Kildehenvisninger
1. [Født: 21 mar 1833 i Vester Skaarupgaard, Vester Vandet Sogn, Hillerslev Herred,
Thisted Amt]
- kilde: Titel: Peter Wegebergs Hjemmeside - http://peter.wegeberg.dk/default.htm¨ , i arkivet:
2. [Død: 16 okt 1910 i Brabrand Præstegaard]
- kilde: Titel: Peter Wegebergs Hjemmeside - http://peter.wegeberg.dk/default.htm¨ , i arkivet:
3. [Begravet: 28 okt 1910 i Brabrand Kirkegård]
- kilde: Titel: http://www.nordentoft.com/Familien/bernhard/aner/detaljer/d34.htm , i arkivet:
Biografi http://www.nordentoft.com/Familien/bernhard/aner/detaljer/d34.htm
Kilde: Vester Vandet KB - CD - længere nede
Kilde: PNT og VCMþs slægtshistorie - længere nede
Kilde: August F. Schmidt: Brabrand og Aarslevs sognes historie III - længere nede
Kilde: Brev fra Inger Nordentoft til Peder Nordentoft Thomsen - længere nede
Kilde: Dansk biografisk leksikon, 3. udg.: Nordentoft - længere nede
Kilde: Peder Nordentoft Thomsen: Meddelelser til Børn og Børnebørn om mit Liv - længere nede
Kilde: Danmarks kirker, Aarhus amt, XVI,3, Brabrand - længere nede
Trykte Kilder:
Peder Nordentoft Thomsen: Meddelelser til Børn og Børnebørn om mit Liv. Prior 1934
Ved Sognepræst til Brabrand og Aarslev Peder Nordentofts jordefærd 28. oktober 1910. (Hvori taler
af Johannes og Benedict Nordentoft)
August F. Schmidt: Brabrand og Aarslev Sognes Historie III. Eget forlag, Brabrand 1939. (Hvori
bl.a. artiklen "En Stammemoder" om Vincentia Thomsen af Benedict Nordentoft.)
Endvidere kan der være grund til at nævne "Lejlighedsdigte af og i familierne Qvistgaard og
Nordentoft", der blev udgivet i København 1915, samt de to romaner "Jens" og "Jørgen Laasbyes
Barndom". Jens var skrevet af Severin Nordentoft under pseudonymet Exsul og udkom i 1893, og Jørgen
Laasbyes Barndom blev skrevet af dennes søn Knud Nordentoft og udkom 1923-24. Ingen af disse bøger
er strengt selvbiografiske, men afspejler utvivlsomt miljøet omkring Brabrand kirke.
Danmarks Præstehistorie 1884-1911
Danpa: 751-22 Brabrand-Årslev Lokalhistoriske Samling, reg.nr.: 9026: "Nordentoft-familien,
Brabrand"
Yderdatering 1885-1991. Omfang 1 pk. 12 læg:
1. Diverse år: Bøger skrevet af medlemmer af familien Nordentoft - 1 pk.
3. O. 1885 Beskrivelse af Brabrand m. kort, lavet af Benedict Nordentoft - 1 læg
4. 1891-93 Kopibog med indlagte skrivelser fra Nordentoft-børnenes leg 1886-90 - 1 læg
9. 1905-10 Regnskabsbog fra pastor P. Nordentoft Thomsen.
1909-16 Sædskifteplan over præstegårdsjorden (anbragt i ovennævnte regnskabsbog
1909-10 2 skattekvitteringer (anbragt i ovennævnte regnskabsbog - 1 læg
10. 1910 "Ved Peder Nordentoft Thomsens Jordefærd 28. Oktober 1910"
1911 Kopi fra "Danmarks Præstehistorie" 1911 vedr. Peder Nordentoft Thomsen - 1 læg
12 1910 Ved pastor P. Nordentoft Thomsens Jordefærd 28. oktober 1910
1914 Tale ved enkefrue Vincentia Nordentoft Thomsens jordefærd 15. febr. 1914, holdt af A.
Bartholdy Møller.
1937 Benedict Nordentofts mindetale ved læge Poul Nordentofts begravelse 7. august 1937
1965 Nekrolog i "Gynasieskolen" over Lorens Nordentoft - 1 læg
13. 1990-91 Indbydelse til Slægtsstævne. Anm.: Med adresseliste - 1 læg
Vester Vandet KB, CD:
1833 21 Marts. Peder Thomsen. Forældre: Gaardmd Thomas Jespersen og Hustrue Inger Christens-Datter
Nordentoft i Vester Skaarupgaard. Døbt 8te April i Kirken. Fadderne: Gaardmd: Christen Hyldgaards
Hust Ane Sørensdatter og Gaardmd: Niels Kudsk Hust Kjerstine Steentoft; Grdmd: Stephan Nielsen
Skaarup alle af Nors Sogn; Sognefoged Christen Frøekjær af W: Wandet og Ungk: Anders Thomsen af W:
Skaarup.
