Kildehenvisninger
1. [Født: 1673 i Thisted Købstad, Thisted Amt]
- kilde: Titel: Lis Borggaards hjemmeside - http://www.123hjemmeside.dk/LisBorgaard/ , i arkivet:
2. [Døbt: 8 jun 1673 i Thisted Kirke, Thisted Amt]
- kilde: Titel: Lis Borggaards hjemmeside - http://www.123hjemmeside.dk/LisBorgaard/ , i arkivet:
3. [Død: 1735 i Thisted Købstad, Thisted Amt]
- kilde: Titel: Lis Borggaards hjemmeside - http://www.123hjemmeside.dk/LisBorgaard/ , i arkivet:
4. [Begravet: 17 jun 1735 i Thisted Kirkegård, Thisted Amt]
- kilde: Titel: Lis Borggaards hjemmeside - http://www.123hjemmeside.dk/LisBorgaard/ , i arkivet:
Biografi http://arkiv.thisted-bibliotek.dk/
Dobbeltmord i Thisted 1735
Dobbeltmord i Thisted 1735
Den 13. Juni 1735 stod Ole Nielsen Dommer i Nørregade og hans kone
tidligt op, som folk gjorde dengang i den lyse sommertid. Ved 4-tiden gik han ud ad Nørregade, og
da han var, kommet omtrent til de yderste huse, så han, at der lå en kvinde uden for Peder
Skinnerups hus. Han gik derhen og så da, at kvinden lå død i en blodpøl, og at hun havde dybe
knivstik og flænger i kroppen og halsen. Han genkendte hende som Maren Jensdatter Vandet, en gammel
pige, der sammen med en søster ejede og beboede en gård ved siden af Peder Skinnerups.
Forfærdet kaldte han på sin kone, Karen Knudsdatter, og de gik sammen
ind i de to søstres hus for at se, hvordan det stod til der. Det var modigt gjort, for det lå jo
nær at tænke, at søsteren, Anne Jensdatter Vandet, enten havde lidt samme skæbne som Maren eller lå
såret derinde og trængte til hjælp, og måske var voldsmanden derinde endnu. Det var han dog ikke,
men Anne Vandet lå død på gulvet og var endnu værre tilredt end søsteren.
Ole Dommer og hans kone fik nu alarmeret folk, og der gik straks bud
til byfogeden, Jørgen Christian Poulstrup, som jo også gjorde ud for dommer og politimester. Han
var imidlertid ikke hjemme på det tidspunkt, så det blev hans fuldmægtig, Laurits Schive, hører ved
latinskolen, senere klokker og byskriveren Lars Dalhoff, der foreløbig måtte tage sig af sagen, go
de kom straks tilstede.
Naturligvis var både de og de andre, der kom til, stærkt chokerede over
den frygtelige ugerning, men de gode embedsmænd tabte ikke fatningen. Lov og ret skulle ske
fyldest, og hovedet holdes koldt. Der var meget, der skulle gøres. Først skulle de døde synes, og
sårene undersøges og beskrives. I et af Anne Vandets sår fandt man et afbrækket og bøjet blad af en
kniv, og et andet brækket knivsblad lå på gulvet, så der havde nok stået en kamp mellem voldsmanden
go de to gamle søstre. En kort undersøgelse af huset viste, at en væg var slået ind. Huset var
naturligvis af bindingsværk, og det havde været en forholdsvis let sag at bryde gennem de klinede
tavl. En par kister var brækket op, og de to søstre, der vel som andre ældre folk har sovet let,
var måske vågnet ved larmen. I denne lyse sommernat kunne de nok have genkendt fyren, der var
vokset op i et nabohus, og så var han i en meget farlig situation. De mange meningsløse sår og
flænger tyder da også på, at der er gået panik i ham, så han har hugget vildt om sig med sine
våben.
Mange minutter tog denne undersøgelse nok ikke. Man skulle jo have fat
i morderen så hurtigt som muligt.
Alligevel måtte man først lige se, hvad der var i huset. Der var i hast gået bud til nogle af
søstrenes slægtninge, at de skulle møde straks, så de kunne bevidne, at alt gik ærligt og redeligt
til. Der mødte da også snart en del mennesker op. Det viste sig siden, at de fleste slet ikke var
arveberettiget, men det må de vel have troet eller håbet. De var alle sammen bønder, og de blev
hurtigt enige om at dette her kunne de ikke følge med i, så de bad Peter Lübecker, senere byfoged i
Thisted, om at repræsentere dem under sagen.
