Peder Mortensen og Jens Nielsen af Visborg sælger og skøder alt, hvad de havde fået af Færkes gods,
til kong Erik og dronning Margrete.
Original på dansk i rigsarkivet.
Vi Peder Mortensen og Jens Nielsen af Visborg erkender med dette vort åbne brev, at vi med vort
jaord og gode vilje har solgt, skødet og afhændt bort fra os og vore arvinger alt det, som vi har
fået af Færkes gods, til den mægtige fyrste og fyrstinde, vor nådige herre og frue, kong Erik og
dronning Margrete, samt deres arvinger og efterkommere, hvor det end er beliggende, og hvad det end
kaldes uden undtagelse, både det vi har fået af Færkes hustru og af hans to sønner, hr. Peder Færke
og hr. Esge Færke, med alle breve og rettigheder til evig besiddelse. Vi erkender, at hverken vi
eller vore arvinger har nogen ret til eller krav på alt dette foranskrevne eller noget deraf, og at
vi ikke på noget tidspunkt vil kunne få det, eftersom vi for alt dette foranskrevne gods og denne
rettighed er blevet helt fyldestgjort og har fået fuld betaling, så at vi er fuldt ud og vel
tilfredse. Skulle der fremdeles findes nogle breve, der lyder på, eller noget der angår noget af
dette foranskrevne gods, så skal de komme vor fornævnte nådige herre og frue samt deres arvinger og
efterkommere til gavn og gode i alle henseender og ingenlunde til hindring eller skade på nogen
måde. Vi forpligter os og vore arvinger til at fri og hjemle vor fornævnte herre og frue samt deres
arvinger og efterkommere alt dette foranskrevne gods og denne rettighed for tiltale fra
hvemsomhelst og at opfylde alt til punkt og prikke. Til yderligere bekræftelse på og vidnesbyrd om
alle disse foranskrevne punkter, for at alle punkter og artikler hver især skal forblive
bestandige, sikre og ubrydelige og overholdes evindeligt og uigenkaldeligt i alle henseender, som
står skrevet ovenfor, har vi fornævnte Peder Mortensen og Jens Nielsen med vor vilje og vort
vidende hængt vore segl under dette brev, og fornævnte Peder Mortensens søn, Dines Pedersen, har
ligeledes hængt sit segl under dette brev. Og til vidnesbyrd har de hæderlige fædre i Gud og de
velbyrdige mænd, biskop Bo af Århus, biskop Peder af Vendsyssel, biskop Lave af Viborg, hr. Folmer
Jakobsen, hr. Niels Iversen, hr. Peder Nielsen af Ågård, hr. Mogens Munk, hr. Johan Skarpenberg,
hr. Jens Nielsen af Aunsbjerg og hr. Jakob Lavesen, riddere, Niels Strangesen, Jens Svendsen Brims,
Jakob Kirt og Kristian Nielsen, væbnere, ladet deres segl blive hængt under dette brev. Givet i
Ålborg i det Herrens år 1406 mandagen inden Kristi himmelfart.