Fik ved kgl. Bevilling af 1889 2. December Tilladelse til at føre Navnet: Peder Nordentoft Thomsen.
(VA 439/1901).
PNT og VCMþs slægtshistorie
Peder Nordentoft Thomsen
blev født den 21/4 1833 på Skaarupgaard i Thy, og han døde som sognepræst i Brabrand 16/10 1910.
Peder Nordentoft Thomsen (= P.T.) var søn af Thomas Jespersen (1780-1849) og dennes 3. hustru Inger
Christensdatter Nordentoft (1803-1884).
Skaarupgaard var en stor gård med mange børn (12 i ægteskab med Inger + 8 fra de to tidligere
ægteskaber), mange tjenestefolk, isoleret beliggenhed, en verden for sig. Moderen, Inger Nordentoft
styrede gården videre efter faderens død, opfedede stude og sendte dem til Husum, Hamborg o.l.,
passede gårdens drift. Børnene hjalp til som en selvfølge. Inger var rolig, selvsikker, hæderlig,
vant til at styre, religiøs, en god moder, streng og alvorlig, men ikke for streng P.T. var den
tredieældste af Inger Nordentofts børn.
1902 navneforandring til Nordentoft, efter et noget nølende samtykke fra de "ægte" Nordentofter,
stammende fra P.T.`s morfader.
Drengen viste sig tidlig usædvanlig lærenem, og tilskyndet af sognepræst Frederik Nicolai Severin
Michelsen i Øster og Vester Vandet blev han 11 år gammel sat i skole i Thisted og indlogeret hos en
morbror, købmand P.C. Nordentoft. Pastor Michelsen, der langt senere blev P.T.`s svigerfader,
fulgte drengen med råd og dåd gennem alle barndoms- og ungdomsårene. P.T. gik en tid lang til
undervisning i Agerholm Præstegård hos pastor Michelsen.
I 1844 kom P.T. til Aalborg Kathedralskole og blev anbragt i et lidet lysteligt pensionat, der
lejede ud til "latinere".
I 1849 døde P.T.`s far, og hans mor sad tilbage med mange mindreårige børn og en ganske stor
ejendom.
P.T. følte sig i skoletiden ofte alene og rådvild. Han savnede stærkt en faderlig støtte i det
daglige "Hvad han i en tidlig alder oplevede af Hjemve og Ensomhedsfølelse, glemte han aldrig"
(Benedict Nordentoft ved faderens begravelse). P.T. var altid senere hen optaget af børns
opvækstsvilkår, og han hjalp og støttede, hvor der var anledning til det. Han gjorde sit yderste
for, at hans egne børn skulle få en lettere opvækst. Han støttede og opmuntrede dem kristeligt og
moralsk-formanende og manende og, måske fordi han selv var vokset op uden en sådan støtte, gjorde
han efter sønnernes mening vel meget ud af det, specielt alle formaningerne og rettelserne følte de
vel rigelige, efterhånden som de kom til skelsalder.
Efter studentereksamen kom P.T. til København, hvor han som en selvfølge valgte det for mange
såkaldte bondestudenter traditionelle studium: Theologien. Han havde gode studieår, og mange af
hans studiekammerater blev hans venner for livet. "Pi Thoms" kaldte de ham. I "Meddelelser til Børn
og Børnebørn om mit Liv" beretter han intet om sin theologiske læsning og om overvejelser af
theologisk art i studietiden, men han synes (når man tænker på hans senere liv og færden) at have
været - eller være blevet - en tradiotionel lettere højkirkelig theolog med et anstrøg af
rationalisme, "trosstærk og from i gammelluthersk Stil" (A.F.Schmidt), men absolut i modsætning til
mere moderne retninger som Grundtvigianisme og Indre Mission, og han blev også en arg modstander af
Brandesianismen, hvilket man vist godt kan nævne i denne sammenhæng. Takket være pastor Michelsens
introduktioner blev P.T. regelmæssig gæst hos bl.a. justitsråd Bang, der var gift med en søster til
pastor Michelsen, og hos daværende kaptajn, senere admiral Gottlieb, fru Michelsens bror. I disse
to familier traf han oftere pastor Michelsens datter Vincentia, som han jo kendte fra barn, "hun
læste nu i nogle år hos frøken Zahle". I 1855 fik P.T. regensplads og det store kommunitet. Han
synes i øvrigt aldrig, selv om han levede yderst beskedent, at have givet udtryk for mangel på
midler. Tværtimod skriver han, at han altid fik hjemmefra, hvad han havde brug for. Han var sikkert
allerede i studieårene en dygtig administrator og økonom (som hans mor var det).