Så kunne man begynde at gå huset løseligt igennem.
Rettens segl blev sat for døren til et lille kammer, vist det der ellers kaldes buret og blev brugt
til at gemme service i. Det kunne jo godt være værdifuldt og var let at fjerne. Der blev også sat
segl for døren til loftet, hvor kornet lå, og for kister og skabe. Et lille skab blev dog lukket
op, et hængeskab af den slags, som man plejer at gemme penge og værdipapirer i. Man tænkte vel, at
der kunne ligge rede penge i det, og dem var det bedst at få anbragt sikkert. Der lå da også over
70 rdl. I sølv, og det var mange penge dengang. Men hvis man er blevet overrasket over at finde så
meget, må man næsten have tabt både næse og mund af forbavselse, da man fandt et jernbeslået
pengeskrin i sengen og fik det lukket op.
Skrinet var fyldt til randen af sølvpenge af alle slags, gamle og nye, store og små. Der var
specier, kroner, kurantdalere, "nældeblade", "korsstykker", markstykker, 28-skillingsstykker og en
mængde små sølvmønter. Det blev talt op, hvor mange stykker der var af hver slagt, og de blev så
taget i forvaring af byfogeden, som nu var kommet. Det besværlige arbejde med at regne ud, hvor
meget det hele var værd i almindelig mønt, blev opsat til siden, men det viste sig da, at der var
godt 526 rdl., en meget stor sum efter datidens forhold.
De mange penge i boet kan virke overraskende. Man får da en mistanke
om, at de rede penge af en eller anden grund ved tidligere skifter er gemt bort.
I boet efter de to søstre havde det imidlertid ikke været muligt at få
de rede penge bragt til side på grund af deres pludselig død og den øjblikkelige indsats fra
rettens side og det er måske forklaringen på, at de var der. Senere under skiftet blev der påstået,
at nogle penge var skaffet af vejen ved et andet skifte, så det har nok ikke været noget ukendt
fænomen.
Da pengene var samlet sammen, tog man et hurtigt skøn over, hvad der
ellers var i huset, sådan at man ved den endelige registrering kunne se, om noget var forsvundet,
og en af de afdødes slægtninge, Inger Christensdatter Weje fra Faartofte, påtog sig at bo i huset
og holde opsyn med det, ligesom slægninge lovede at tage sig at de dødes begravelse.
Så kunne rettens folk begynde at behandle selve mordsagen. Blandt
borgerne i den lille by, hvor alle kendte alle og viste alt om alle, blev mistanken straks rettet
mod en ung handskemagersvend Just Jensen Dahle. Hans hjem lå lige sønden de to søstres gård, så han
må have kendt dem og deres forhold ret nøje. Nu var han flyttet hjemmefra og hen til Peder Pedersen
Skomager på Knakken, og han havde ikke noget godt ry på sig. Hans moder forklarede siden, at han i
lang tid havde skyet hende og unddraget sig hendes råd og advarsler, og hun klagede over, at folk
skjulte og hælede ham for hende, så hun end ikke kunne få ham i tale, altså åbenbart en skidt
knægt.
Man søgte efter ham og fandt ham hos hans vært. Han havde blod på
klæderne helt op under armhulerne. Halskluden var også blodig, og hans fingre var forskåret. Det
var nok til at han straks blev sat i arresten, men han nægtede at kende noget til mordet, og man
fandt kun nogle småpenge hos ham. Folk var naturligvis ivrige efter at få det uhyggelige mord
opklaret, og de søgte omkring Nørregade for at finde noget, der kunne hjælpe til. En mand fra Brund
var da så heldig at finde en kårde, der lå mellem tømmer og nælder nær ved den lille træbro. Det
var et ejendommeligt våben, som folk i byen vidste at de to søstre havde ejet.
