Vogn Jensen Kjærulf boede 1613 på Kornumgårds gods og var o.1610 kirkeværge. Var 1616 fæster af
Ågård i Smidstrup og betalte 4 daler i bøde, fordi han uden tilladelse havde opbrudt gulvet i
Sejlstrup kirke og ladet sit barn begrave der. Boede 1642 i V.Brønderslev, hvor to af hans sønner
Jens og Thomas blev fæstere under Kornumgård; (...)
Vogn Jensen Kjærulf havde 1617 solgt sin part, en femtedel af Kornumgaard, til den forrige
ridefoged på Hjermeslevgaard, Jørgen Pedersen i Thisted, hvem han skyldte en del penge; men Jørgen
Pedersen var som ridefoged over Sejlstrup len, Hjermeslevgaard og Nørholm godser kommen til at
skylde sin husbond Enevold Kruse en stor sum penge, og da han ikke kunne betale, havde Enevold
Kruse "af kristelig medlidenhed og fromhed" samtykket i at tage fyldest i hans part af Kornumgaard,
som Jørgen Pedersen og hans hustru Anne Jensdatter 1620 tilskødede ham. Denne part kom efter
Enevold Kruses død til hans enke Ellen Marsvin og søn Jørgen Kruse til Hjermeslevgaard, og på
tinget 19. januar 1631 tilbød Jørgen Kruse arvingerne efter den 1620 brændte Dorte Jensdatter
Kjærulf, nemlig byskriver i Aalborg Hieronimus Madsens enke, Bodil Sørensdatter og hendes børn
Mads, Søren og Hans denne part for 700 speciedaler; men de har næppe haft lyst eller evne til at
købe den, og Jørgen Kruse synes da at have haft planer om selv at få Kornumgaard samlet på sin
hånd; thi 1632 foreslog han kongen et mageskifte, således at han for noget gods i Han herred fik
herligheden af selvejergodset Kornumgaard og af 1 gård og 1 bol (antagelig Rostok og Dammen), der
hørte til Kornumgaards gods. Jørgen Kruse mente, at hverken Jens Kjærulfs børn eller andre
interesserede havde noget mod en sådan ordning; men den kom dog ikke i stand, idet lensmanden på
Aastrup, Jørgen Orning, antagelig ikke har anbefalet mageskiftet, da herligheden af Kornumgaard
ikke var uden betydning for lenet; således blev gårdens ejere 5. februar 1635 tilsagt at lade heste
og vogne møde i Sundby tidligt om morgenen for at føre folk og foder til Viborg for lensmanden.
(CK6-)