I 1857 blev han forlovet med Vincentia, der efter et Københavnsophold kom hjem og var lærerinde for
sine yngre søskende i hjemmet i Vrensted, og i januar 1859 blev han theologisk kandidat. I maj blev
han ordineret og fik et midlertidigt hjælpepræste-embede i Ormslev, hvor hele det administrative
arbejde blev ham overladt (Det var ikke lidt dengang, hvor blandt meget andet skolevæsen og
fattigvæsen var under kirkelig administration). I nov. 1860 måtte han tage sin afsked på grund af
vedvarende sygdom (lægerne frygtede tuberkulose), og han tilbragte vinteren til dels i sit
barndomshjem og dels hos sine kommende svigerforældre. I maj 1861 havde han det så meget bedre, at
han påtog sig hjælpepræsteembedet i Aarslev og Tilst, hvorfra han en tid lang også vikarierede for
sognepræsten i Brabrand. I 1863 forlod han Aarslev og Tilst og blev konstitueret som "pastor
vicarius" i Brabrand sogn, d.v.s. ikke egentlig sognepræst, men en løs ansættelse, der skulle vare,
indtil det kom orden i sognefordelingen i området. Men på denne stilling turde han da endelig gifte
sig. Brylluppet stod den 26/4 1864 i Dover kirke, hvor pastor Michelsen i 1861 var blevet
sognepræst. Det blev et meget stilfærdigt bryllup, idet tyskerne stod for døren (Dybbøl faldt jo
den 18. april). Præstegården i Brabrand fik da også kort efter brylluppet indkvartering af to tyske
officerer og et dusin menige. Denne invasion forløb fredeligt nok, men kan have været en af
årsagerne til præsteparrets senere engagement i "forsvarssagen".
De følgende år blev arbejdsomme for præsten og hans kone. Ud over det sædvanlige arbejde som
sognepræst (der med hensyn til praktisk arbejde var langt strengere end i dag) var P.T. blandt
meget andet involveret i omlægningen af sognene, hvorved Brabrand blev knyttet til Aarslev, og
Tilst til Kasted. I 1867 blev han sognerådsformand (til 1873) og formand for skolekommissionen i
Brabrand og Aarslev. Arbejdet med tilsyn af skolerne tog han specielt seriøst. Som før nævnt:
Uddannelse af børn og unge særlig af arbejder- og bondestand lå ham stærkt på sinde.
I 1873 gik endelig sognefordelingen i orden, og sognepræsteembedet i Brabrand-Aarslev blev opslået
ledigt, vikarordningen var ophørt. Beboerne i sognene henvendte sig på eget initiativ til
myndighederne i København og anmodede om at få deres "vicar" igennem 10 år til sognepræst. Hvilket
han da blev og var til sin død i 1910.
I 1873 begyndte så det trælse arbejde med opførelse af en ny præstegård. Den gamle var særdeles
utidssvarende. Det var en gammel bindingsværksgård, der i dag nok var blevet fredet; men det var
uladsig-forestilleligt i 1873.
I 1875 og 1876 led P.T. meget af en art strubekatarr, der krævede flere Københavnsophold og til
sidst en operation. Men siden gik livet i præstegården sin gang uden store ydre begivenheder. I de
senere år gjorde "storbyen" Aarhus sig stærkere gældende også i Brabrand, der jo før var et
regulært landsogn; der kom nye folk til, som ikke altid harmonerede med det vante liv i sognet. Det
blev ikke lettere for en gammel præst med tiltagende svagelighed at holde kontakt med den voksende
gruppe af "nye mennesker".
Men i sine velmagtsdage havde P.T. hånden på tømmerne. Han brugte sine kræfter på det nære
sognearbejde, selv om han vågent fulgte med i, hvad der skete i det øvrige land. Ved Tilst
Teglværk, første gang nævnt i 1883/84 arbejdede en del gifte arbejdere, der havde deres hjem i
Aarslev og Brabrand m.v. De vandrede på deres fod den ofte lange arbejdsvej frem og tilbage morgen
og aften, år efter år. Ved teglværket rørte sig et frodigt folkeliv. Beboerne her havde ikke noget
imod at høre præsten, men de ville ikke gå i kirke. Derfor drog den pligtopfyldende og energiske
P.T. om søndagen efter kirketid ud til teglværket, hvor han så i "Pinds Mølle" (en lermølle, der lå
tæt ved) holdt gudstjeneste for teglværksfolkene, der mødte flittigt op både med koner og børn.