Så gik man den mistænkte hårdt på klingen. Hvor havde han været henne
den nat, og hvad havde han lavet ? Og så diskede han op med en højst usansynlig historie. Jo, han
havde været ude den nat og flere nætter før for at lede efter en nedgravet skat, og han havd ehaft
en spade med, som han havde lånt af podemester Hans Clausen. Kården ? Jo den havde han taget med,
for "hvis Fanden havde ligget på skatten, skulle han vige, når han fornam stål"!
Det hjalp ham naturligvis ikke. Indicierne var for stærke, og den 9.
Juli gik han til bekendelse. Det undrede jo retten, at han ikke havde stjålet flere penge, da der
var så mange, men han forklarede, at da han havde taget de få skilling, man fandt på ham, "var hans
sind ganske afvendt" fra at røre de myrdedes øvrige ejendele.
Det er troligt nok. Han var nok ikke en brutal forbrydertype, men kun
en sølle stymper, der var kommet i pengetrang, og da han i panik over at være opdaget og måske
angrebet af de to søstre havde dræbt dem, er han vel blevet så forfærdet over sin frygtelige
gerning, at han ikke kunne tage mere.
Efter drabet flakkede han planløst om i byen, men han kunne dog siden
hsuke, hvor han havde været, og det forklarede han for retten, hvad det så skulle gøre godt for.
Han var gået ud af søstrenes gårdsdør, ne ad gyden til Jens Eriksens, drejede så vestpå ad
Østergade til den lille træbro og kastede kården fra sig i nogle nælder, gik over træbroen og
videre mellem præstegården og Niels Cappers til Store Torv og drejede så op ad Vestergade til den
latinske skole ved kirken.
Så gik han vesten og sønden om kirkegården, bag om kammerråd
Caspergaards have og Maren Pedersdatter Hvidbergs gård (hun var enke efter Thomas Graversen til
Nordentoft).
Derfra gik han ned ad gyden forbi Niels Pedersen Lunds gadedør go ned
til stranden. Han fulgte så fjorden til Bertel Mortensen Bays gård og gik op ad gyden og over
bækken til knakken, hvor han jo boede.
Og så havde hans tid snart ende. Kort efter blev han henrettet, vel
sagtens på retterstedet østen for byen, hvor galgen stod, og hvor marknavnet Galge Fald længe
mindede om den.
Egentlig var det arvingerne, der skulle have forfulgt sagen, når det
skulle gå rigtigt til, men som bygogeden skrev til stiftamtmanden i Aalborg, der var overøvrighed
for købstæderne i hans stift: De er alle bønder, og de bekymrer sig ikke om de døde, eller hvordan
de døde, langt mindre om at påtale det, men kun om at få arven i deres hænder som fundet gods. Så
måtte byfogeden altså tage sig af sagen og foreløbig tage omkostningerne ved rettergangen af de
penge, der var fundet i boet.
Snart efter mordet var der mange, der meldte sig som arvinger, men de
kom til at vente meget længe, inden de fik de rare penge. Først skulle boet registreres og
vurderes, som loven foreskrev. Det kunne ses, at de to søstre havde siddet jævnt godt i det, men at
de ikke havde levet som rige folk. Af møbler var der kun det sædvanlige og tilvante, som nu engang
hørte til i et jævnt borgerhjem og hos bønder på landet, og som man ikke kunne tænke sig at skifte
ud. Alt til praktisk brug og ikke til pynt. I storstuen et langbord, en fast bænk med en bænkekiste
ved bordenden, en løs skammel,fire kister og et hængeskab, og det var netop, hvad der hørte til i
en storstue. Men så var der også her en væv med alt tilbehør og med et påbegyndt stykke tøj.
Uldgarnet til islætten stod ved siden af. Hele tre spinderokke var der, den ene en "opstanderrok",
vel en spelterok, så begge søstrene har kunnet sidde og spinde på samme tid, og der var også to
stole.
Storstuen var altså arbejdsrummet, og vævningen deres levebrød. Anne
Jensdatters mand, Christen Andersen Knak, havde da også været væver som hans fader Anders
Christensen Væver på Knakken, og de to søstre havde forsat håndværket. Det kan man se af alt det
vævede stof, der blev fundet, 22 alen hørlærred, 13 alen blålærred (og noget uheglet hør), 18 alen
bolster, 18 alen stof af uld go hør, 20 alen bordklæde og meget mere. En bygkorns drejsdug var nok
til eget brug.
