Jesper Thordsen af den adelige slægt Vognsen til Hørbylund er født omkring 1465, og han levede
endnu 1538. Han var gift første gang med NN. Nielsdatter Rotfeld fra Tveden af den adelige
Rotfeld-slægt. Hun må antages at være død omkring 1500, hvorefter han indgik nyt ægteskab med Mette
Madsdatter Viffert, der endnu levede 1574.
Jesper Tordsen blev begravet i Hørby Kirke, og efter den her endnu bevarede ligsten over ham og
hans anden hustru skal han være død 1526, medens hun skal være død 1566. Ligstenen er imidlertid
først blevet opsat i 1589, og åbenbart er de 2 dødsår anført fejlagtigt, muligvis på grund af en
fejllæsning.
Jesper Tordsen, der nævnes første gang 1508, da han skrev til vitterlighed med Vogn Mortensen
Vognsen, ses fra i hvert fald 1516 til 1538 at have beboet godset Hørbylund i Hørby sogn, som han
var ejer af. hans eneste barn af andet ægteskab, sønnen Mads, skrev sig til Hørbylund i begyndelsen
af 1530erne, men må være død tidligst 1536, hvilket år Jesper Tordsen ses at have skødet Hørbylund
til sin anden hustrus brodersøn Mads Jonsen (Viffert). Herudover var Jesper Tordsen ejer af en del
strøgods, og åbenbart har det på de tider været noget vanskeligt at holde styr på, hvem der ejede
hvad, hvilket bla. fremgår af nogle domsafsigelser på kongens retterting i Viborg.
Ifølge Viborg Domkirkes ejendomme i den katolske tid og registranterne over samme skænkede Jesper
Tordsen i 1516 Domkirken en sjælegave ved udstedelse af et skøde til biskop Erik Kaas på en gård og
et øde boelssted iAskildrup, Blenstrup sogn. Den 21.september året efter ses oprettet et
mageskifteskøde mellem nævnte biskop og adelsmanden Peder Hvas i Komdrup, og af dette skøde fremgår
det, at Peder Hvas til biskoppen udlagde en gård i Askildrup, som han havde i pant af Jesper
Tordsen i Hørbylund.
Den 1. juli 1532 ses Jesper Tordsen at være blevet stævnet af kongen angående en gård i Nr.
Kongerslev, som han havde solgt til Erik Banner, men som rettelig tilhørte Viborg Stift. I samme
forbindelse blev han stævnet for nogle penge, som "han har Mads Jonsen (Veffert)s brev på".
Den 20.april 1537 blev Jesper Tordsen atter stævnet for kongens retterting i Aalborg af
forstanderen for Aalborg Helligånds Kloster Peder Jensen. Det drejede sig om en gård i Hunderup,
Skallerup sogn, og 2 gårde i Hvede, V.Hjermitslev sogn, som Jesper Tordsens farbror præsten Peder
Thomsen i Aggersborg i sin tid havde "indgivet sig med" til Helligånds Klosteret i Aalborg, hvorfor
Jesper Tordsen som arving efter farbroderen mente sig berettiget til disse 3 gårde. På rettertinget
blev gårdene imidlertid tildømt sagsøgeren, da det ikke var bevist, at Peder Thomsen udelukkende
havde skænket klosteret de 3 gårde på betingelse af, at der blev holdt sjælemesser. Det
forbeholdtes sagsøgte Jesper Tordsen og dennes arvinger at søge godset tilbagegivet med bedre
beviser.
Den 1. maj 1537 stævnede Prior på Sæby Kloster Hr. Laurits Jesper Tordsen for kongens retterting i
Viborg angående 3 adkomstbreve, som under Grevens Fejde var forsvundet fra klosteret. Prioren
hævdede, at disse 3 adkomstbreve beviste, at gården Krattrup i Volstrup sogn tilhørte klosteret, og
tiltalen mod Jesper Tordsen gik nu på, at denne under Grevens Fejde skulle have bemægtiget sig
gården og de 3 adkomstbreve. Jesper Tordsen fremlagde de nævnte breve for rettertinget. Det første
var udstedt 1471 på Hjørring Byting og lød på, at Jens Vognsen til Lengsholm havde afhændet gården
Krattrup med mere gods til Niels Iversen Rotfeld af Tveden. Det næste brev var Kong Christians dom
og stadfæstelse for Niels Iversen Rotfeld og dennes arvinger på Krattrup med mere gods til
evindelig arv og eje. Disse 2 breve var nok til, at kongens retterting gav Jesper Tordsen og
arvinger ret i, at de måtte nyde og beholde Krattrupgård uhindret af prioren, der mistede sin ret,
idet han ingen adkomster kunne fremvise til gården.
Den 3. maj 1537 stævnede Godske Vognsen til Stenshede Jesper Tordsen for rettertinget i Viborg,
hvor han anklagede sidstnævnte for at have forholdt ham gården Kraghede i Hørby sogn med urette.
Som bevis for sin ejedomsret til gården fremlagde Godske Vognsen et skøde fra sin slægtning Morten
Vognsen til Tamstrup. Desuden fremlagde Godske Vognsen som yderligere hjemmel på gården et
skiftebrev, hvoraf det fremgik, at Niels Iversen Rotfelds enke Eline Jensdatter havde afhændet
samme gard, og at hun senere havde givet sit samtykke til, at Morten Vognsen solgte gården til
Godske Vognsen. Jesper Tordsen oplyste hertil, at han havde lovhævd på samme gård samt andre
beviser, som han dog ikke havde fået bragt med sig, hvorfor rettertinget tildømte Godske Vognsen
gården, indtil den med rette kunne fravindes ham igen.
Den 12.juni 1574 ses kongen at have udstedt en befaling til Christoffer Valchendorf om at "afkorte"
de 175 rdl.., som Niels Jonsen, lensmand på Hald, og Fru Mette Madsdatter Viffert, Jesper Tordsens
enke, under syvårskrigen havde lånt kronen.(sMø).
På den ovenfor nævnte ligsten over Jesper Thordsen og hans 2. hustru Mette Madsdatter Viffert, står
at læse:
Her ligger begraven erlig og velbørdige mand
Jesper Torsen til Hørbylund som døde år 1526
med sin Kiere høstru, -erlige og velbørdige frue, -
fru Mette Matzdatter, -Mats Ionsens dater thel
Thorstedlund som år 1566 døde. Gud give dem
erfud ppstandel(se) Och ivod erlig og velbørdige
mand Niels Ionsen tell torstedlund
(sidste linje ulæselig).