P.T. var erklæret højremand, men dette stod ikke i vejen for hans dybe respekt for bønder og
håndværkere og arbejdere, når blot de var ærlige og arbejdsomme. Tjenestefolkene i præstegården (og
det drejede sig jo i de tider nødvendigvis om mange mennesker) havde familiære kår. Der blev ikke
gravet skel mellem herskab og tjenestefolk. Men der skulle bestilles noget. Et krav, der gjaldt
præstens børn, lige så vel som det gjaldt folkene. Noget tyder dog på, at P.T.`s opfattelse af
mådehold og nøjsomhed som kristelige dyder, der sømmede sig en præst og hans familie, ikke altid
deltes helhjertet af alle medlemmer af samme familie.
De politiske og kirkelige stridigheder i slutningen af århundredet var ham til stor sorg. Men
særlig bekymrede det ham, at forsvarsviljen i landet ikke blev hævet op over partikævlet. Han
indprentede sine børn, at "sit fædreland skylder man alt, hvad man kan udrette". P.T. blev opfattet
som en myndig mand, en gudsfrygtig men måske lidt streng mand. Han var kritisk og skarp, måske lidt
rethaverisk og krakilsk med hensyn til småting i dagliglivet
Men han var - både i familien og ude omkring - kendt som en retsindig og ærlig mand og meget
hjælpsom mod folk, som kom i nød. Han var en meget dygtig administrator i sit store embede. Han
"stillede store krav til andre, men de største til sig selv; han var en såre nøjsom mand, der undte
sig selv meget lidt af nydelse i livet". (Benedict Nordentoft.
Han har næppe haft de store lyriske evner. Han var den flittige og dygtige husbond i sit hjem,
praktisk i alt arbejde, ilter af væsen og som præst trosstærk og from i gammeldags luthersk stil..
Elleve børn voksede op i Brabrand præstegård:
Inger blev sygeplejerske
Severin blev læge, gift med Marie (Mitte) Qvistgaard
Johannes blev præst, gift med Karen Munck.
Anine uddannet lærerinde, gift med Aage Prior.
Benedict blev præst, gift med Mary Christiansen.
Poul blev læge, gift 1. gang med Astrid Kabell, 2. gang med Marie Dorthes Mathisen.
Helga blev jordemoder, gift med Fridlev Køster.
Anna blev sygeplejerske.
Peter blev sagfører, gift med Alice Halgreen.
Jakob blev læge, gift med Ellen Halgreen.
Elisabeth blev tandlæge - og efterhånden hele slægtens "Faster Søster".
Livet i præstegården blev en sær blanding af gammeldags patriarkalsk enevælde og moderne
fremsynethed. Det synes at have voldt den aldrende præst både overraskelse og sorg, da hans sønner
efterhånden, to ad gangen, med mere eller mindre bulder og brag kastede det fædrene åg af sig. Han
syntes ikke at have fattet, at sønnerne følte (mindre eller mere), at han stod i vejen for deres
personlige, selvstændige udvikling; han syntes derimod, at de blev sørgeligt respektløse. Der er
noget, der tyder på, at de af sønnerne, der mest følte sig tøjrede og mest slog sig i dette tøjr,
var dem, som lignede faderen mest i temperament, i hvert fald på de områder, der gav mulighed for
konflikter. Men han sørgede for, at alle hans børn fik en god uddannelse. Og han financierede dem,
hvilket må have været en økonomisk kraftpræstation. Og selv om nogle af sønnerne i perioder ikke
kom i præstegården - eller præsten, når de kom, hensynsfuldt trak sig tilbage til studerekammeret -
så frasagde den gamle far dem ikke sin pekuniære støtte. F.eks. sendte en af de mere stridbare midt
under generations-kløfts-graverierne bud hjem, at han manglede klæder at gå til eksamen i, og
straks fik han tilsendt 100 kr. (og det var penge dengang). En anden af de mere iltre gav efter
overstået embedseksamen udtryk for, at det var jo skønt at have en embedseksamen ganske uden gæld.
