ingen havde,
en tysk svend blev engageret, amtmanden skaffede penge, men svenden købte og solgte således, at de
kom rent i hundene.
Et råd skulle der nu hittes på, og amtmanden skaffede hende, som jo var alt for gammel, frit at
lære at blive jordemoder og straks ansatte hende i Hundborg. Han tog sig da for at være glarmester
og vandrede helt rundt med sin kiste. Efter kort tids forløb blev hun forflyttet til Hjardemål. Da
glarmesteriet ikke ville gå, tog han sig for at gå på dagleje, arbejde i haver og fiske dels i
Vullumsø, dels i havet. Da hendes arm blev stiv, måtte hun søge entledigelse, og de lejede sig da
ind i en hytte i Korsø, hvor Ernst bor, og levede i den yderste grad af fattigdom.
Da jeg besluttede at tage dem, bad jeg madame Schalborg om at sende dem lidt, for at de kunne
ekvipere sig, så jeg kunne være dem bekendt, når de kom, og bestride rejsen til Randers. Jeg
bestemte dem da til at komme til november, men pludselig midt om sommeren fik jeg brev fra dem, at
nu var deres brændsel, kødmad og alt sluppen op, og at de om to dage rejste til Randers. Jeg fik jo
nu travlt med at tage til Randers. Hans dragt bestod i engelskklæders frakke, vest og benklæder,
hvide uldstrømper og et par bøndersko. Jeg fik straks en udgift af hen ved 40 Rdlr. I førstningen
blev han vred og sagde, at disse klæder var ikke passende for ham; men siden pyntede han sig i dem
med største glæde.
Nogle dage efter hans ankomst til Koed var det proprietær Monrads fødselsdag til Ny Ryomgård, og vi
var vist en 70 mennesker til aftensbordet; men han teede sig i enhver henseende med anstand, og
alle var forgabede i den pæne gamle mand. Da vi kom hjem, græd han og sagde: Jeg troede aldrig, at
jeg skulle komme blandt mennesker mere.
Hvad hans karakter og tænkemåde angik, da kan man ikke tænke sig en blidere og elskeligere mand.
Vid besad han, munter var han, i at fortælle ubetalelig, så det var intet under, at han var
almindelig elsket. Engang kan jeg mindes, vi gik hjem fra Ryomgård, og da vi næsten var ved kirken,
sagde han, at vi havde den værste vej tilbage. Da jeg sagde, at den stump, der var tilbage, var
god, blev han dog ved sin mening, endelig sagde han, Tosse, den øvrige vej er vi jo forbi, og dette
kom nok så lunt fra ham. Lille Juleaften før han døde om sommeren, havde de guldbryllup hos mig.
I de sidste måneder før sin død var han meget svagelig og undertiden så lidt vanskelig; men det gik
stedse ud over hans kone, som stedse måtte stå på pinde. Således mindes jeg en morgen, jeg sad i
dagligstuen og drak te, at der kom 3 svære tordenbyger over hende. Det var galt tre gange. En gang
var hans strømpebånd falden ned, dernæst var den ene tøffel kommen vel langt under sengen, og
endelig var den ene sele falden af benklæderne. Men sligt var kun sjældenheder og i en syg periode.
Han ville da så nødig have død, og hver morgen jeg spurgte ham hvordan han havde det, sagde han, at
han troede at være bedre, men kunne ikke sige noget, før han kom op.
Kort før han døde fik jeg ham overtalt til at tale med præsten en søndag. Han sad da en god time og
talte så kærligt med den gamle; men hele hans talen gik jo ud på at forberede sig på det, der
forestod. Da han var rejst, sagde han, den mand holder jeg ikke at have tale tiere med, thi hvert
ord tydede jo klart på, at jeg skal dø.