I storstuen var der ingen kakkelovn, men i den lille stue,
opholdsstuen, stod en bilægger af jern. Den kunne måske give tilstrækkelig varme gennem døråbningen
til de arbejdende søstre, når de sad ved væv og rok i storstuen. I den lille stue var der også
bord, bænk og skammel, og sengen stod vel også der. Den er blot ikke nævnt, fordi en almindelig
indelukket seng var fast inventar, men et blot sengeomhæng viser, at de ikke sov i den foldeseng
der også stod der.
Af værdigenstande var der kun få. To sølvspiseskeer, fem tinfade, ti
tallerkener, fire hollandske stenfade, tre stenkrus med tinlåg og fire brøndevinsglas var servicet,
men det kunne se ganske fornemt ud på den lange bygkorns drejlsdug med lys i de to malmlysestager,
når bår bænke, skamler og stole var dækket af hynder, blå me dhjorte på, grønne og "flamske". Så
var der en stenkrukke, 32 sølvknapper og en besynderlig ting som en messingkårde med sølvgrev!
Måske var det en gammel pyntekårde. Bogsamlingen bestod af Kingos salmebog og en bønnebog.
Tøj var der ingen mangel på, og meget af det var overraskende fint. Der
var f.eks. en brun kåbe af silke og en af mor (vatret silkestof), en kjole af blomstret silke, en
af kallemank og en af crepe, hvide huer og huer af rød silke go blomstret damask, "vifter" til
huerne, tørklæder, kniplinger, handsker og en muffe. Altså tøj til et par pænere borgerinder.
På loftet lå korn af sidste høst, rug, hvid og sort havre og malt,
deraf var otte tønder tørret malt, færdig til at brygge øl af. Besætningen bestod af en sort ko og
en broget kviekalv, en galt, syv får, to væddere og en kok og en høne.
På den tid havde de fleste borgere i byen jord, nogle meget, andre
lidt, men det var en betryggelse, at man i nogen grad var selvforsynende med fødevarer og uld til
tøj. De to søstre ejede ca. 10 td. Sæde fordelt rundt om på Thisted bymærk. Der var sået byg og
havre i halvdelen, og resten lå ud i græs. De har vel ikke selv arbejdet i marken, men haft folk
til det. En vogter og en hyrdepige nvænes mellem dem, der skulle have løn sammen med en mand der
havde kørt korn hjem og en der havde tromlet.
Skiftet siger at gården lå ved algaden (Nørregade). Huse og agre havde
dengang ikke noget nummer, matrikelnummer, olign. Der kunne stedfæste dem. I stedet for forklarede
man ret omstændeligt hvor ejendommen lå i forhold til veje og til naboernes ejendom. Metoden havde
den skavang, at det kunne blive vanskeligt at stedfæste ejendommen, når der med tiden kom andre
ejere i naboejendommene, eller når vejene skiftede navn, men man havde nu engang ikke andre.
Skiftet siger derfor: "Gården, som de salige afdøde iboede, strækker
sig til algaden imellem sr. Jens Eriksens nu tilhørende ladehus samt Jens Dahl skomagers enkes
iboende hus på den østreste og Peder Skinnerups på vestre ende, tillige med et ladehus, beliggende
med sønderenden til algaden tvært over for sr. Lübeckers ladehus med vestre side til afgangne Maren
Smeds øde hus, med østre side til en øde ejendom og med nordenden til vejen, som går ved byens
kast, og løber der imellem ralings- og ladehuset en kørevej fra førnævnte algade op og langs med
byens kast, ligesom den nu forefindes."
Så var registreringen til ende, go byfogeden bekendtgjorde ved trykte
plakater og ved en trommeslager i gaderne, at der ville blive holdt auktion i dødsboet den 14.
Juli. Ved den lejlighed blev det hele solgt, og skiftet blev opsat til den 14. September, for at
folk, der havde penge til gode, kunne melde sig, sådan at boet kunne gøres op. Så skulle det hele
være klart, men der skulle gå lang lang tid, før man kunne få ende på sagen, og arvingerne blev
utålmodige.