Også pigerne fik en uddannelse, ja blev tilskyndet til det, og det var ikke helt almindeligt rundt
i landets præstegårde på den tid. Rigtignok bestemte han også i nogen grad, hvilken uddannelse
pigerne så skulle have, men der var jo dengang heller ikke ret meget at vælge imellem.
Det mere glade, følelsesbetonede liv i præstegården var præstekonens domaine: Leg og sang,
litteratur- og sprogstudier, naturoplevelser og poetiske skriverier. Præsten selv var nok en noget
for alvorstung natur og for bebyrdet med arbejde til at være rigtig med i det glade poetiske liv,
der for mange efterkommere står som kvintessensen af livet i Brabrand Præstegård. Men sammen med
små børn kunne han også være ureflekteret og munter. For den hastigt voksende skare af børnebørn
var
han en dejlig bedstefar.
Det var nu nok ind imellem vanskeligt for P.T. at ryste af sig den prægning, han fik i barndommen,
og den hang til at mærke sig værdsat efter fortjeneste, som vel lå i hans natur, og som var blevet
næret af hans liv fra hans ellevte år og af hans studietid, hvor han, så dygtig han end var,
sommetider kunne føle sig som en kejtet "bondestudent".
Johannes Nordentoft talte ved sin fars begravelse om den kraft, hvormed denne levede sig igennem og
rejste sig efter sygdom og sorger og nederlag, en kraft, der - som han selv gav udtryk for det -
var givet ham af Gud, en Guds nærværelse, der ogsa var en trøst og en glæde for ham i hans sidste
dage, og så fortsætter Johannes Nordentoft:
Der var hos Fader meget af den Eensidighed, den Karakterens Stejlhed, som ofte er Kraftens
Vrangside og Kraftens Begrænsning. (...) Men Faders Fejl var saa iøjnefaldende, fordi det er de
ærliges altid, de aabne og sanddru Karakterers, der ikke dækker over noget, men viser sig, som de
er. Som deres Fortrin er ogsaa deres Fejl lette at se, men saa er der heller ikke flere.
Og det udsagn er nu ikke så ringe et eftermæle.
Uddrag af Brabrand og Aarslev Sognes Historie III:
I Vrensted blev stud.theol. Peder Nordentoft Thomsen forlovet med Vincentia Christiane Michelsen -
ca. 1857 -. Peder Nordentoft Thomsen er gårdmandssøn fra Vester-Vandet sogn. Vincentias far, der
var præst i sognet, havde tidligt lagt mærke til hans evner. Son dreng gik Peder N. T. en tid lang
til undervisning i præstegården - Agerholm - hos sin senere svigerfar.
Efter at have været forlovet i 7 år, kunne de endelig holde bryllup, d. 26. april 1864, da Peder
N.T. var bleven præst i Brabrand, en lille mil vest for Aarhus. Brylluppet stod i Svejstrup
præstegård tæt ved de dejlige Himmelbjerg-søer, idet svigerfaderen et par år forinden var blevet
forflyttet fra Vrensted til Dover og Venge Sogne med bolig i Svejstrup præstegård. Tyskerne stod
den gang i Jylland, og det unge par fik straks en større indkvartering af fjendtlige tropper i
Brabrand præstegård.
I Brabrand virkede Peder Nordentoft Thomsen som præst i den lange tid 1863 - 1910. De fik en stor
flok børn, der fyldte den smukt beliggende præstegård - ja næsten hele byen - med liv og sang. De
intelligente drenge og piger modtog varige og stærke indtryk af deres sjælsstætke og energiske
fader og deres elskelige og poetisk begavede moder. Peder Nordentoft Thomsen har næppe haft særlige
lyriske evner. Han var den flittige og dygtige husbond i sit hjem, praktisk i alt arbejde, ilter af
væsen og som præst trosstærk og from i gammeldags luthersk stil.
Peder N.T. havde uhyre meget at varetage de første år i Brabrand, da der forestod en fuldstændig
omlægning af det store sogn og nabosognene, og han var bl.a. i 6 år formand for sognerådet.
Brev fra Inger Nordentoft til sønnen Peder Nordentoft-Thomsen, afskrevet og sendt til mig af Axel
Munck Nordentoft år 2000.
Inger Nordentoft var født 13. april 1803. 30 august 1823 blev hun gift med Thomas Jespersen, født
5. marts 1780, død 9. november 1849. Ejer af Store Skaarupgaard i Thy. Inger døde 10. novenber
1884.
Brev til sønnen Peder Nordentoft-Thomsen 1863:
Kjære Søn !
