Kildehenvisninger
1. [Født: 3 okt 1882 i Klitmøller, Vester Vandet Sogn, Hillerslev Herred, Thisted
Amt]
- kilde: Titel: Gravsten på Klitmøller Kirkegård 2004 , i arkivet:
2. [Død: 19 maj 1974 i Klitmøller, Vester Vandet Sogn, Hillerslev Herred, Thisted
Amt]
- kilde: Titel: Gravsten på Klitmøller Kirkegård 2004 , i arkivet:
Biografi Knud Mortensens arkiv om matrikelnumrene i Klitmøller. Matrikel 10q -
http://arkiv.thisted-bibliotek.dk/klitm%C3%B8ller/
Thisted Dagblad, 29. september 1972.
Fhv. fisker Martin Konge, som var medstifter af Klitmøller Fiskeeksport, fortæller i denne
fødselsdagssamtale om langfart på sejlskibe, om tragedier, der ramte fiskerlejet, og om vemoden ved
at se kutterflåden forsvinde fra Klitmøller
To søskende, der bor dør om dør på alderdomshjemmet i Hanstholm, kan fejre 185 års fødselsdag i
dette efterår. Søskendeparret er fhv. fisker Martin Konge, der tirsdag den 3. oktober fylder 90 år,
og Ane Marie Konge, som den 17. november runder 95 år.
Begge er medlemmer at den Konge-slægt, der i flere generationer har sat sit præg på fiskerlejet
Klitmøller. Martin Konge var sammen med brødrene Anders og Jens højt respekteret blandt mølboerne.
De tre brødre, og da ikke, mindst Martin, var fremragende fiskere, altid villige til at række
kolleger en hjælpende hånd.
48 fiskere mistede livet én nat
Faderen, Chr. Konge, var også fisker, men for at klare dagen og vejen drev familien ved siden af
fiskeriet lidt landbrug. Allerede som 11-årig mistede Martin Konge sin far, der blev et at ofrene
for katastrofen i 1893, da 48 fiskere på én nat druknede på strækningen fra Klitmøller til
Harboøre.
- Sådan en tragedie glemmer man aldrig, siger Martin Konge i en fødselsdagssamtale. Mange, familier
blev denne nat ramt på en smertelig måde. Min mor stod alene tilbage med fem børn, men livet skulle
jo gå videre. Det betød, at jeg, der var den yngste at os tre drenge, måtte blive hjemme og hjælpe
til med at skaffe føden. Jeg skulle passe landbruget og havde også lidt arbejde udenfor hjemmet.
Derfor kom jeg først hjemmefra, da jeg var 17 år. Jeg fik hyre på en skonnert i Thisted. Vi sejlede
hovedsageligt med kul fra England. Jeg havde flere forskellige hyrer indtil jeg i 1902 skulle
aftjene min værnepligt ved marinen,
Med døden ombord
I soldatertiden blev jeg og et par kammerater enige om, at vi ville ud at sejle på langfart. Vi tog
til Hamborg og fik hyre på en stor, dansk bark, der havde en besætning på 20 mand. Med den sejlede
Jeg faktisk jorden rundt. Efter et års sejlads begyndte jeg dog at længes hjem. På det tidspunkt
var vi i Sydamerika. Jeg håbede på, at vi skulle vende næsen mod Europa, men rederiet sendte os i
stedet til en lille øgruppe i Stillehavet, hvor vi skulle laste gødning. Under lastningen var der
seks af besætningsmedlemmerne, der blev syge. Det viste sig at være tyfus. På grund at smittefaren
kunne de ikke blive ombord. Befolkningen , på øen ville ikke have noget med de syge at gøre. Derfor
blev vi nødt til at leje en fiskekutter. I den sejlede vi dem til et hospital i Sydamerika.
Hospitalet ville imidlertid ikke modtage patienterne, hvis tilstand var blevet forværret. Derfor
måtte vi sejle tilbage til barken med dem. Her døde to at dem senere, og deres lig måtte vi
efterlade på øen. Efterhånden havde vi fået barken lastet, og endelig kunne vi sætte kursen mod
Antwerpen. Det blev den længste og hårdeste tur, jeg nogensinde har oplevet. Da vi skulle runde Cap
Horn, var det blevet vinter. Det stormede og sneede. Jeg havde faktisk opgivet tanken om, at vi
nogensinde ville nå hjem, men vi var heldige, og 103 dage senere lagde vi til i Antwerpen.
Købte et sejlskib sammen med broderen
Denne tur havde lært mig meget, og én ting var helt sikker. Jeg havde fået nok af at være på
langfart. Derfor tog jeg hjem til Klitmøller, som jeg ikke havde set i to år. Jeg gik i
kompagniskab med tre andre fiskere om en kutter, men fiskeriet var ikke godt på den tid. Min bror
og jeg blev derfor enige om, at vi skulle købe et sejlskib. Vi sejlede så med tømmer fra Sverige
til Danmark. Det var ikke noget, vi blev rige af. Vi fik ca. 350 kr. for hver last. Så kom den 1.
verdenskrig imidlertid og ødelagde det hele for os.
Vi tog tilbage til Klitmøller, hvor jeg stadig havde part i fiskekutteren. Fiskeriet var nu blevet
nogenlunde. Det var især tyskerne, vi solgte fiskene til. De fandt imidlertid ud af; at vi tog for
meget for vore varer, og så begyndte de at bestemme prisen. Så var det pludselig ikke så godt at
være fisker mere.
Med til at starte Klitmøller Fiskeeksport
Da krigen var forbi, kom der nogle dejlige år for fiskeriet. I Klitmøller solgte vi vore fisk til
et par eksportører i Thisted, men efterhånden ville de have for stor fortjeneste, og det betød, at
der blev mindre til os. Derfor oprettede vi vor egen fiskeeksport i 1926. Min bror blev formand de
første fem år, hvorefter jeg overtog hvervet de næste fem år. Udbruddet delte fiskerlejet i to
lejre. Halvdelen blev ved at sælge fiskene i Thisted, men få år senere opsagde de også deres
handelsaftaler og sluttede sig til os. Fiskerlejet havde på det tidspunkt omkring 80 aktive fiskere
og en kutterflåde på en snes fartøjer.
Fiskeriet gik godt i Klitmøller, men så kom den 2. verdenskrig og ødelagde det hele. Tyskerne lagde
mange miner i havet, og det betød, at det var. meget farligt at gå på fiskeri. I 1944 blev tre
kuttere ofre for minesprængninger. De gik ned med 12 mand, i virkeligheden hver syvende fisker i
Klitmøller. Det var en ulykke, der ramte fiskerlejet meget hårdt. Fiskeeksporten tog initiativet
til en landsindsamling, som indbragte 125.000 kr. til de efterladte.
Nødvendigt at følge med udviklingen
Vi kom over krigen, og jeg havde endnu syv dejlige år på havet, inden jeg i 1952 gik i land som
70-årig. Jeg drev dog stadig lidt lystfiskeri, men efterhånden som tiden er gået, er hele
kutterflåden jo flyttet, til Hanstholm. Jeg synes, at det er sørgeligt at se hele sit livsværk
forsvinde. Men det er da indlysende, at en fisker, der skal klare sig i dag, er nødt til at følge
med udviklingen, slutter Martin Konge. Han mistede i 1965 sin hustru, Margrethe, og boede herefter
et par år alene i Klitmøller, men i 1968 fik både han og søsteren et tilbud om at flytte ind på
alderdomshjemmet i Hanstholm. Det er der ingen at dem, som har fortrudt. GG