Arvingerne, ja hvem var det egentlig. Der var mange der gerne ville
have en bid af den fede kage, og de pressede på, men rettens folk lod sig ikke provokere. De
begyndte koldblodigt at skille fårene fra bukkene. Nogle "arvinger" forsvandt sêa af sig selv, og
andre blev efterhånden sigtet fra.
Anne Vandet var som halvgammel pige blevet gift med Christen Andersen
Knak, som var død 1717 efter to års ægteskab. Ved skiftet efter ham var der ikke blevet så meget
som en skilling til hans arvinger, og nu mente de, at de var blevet snydt. De to gamle søstre kunne
umuligt i de få år, der var gået siden dette skifte, have samlet så mange penge og så meget gods.
Noget måtte være stukket til side ved det skifte, og nu forlangte Christen Knaks arvinger hans tre
søstres mænd, erstatning. Naturligvis fik de ingenting. Det lod sig simpenthen ikke gøre at lave
det gamle skifte om, og det kunne heller ikke redes ud nu, hvem af de to søstre, der havde ejet
hvilket. Ud med Ebbe Pedersen Brogaard, Jens Hansen Winter og Oluf Christensen Smed.
Så var der Lars Salmonsen i Faartoft, som var mødt for sin svigermoder,
Anne Nielsdatter og hendes børn. Hun var kusine til Jens Pedersen Vandet, de to søstres fader, og
det ser ud, som om denne Faartoftfamilie har haft mere samkvem med søstrene end mange af deres
nærmeste slægtninge. Lars Salmonsen havde på mange måder hjulpet til med ordningen af boet, og hans
svigerinde Inger Christensdatter Weje, havde jo passet huset indtil auktionen. Mens Jens Vandet
havde haft to søskende, og deres børn var nærmere til at arve. Det forstod Lars Salmonsen også
godt, og dermed var han ude af billedet.
Så skulle der kun være rette arvinger tilbage, men retten kunne ikke
nøjes med deres egne forklaringer om deres slægtskab med søstrene. Der måtte beviser til. Dem kunne
man på den ikke vente at finde i kirkebøgerne, for man skulle over 100 år tilbage, og da var der
ingen kirkebøger. Man måtte også finde frem til, hvor arvingerne boede, og det stod heller ikke i
kirkebøgerne.
Altså brugte man den sædvanlige form for bevisførelse. Man indkaldte
vidner for by- og herredsting, hvor de vidnede om, hvad de vidste om de afdødes nærmeste slægt. Så
mødte da adskillige gamle mænd, der havde kendt Jens Vandet og hans slægt, for bytinget og
herredstinget.
Jens Pedersen Vandet havde haft en broder og en søster.
Broderen, Simon Pedersen (død 1718, f. ca. 1640) havde boet i Nors og havde fire børn: 1) Anne
Simonsdatter (af 1. Ægteskab f. 1678) var død, men havde været gift med Mikkel Jensen i Snejstrup
og havde tre børn, Jens Mikkelsen, Simon Mikkelsen og Kirsten Mikkelsdatter. 2) Kirsten
Simonsdatter (f. ca. 1700), gift med Jens Christensen Lynderup i Tingstrup. 3) Anders Simonsen (f.
1702) i Nors. 4) Peder Simonsen Krogsgaard i Hundborg (f. 1706)
Søsteren, Maren Pedersdatter og hendes mand Mads Nielsen Nebel, havde boet i Øster Vandet, men bar
begge døde. De havde haft fem børn: 1) Terkel Madsen i Vislynge, Nors sogn (død 1739, f.ca. 1677).
2) Anne Madsdatter i Øster Vandet, hvis søn Peder Pedersen Yde ved Bleghuse også nævnes i skiftet.
3) Else Madsdatter, gift med Anders Nielsen Vert i Hillerslev. 4) Inger Madsdatter, der var ugift.
5) Christen Madsen.
De to sidstnævnte var det vanskeligt at få opsporet. Man mente først, at Inger var på Mors, men
siden fandt man frem til, at hun var på Pandum ved Nibe. Måske var det Peter Lübeckers broder ,
Henrich Lübecher i Nibe der havde fundet hende. Han optrådte siden på hendes vegne i sagen. Man
vidst, at Christen Madsen skulle bo et sted i Sønderjylland, men hvor vidste man ikke. Måske var
han kommet derned med en flok stude og var blevet hængende. På den tid var der nogen forbeindelse
mellem Sønderjylland og Thy gennem studehandelen, og det hændte, at sønderjyder kom herop på
handelens vegne. Man spurgte sig da for, og det lykkedes at finde en mand der kendte Christen
Madsen, go vidste, at han boede i Store Emmerske ved Tønder og kaldtes Christen Madsen Østervandet.