Kunne Brevet komme til Dig d. 19. Marts, saa vidt jeg ved 30 Aar. Gud give Du snart maatte faa
noget Embede, at Du kunde blive gift, det kunde vist være mere glædeligt for Dig, det er godt at
have en Ægtemage, som Du kunde have Trøst af. Du var jo bestandig mellem Fremmede, men det har Du
jo været det meste af dine Dage. Jeg vil med disse faa Ord ønske Dig til Lykke og haabe at Du for
Eftertiden maatte blive mere flink, som jeg jo nok tænker, Gud giver Dig Helsen. Jeg skulde, det
var min Pligt, sende noget til din gebursdag, men det skulle være Penge, dem har jeg saa faa af, nu
er det ogsaa saadan Hast, de skal til Thisted. Hils endelig Cense, jeg takker saa mange Gange for
hendes Brev. Gud give Eders Bryllup maatte blive i min Tid, da skulde jeg med Glæde møde Eder, om
jeg bliver buden, eller besøge Eder en anden Gang.
Din Moder
Inger Nordentoft
Skaarupgaard.
Min efterskrift:
Peder Nordentoft-Thomsen fyldte først 30 år d. 21. marts 1863. Til gengæld må moderen nok være
undskyldt. Hun blev gift som 20-årig, overtog 8 børn fra mandens to forrige ægteskaber - og fik
selv 11 børn.
- - - - Så det var måske lidt svært at huske børnenes fødselsdags datoer. - - -
Biografisk Leksikon:
Nordentoft
Denne slægt Nordentoft stammer fra Thy og føres tilbage til gårdfæster i Nors Vestergaard Thomas
Christensen Westergaard (ca. 1610-83), hvis tipoldebarn var skipper og handelsmand i Klitmøller
Christen Pedersen Nordentoft (1776-1827). Navnet, der gennem opkald stammer fra en gård i Sjørring
sogn, er videreført gennem både mands- og kvindeled, idet nogle af Inger Christensdatter
Nordentofts efterkommere 24.4.1901 fik navneforandring til Nordentoft.
Litt.: Chr. Krarup: Lauritz Schmidts slægtebog, 1926
Slægtstavlesamlingen, 1931
Johan Nordentoft: Optegnelser om slægten Nordentoft, 1940.
Peder Nordentoft Thomsen: Meddelelser til mine børn og børnebørn:
1874 blev præstegården dømt til nedrivning og en ny skulle bygges. Samtidig var reguleringen af
sognene der omkring gået i orden, hvilket medførte en hel del køb og salg af præstegårdsjorde, så
de passede til sognene.
"Naar det saa tages i Betragtning, at jeg samtidig hermed, med alt det Skriveri, som dermed fulgte,
skulde sørge for og bære Ansvaret for Opførelsen af den nye Præstegaard og Bortsalget af de gamle
Bygninger og alt, hvad dette medførte af Conferencer og Correspondance og en Tid fungerede som
Formand for Sogneraadet, og at jeg i et helt Aar inden Vacancen havde Tilst Sogn at betjene foruden
Brabrand og Kasted - (i Slutningen af 1872 og Begyndelsen af 1873 prædikede jeg ti Gange i tre
Kirker paa een og samme Helligdag, formenlig da Højtidsdage, hvad den over Gudstjenester,
ministerielle Forretninger og Katekisationer - jeg katekiserede meget hyppigt - førte Embedsbog
udviser; ogsaa i 1862 prædikede jeg nogle Gange i tre Kirker), - for ikke at Tale om Anlægget af
Brabrand Præstegaards Have, i hvilken jeg har ladet hver Træ plante, baade i selve Haven og i
Plantningen ved Indkørselen op langs Kirkegaarden, hvor den gamle Præstegaards Lade laa og dannede
Hegn for Kirkegaarden, alene med Undtagelse af de gamle Træer, der staar i Haven Vest for en Linie,
trukken lodret paa Stuehuset fra det vestligste Fag Vinduer i dette ned til Engen - Pigeon- og
Flaskeæbletræet nærmest Stuehuset er dog ikke plantet af mig. Naar saa dertil kommer, at jeg efter
at have begravet min Svigerfader den 16. Januar 1873 (min Svigermoder, Anine Augusta, født Gottlieb
døde i 1870) havde et betydeligt Arbejde med Opgørelsen af Naadsensaaret og af hans Bo (paa Forslag
af mig gav hans gifte Børn Afkald paa al Arv efter ham til Fordel for de ugifte), og naar det tages
i Betragtning, at jeg alle Dage, især i yngre Aar, har haft et svageligt Helbred, at jeg altid med
sjældne Undtagelser har skrevet baade Prædikener og Lejlighedstaler, vil enhver let kunne forstaa,
hvor omfattende og svært et Arbejde jeg i de Aar har havt, og jeg selv maa vel undre mig over Guds
store og underfulde Bistand ....
