Noter : Svenning Svenningsen og hustru
Hustruens navn er ukendt men hun var født 1632 og døde i 1711
Samtidig med Søren Christensen levede Svenning Svenningsen som fæster i Juelsgård i Krejberg.
Denne gård var af samme størrelse som Nørgaard , men havde en anden ejer.
Svenning havde kun en part af den fæste. Om hans forhold vides intet udover , at han havde en
datter Zidsel født i 1662 , som blev gift med Søren Christensens søn Gudiche i Nørgaard.
Svenning og hans kone flyttede på deres gamle dage til datteren i Nørgård og døde der Hustruen i
1711 79 år gl. og Svenning selv i 1713 90 år gl.
Om Nørgård og Hummelgård
Under herremandsvælden var fæstebøndernes kår højst ulige. Nogle trællede hårdt under hoveriets åg,
andre var længe helt frie for denne svøbe.
Det var først langt ned i det attende århundrede , at hoveriet blev helt almindeligt, og da var med
det samme dets tid endelig forbi.
I den samme egn, ja i den samme by kunde forskellen være uhyre stor, selv om flertallet af fæsterne
oftest hørte under en nærliggende herregård og der var trælbundne, lå dog ofte nogle gårde , hvis
fæstere var anderledes stillede, således var det også i Kreiberg sogn. I Børstings bys nordlige
udkant lå dens tre største gårde Nørgård, Skriversgård og Svendsgård, de var hver på 10 - 12 tdr
hartkorn og hørte ind under byfællesskabet, men med hensyn til herskab var de noget for sig , idet
de sammen med Kreiberggård og Hummelgård tilhørte en fjerntboende herremand.
På svenskekrigens tid 1657 - 1660 var denne adelsmand en af landets fornemste , nemlig Valdemar Daa
til Borreby ved Skelskør, senere kendt som "Guldemageren" der ved sine ihærdige og kostbare forsøg
på at. "lave guld" bortdestillerede 3 herregårde og døde i den yderste fattigdom.
Det var ikke sunget ved Valdemar Daas vugge, at han skulle ende sådan. Hans fader var rigsadmiral
Claus Daa og hans mor Claus Daas anden hustru var faster til en af Danmarks rigeste og mest
fortjenstfulde adelsmænd , kansleren Johann Friis.
Friis havde bygget to af Danmarks smukkeste adelsborge , Hesselagerg¨ård på Fyn og Borreby ved
Skelskør, og da han døde, som ugift arvede søsteren og svogeren Borreby.
Valdemar Daa fik gården efter faderens og en broders død, desuden ejede han Daaernes gård Binderup
senere Lerkenfeldt på Himmerland, hvor han selv var født og endvidere Hessel i Lovns sogn og en tid
også Kabbel ved Lemvig, foruden strøgods forskellige steder i landet, deriblandt de tre nævnte
gårde i Kreiberg.
Men det blæste væk alt sammen op gennem skorstenen fra hans smeltedigel ( Læs H.C. Andersens
eventyr) : " Vinden fortæller om Valdemar Daa og hans døtre.
Nu er sandheden vist den, at det var de ulykkelige forhold efter svenskekrigen og navnlig den
beskatning, der gjorde det af med ham ligesom med omtrent alle de andre adelige storgodsbesiddere.
Af hans 12 børn fik Gregers Daa ved hjælp af et godt giftemål Hald ved Viborg, men faldt i slaget
ved Gadebuck 1712. Både han og faderen ligger begravet i Viborg Domkirke i det lille Kapel til
højre for Koret.
Med Gregers Daa uddøde slægten så vidt mean ved, men sagen er, at man ikke kender noget sikkert om
de øvrige børns skæbne.
Om døtrene siges der, at et par af dem blev gift med præster , og en måske flere med bønder , men
slægtens kendte saga var i hvert fald ude.
Medens det gik således med herskabet, sad dets bønder derude i Kreiberg og blev holdne folk.
Fra dem udgik et stort tal af de mænd, som senere må betegnes som Vestsallings storbønder.
Da det begyndte at knibe for Valdemar Daa og han blev nødt til at give slip på noget af sit
omfattende jordegods , var gårdene i Kreiberg nogle af de første han mistede. Han havde i 1663
pantsat dem for et lån fra en rig købmand i København Albert Itzen, og da denne hverken kunne få
renter eller hovedsum af Daa lod han i 1668 gøre udlæg i pantet og overtog det som ufyldestgjort
pantehaver.
Men nu havde Itzen allerede nogle år før købt herregården Irup i Thy og derved kom gårdene i
Kreiberg til at blive bestyret deroppefra og fulgte nu denne gård i 80 år.
Efter i Itzens død i 1679 gik Irup over til hans svigersøn landsdommer Christen Helwerschou, der
var fæsternes herskab til 1730, da Helwerschous svigersøn Jens Jørgen Hopp blev ejer.