Nu var det så opklaret, hvem der var arvinger efter de to søstre på
deres faders side, men der kunne jo også være arvinger på moderens. Hun var blevet gift med Jens
Vandet i 1672 i Stagstrup og hed Karen Knudsdatter, men hun var død allerede 1694, og måske var
forbindelsen med hendes familie hørt op for længe siden. Der havde i hvert fald ikke meldt sig
slægtninge. Retten turde dog ikke risikere, at der siden skulle komme nogle af dem og kræve arv, og
derfor måtte man følge loven og udstede proklama, der blev læst ved by- og herredsting og på
landstinget i Viborg.
Det tog igen lang tid, og andre end arvingerne blev utålmodige. Major
Kraft til Raastrup, der ejede Krogsgaard i Hundborg, som Peder Simonsen havde i fæste, klagede
således over, at gården var forfalden, men ikke kunne blive gjort i stand, før Peder Simonsen havde
fået sin arv. Han krævede derfor, at der i det mindste blev udbetalt et forskud på arven til ham og
hans bonde. Det tog retten dog ikke hensyn til. Han måtte vente ligesom de andre, om han så aldrig
så meget var herremand.
Der meldte sig imidlertid ingen arvinger på moderens side, og så kunne
man begynde at regne ud, hvad hver arving kunne tilkomme.
Auktionen havde indbragt godt 488 rdl. Og der var næsten 526 rdl. I
rede penge, så boets formue var i alt 1015 rdl. Der var ingen gæld, og når udgifterne ved
begravelsen og under skiftet, i alt 151 rdl. Blev trukket fra var der 864 rdl. til deling, men der
var endnu et problev, der skulle løses, før arvingerne kunne få deres penge. Hvem skulle betale de
omkostninger, der havde været ved rettergangen og foreløbig var blevet taget af boets rede penge ?
Den samvittighedsfulde byfoged spekulerede. Var mordet sket på landet,
havde sagen været klar. Så skulle amtet betale, men hvordan var det i en købstad ? Skulle de ret
store udgifter lignes på de forholdsvis få beboere i en lille by, ville det betyde en følgelig
byrde for dem, men i et amt, hvor der var mange flere om at betale, ville det kun betyde lidt for
hver enkelt. Det kunne ikke være retfærdigt. Altså skrev byfogeden til sin foresatte,
stiftamtmanden i Aalborg og gav ham en udførlig redegørelse, både for drabssagen og for sine tanker
om udgifterne ved rettergangen.
Det varede længe, før han fik et endeligt svar. På et år skiftede man
nemlig stiftamtmand to gange, og hver gang måtte den nye stiftsamtmand sætte sig ind i alle løbende
sager. Først den 29. Dec. 1735 kunne stiftamtmand Claus von Reventlow meddele, at sagen havde været
forlagt kancelliet i København, og at der var udstedt en kgl. Resolution, hvorefter udgifterne
skulle fordeles mellem købstæderne i Aalborg og Viborg stifter.
Men de stakkels arvinger måtte vente endnu en rum tid, for købstæderne var meget sendrægtige med at
betale. Endnu i februar 1737 havde kun Nibe, Skive og Hobro betalt, og der måtte igen rykkes for
pengene fra de andre byer. Det må være sket meget effektivt denne gang, måske ved stiftamtmandens
indgriben, for straks efter kom de pålignede beløb, go 29. April 1737 efter næsten to års forløb
kunne byfoged Jørgen Christian Poulstrup endelig slutte det lange og besværlige skifte og dermed
den sidste udløber af drabssagen.
Kilder:
Thisted kirkebog / Nors kirkebog /Ekstrakt af retssagen i Thisted byhistoriske arkiv / Skifte efter
Maren og Anne Jensdatter Vandet i Thisted skifteprotokol.
Kilde:
Uddrag af Torsten Balles beretning i Historisk Årbog for Thy og Mors 1973 s.372-387.