I Aaret 1875 blev jeg angreben af Sygdom i min Hals, der efterhaanden tog saaledes til, at jeg
tilsidst i Reglen kun kunde hviske, og, naar jeg sad ved mit Bord under Maaltiderne og vilde sige
noget, først maatte knibse med Fingrene eller paa anden Maade give det tilkende, for at der først
kunde blive almindelig Taushed og Opmærksomhed, for at min hviskende Tale kunde høres. Jeg led
utroligt ved at prædike og husker, at jeg en Skærtorsdag ved Middagsbordet brast i Graad.
Naturligvis havde jeg søgt Læge stadig; han erklærede, at det var nervøst og raadede mig til at
rejse, hvilket længe ikke lod sig gøre (i det Aar opførtes Lade og Stald); endelig langt om længe
kom jeg til Lægen (Chr. Bünger) med den Besked: Nu ser jeg mig endelig i Stand til at rejse, men
hvorhen ? - "Ja, helst til Udlandet for at faa Bjergluft". - Jeg: "Jeg egner mig kun slet dertil,
har aldrig været uden for Landet og vil helst blive i det". - Naa, ja, saa raadede han mig til at
rejse til Middelfart og opholde mig der. - Saa rejste jeg med min Hustru til Middelfart, hvor vi
bleve i 14 Dage og have et iøvrigt fornøjeligt Samliv med de to Brødre Prior (Præsten og
Boghandleren) og deres Hustruer; men det blev ringere og ringere med mig. - Saa besluttede jeg mig
til at rejse til Kjøbenhavn (min Hustru rejste hjem) for at consulere Dr. Engelsted; han undersøgte
mig og erklærede, at han mente, der var en lille Knude i min Hals, men at den nok kunde tages bort,
men viste mig til Dr. Haslund, Reservelæge under ham paa Communehospitalet, "der forstaar det bedre
end jeg", selv vilde han ikke paa nogen Maade modtage noget Honorar for Consultationen, da "han jo
ikke havde hjulpet mig; hvis han havde det - det var en anden Sag."
Dr. Haslund erklærede, at jeg led af en Strubekathar, som jeg havde gaaet med i flere Aar,
behandlede mig saa i Uger med Helvedesstens Penslinger og sendte mig tilsidst hjem til fortsat og
afsluttende Behandling af Dr.Bünger. Jeg havde under mit Ophold i Kjøbenhavn lejet et Værelse hos
en Fru Thrane og spiste paa Restautioner, men kom iøvrigt næsten ingen til, da jeg jo ikke maatte
tale med nogen, heller ikke kunde det, kedede mig altsaa stærkt, og da jeg erfarede, at Fru
Petersen paa Holmstrupgaard skulde rejse til Kjøbenhavn, telegraferede jeg hjem og bad om at faa
Severin, dengang i sit 9 de Aar, sendt over med hende; han kom og boede hos mig hos Fru Thrane og
gik med mig om i Byen og var mig til trøst i min Ensomhed, var en Aften, efter en Mørkningssøvn,
med mig i Tivoli og saa Fyrværkeri sammen med, jeg tror: een af Bangérne. - Efter at have været
borte i 6 Søndage - paa de 5 af dem besørgede mine Nabopræster, Seidelin i Storring, Krøyer i
Tilst, Bloch i Hasle og Th. Hansen ("græske Hansen") i Aarhus Gudstjenesten for mig - vendte jeg
tilbage og var efter en Tids Forløb temmelig rask. Men næste Aar blev jeg igen daarlig og søgte
paany Dr. Haslund i Kjøbenhavn, men maatte rejse til ham i Odense, hvor han ferierede hos sin
Svigerfader og fik den Besked, at jeg skulde komme til ham til September, naar han vendte tilbage.
