Noter : Om Søren Christensen Nørgaard
der var født i 1616 fortælles at man ikke kender hans hustrus navn eller hvor hun kom fra.
I Valdemar Daas tid sad Søren som fæster i Nørgård. Han var den fornemste af fæsterne derude og
havde hele Nørgård 10 tdr hartkorn , medens der på Svendsgård og Skrivergård var 3 eller 4 fæstere
hvert sted.
På Kreiberggård var forholdene ret ejendommelige. Denne gård, der var omgivet af Volde og grave
havde et jordtilliggende af 30 - 40 tdr hartkorn , husede indenfor sine mure i reglen 8 fæstebønder
med familier.
Hvad Sørens kone hed vides ikke. Børnene synes at være født omkring 1650. Hvor mange der var vides
heller ikke.
En af dem var Niels Sørensen, som kom til Trustrup og døde der som en meget anset mand i 1724. Han
var født i 1650.
En datter Maren blev gift i Overgaard i Kreiberg , hun var født i 1652. En søn Gudich blev faderens
efterfølger i Nørgaard og endelig må man antage , at en datter Gjorild blev gift med Jens
Christensen i Hem Kjærgård.
Søren Christensen havde en ejendommelig retssag, som viser hans anseelse og vederhæftighed. Et par
brødre , Borgersønner fra Skive, var blevet præster, den ene Jørgen Madsen i Håsum , den anden
Laurids Madsen i Hundborg i Thy.
1676 døde Laurids Madsen i Thy. Han havde en flok uforsørgede børn og broderen i Håsum tog da som
formynder to af hans sønner til sig. Men Jørgen Madsen døde selv i 1679 , og nu stod de to
præstesønner fra Thy uden nære pårørende, som kunne tage sig af disse.
I et sådant tilfælde var det øvrigheden, der skulle tage affære og beskikke formyndere for de
værgeløse. Formodentlig må de 2 brødre Mads og Jens Lauridsønners fader have været i familie med
Kreibergboerne, for amtmanden over Skivehus amt, adelsmanden Christen Jørgensen Skeel til Benzon,
beskikkede til formyndere og værger for dem Søren Christensen i Nørgård og Iver Madsen i Grundvad i
Kreiberg.
Nu var en sådan beskikkelse på en vis måde nok et tillids og æreshverv, men ingenlunde uden
forpligtelser, der kunne blive ubehagelige nok.
Præstesønnerne havde arvegods både i penge, sengeklæder og indbogenstande, og dette skulle
formynderen opbevare og svare til, samtig med at skulle sørge for sine myndlinges anbringelse og
opdragelse , og sådan et par unge fyre kunne jo være vanskelige nok og volde knuder.
Søren Christensen og Iver Madsen søger da også at blive fri for hvervet. Men dette kunne kun ske ad
Rettens vej. De må på deres Værneting, Spøttrup Birk , fremføre gyldige grunde for, at de fritages
for formynderskabet. Iver Madsen angiver at han står i restance til herskabet for 150 sletdaler og
derfor ikke er økonomisk vederhæftig nok til at være formynder. Hvad Søren Christensen har anført,
ses ikke undtagen det, at man har givet ham forkert efternavn i beskikkelsesbrevet.
Birkedommer Johan Torn i Rødding afsiger på grundlag af deres indvendinger den kendelse eller dom,
at de to mænd bør være fri for formynderskabet. Men det vil amtmanden ikke finde sig i . Han
indanker sagen for Landstingsretten i Viborg. Her afviser han de to mænds indvendinger, siger om
Iver Madsen, at han har ladet restancen hos herskabet vokse for at bedrage sin stiftbørn. Han kunde
i virkeligheden godt betale, men når stiftbørnenes moder dør, vil det være en fordel for ham, at
kunne henvise til gælden til herskabet, når han skal forhandle med dem om deres arv efter moderen.
Amtmanden kræver derfor , at de to mænd dømmes til at påtage sig formynderskabet.
Hvad udfaldet blev kan ikke ses da Dombogen mangler.
Iøvrigt finder vi 12 år senere den ældste af præstesønnerne Mads Lauritsen , som degn i sit
fødesogn Hundborg. Han er da blevet gammel nok til at være formynder for den yngste bror Jens