Det gjorde jeg da, ledsaget af min Hustru, og fik den Erklæring, at der var vokset en Polyp frem
paa Stemmebaandet siden forrige Aar, som skulde tages bort. I 6 Uger blev jeg saa omtrentlig daglig
behandlet af ham, idet han med en Tang med Pandespejl søgte at nappe Polyppen bort, men maatte
først i længere Tid øve mig i at have et lille Spejl og en Tang i Halsen; ofte var jeg nær ved at
tabe Modet og spurgte ham: "Troe De, Hr. Doktor, at jeg nogensinde kommer til at tale igen ?" Han:
"Ja, hvorfor ikke det ?" Jeg: "Men mon det er muligt, at jeg kan komme til at synge ?" - Han: "Ja,
ogsaa det !" Altid var han i godt Humør og opmuntrede mig og udviste stor Taalmodighed; Naar han
enkelte Dage slet ikke kunde komme til at se mig i Halsen og behandle mig, og jeg da gjorde
Undskyldning, sagde han: "Det kan De slet ikke gøre for;" endelig en Dag - min Hustru var da med -
udbrød han, da han tog Tangen ud af min Hals, idet han holdt den hen for mine Øjne: "Hvad tror De,
det er ? Tror De ikke, vi har har Karlen?" - Jeg kunde kun se en lille bitte, bitte hudlap og turde
naturligvis ikke udtale nogen Mening derom; men det maa vel have været saa, at "vi havde Karlen",
da jeg hurtigt kom mig og ikke siden har fejlet noget i Halsen af varig Betydning.
Sluttelig skal jeg endnu tilføje, at jeg den 24. marts 1890 blev udnævnt til Ridder af Dannebroge.
Danmarks kirker, Aarhus amt, XVI,3, Brabrand, si. 1521:
Omkring midten af 1800-tallet var kirkegården, der planeredes 1848, omgivet af stendiger. Efter
nedrivningen 1874 af den ældre, firlængede præstegård på kirkegårdens østside opsattes midlertidigt
en hæk. 1908 gennemførtes endnu en planering. *)
I kirken: Bevarede brudstykker af en præsterække fra et nu nedlagt orgelpulpitur. På gesimsfrisen,
sortmalet: " [Series pastorum post] Reformationen". I fyldningerne, hvidmalet på sort bund,
præsternes numre og navne, de bevarede fyldninger med nr. 12 Peder Nordentoft Thomsen (1863-1910)
og Bartholdy Møller (1911).
Lysekroner: Tre skænket af sognepræst P. Nordentoft Thomsen og hustru.
*) August F. Schmidt: Brabrand og Aarslev sognes historie, 1962
1. 1 pk diverse år: Bøger skrevet af medlemmer af familien Nordentoft (jr.nr. 1997/18)
2. 1 læg omkr. 1885: Beskrivelse af Brabrand m. kort, lavet af Benedict Nordentoft. NB. Skrøbeligt.
Må ikke benyttes. Brug i
stedet fotokopien (jr.nr. 1997/18)
3. 1 læg: 1891-93: Kopibog med indlagte skrivelser fra Norentoft-børnenes leg Anm.: Skrivelserne er
fra 1886-90
4. 2 læg: 1899 og 1903: Breve til Benedict Nordentoft fra familien (jr.nr. 1997/18)
5. 1 læg: Breve til Benedict Nordentoft og hustru Mary i USA fra familien (jr.nr. 1997/18)
6. 1 læg: 1892-1914: Udtalelser om Fader og af Fader. Anm.: Indeholder avisudklip samt afskrift af
breve i forbindelse med
7. 1 læg: 1905-10: Regnskabsbog fra pastor P. Nordentoft Thomsen. 1909-16: Sædskifteplan over
præstegårdsjorden.
Anm.:anbragt i ovennævnte regnskabsbog 2 skattekvitteringer-Anm.:anbragt i ovennævnte regnskabsbog
(jr.nr. 1996/34)
8. 1 læg: 1910: Ved Peder Nordentoft Thomsens jordefærd 28. oktober 1910. Kopi fra "Danmarks
Præstehistorie", 1911 vedr.
Peder Nordentoft Thomsen ( j.nr. 1983/5)
9. 1 læg: 1914: Erindringsskjold i sølv om pastor P. Nordentoft Thomsen og hustru Vincentia fra
menigheden (j.nr. 1997/18)
10. 1 læg: 1910: Ved pastor P. Nordentoft Thomsens jordefærd 28. oktober 1910. 1914: Tale ved
enkefrue Vincentia
Nordentoft Thomsens jordefærd 15. febr. 1914, holdt af A. Bartholdy Møller. 1937: Benedict
Nordentofts mindetale ved
læge Poul Nordentofts begravelse 7. august 1937.
11. 1 læg: 1965: Nekrolog i "Gymnasieskolen" over lektor Lorens Nordentoft (j.nr. 1997/18)
12 1 læg: Indbydelse til slægtsstævne. Anm.: Med adresseliste (j.nr. 1997/18)