Kildehenvisninger
1. [Født: 24 okt 1914 i Vangsaa, Vang Sogn, Hundborg Herred, Thisted Amt]
- kilde: Titel: Gravsten på Klitmøller Kirkegård Juni 2005 , i arkivet:
- kilde: Titel: Slægtsbog Over Redder og Skipperslægten Dragsbech Fra Klitmøller i Thisted Amt,
Dansk Slægtsforsknings Institut, GETO, Viborg, 1971-1972 , i arkivet:
2. [Død: 15 jan 1998 i Klitmøller, Vester Vandet Sogn, Hillerslev Herred, Thisted
Amt]
- kilde: Titel: Gravsten på Klitmøller Kirkegård Juni 2005 , i arkivet:
- kilde: Titel: Slægtsbog Over Redder og Skipperslægten Dragsbech Fra Klitmøller i Thisted Amt,
Dansk Slægtsforsknings Institut, GETO, Viborg, 1971-1972 , i arkivet:
Biografi Flemming Bachs Hjemmeside - http://www.klitstien20.dk - Jettes Aner
Peter gik i Vangsaa skole og blev konfirmeret i Vang kirke.Hvorefter han var hjemme hos
bedstefaderen der var strandfoged, han har været fisker i mange år.Han har bl.a. været medlem af
bestyrelsen for Klitmøller Fiskeriforening, ligsom han var i Klitmøller Eksportforening.Han var
medejer af båden "Dannebro"
Avis artikel
Tekst Ann Kerol:
Fiskerne langs vestkysten har gennem tiderne troet på det gamle ordsprog,at der er mere mellem
himmel og jord,end man kan se med det blotte øje.Overtro og respekt for naturens hemmelige kræfter
har derfor altid haft gode kår i de små fiskerhjem.
Historier om strandvaskere, strandinger og spøgelser langs kysten og i klitterne har, specielt i
tiden før radio og tv for alvor slog igen været et godt samtaleemne, når de små fiskerfamilier sad
samlet ved langbordet i petroleumslampernes skær.
Den knap 80-årige fisker fra Klitmøller Peter Nystrup Grønkjær, mindes barndommens gruopvækkende
historier med et smil på læben og et glimt i øjet. For der er jo mere mellem himmel og jord end vi
aner, slår han fast.
Hvad med den her: Efter et forlis en stormfuld nat i det forrige århundrede, da søfart foregik i
træskibe med sejl, drev en del døde søfolk ind på stranden et sted på vestkysten ikke så
forfærdelig langtfra Klitmøller. I det lille lokalsamfund var man enige om at begrave søfolkene
standsmæssigt i trækister, men det kneb med en af de afdøde. Han var enormt stor i både drøjde og
højde, og for at få ham ned i kisten, blev man nødt til at kappe hans ben af ved knæene. Men det
skulle man aldrig have gjort. For hver nat går den arme sømand igen, og mange har gennem tider set
den store og brede mand humpe rundt i klitterne på sine benstumper og lede efter de af skinneben og
fødder. Det gør han faktisk den dag i dag.
Ja folk troede på spøgelser den gang og historierne bliver jo ikke dårligere af at blive gentaget,
smiler Peter Grønkjær underfundigt.
Han er født og opvokset i Vangså, hvor han efter ,faderens død holdt sig meget til bedstefaderen,
Carl Nystrup, som var strandfoged. Sammen med bedstefaderen var
lille Peter tit og ofte nede ved stranden, hvor han har set mange ting, som for eksempel
strandvaskere der var drevet i land. Det var ofte stærke sager for den lille gut.
- Dengang ved århundredeskiftet drev mange flere strandvaskere i land end i dag, hvor skibene er
langt bedre udstyret, og ikke forliserså let. Og mange af de historier jeg hørte, når vi sad samlet
ved langbordet hjemme hos bedstefar, var jo røverhistorier forbundet med de her strandvaskere. Så
sad man og fortalte om deres bedrifter og prøvede flittigt at overgå hinanden med uhyrligheder,
siger Peter Grønkjær.
En af de historier, som han har grinet meget over, er denne her: Engang drev en strandvasker i land
ved Vangså, hvor bedstefaderen, Carl Nystrup, var strandfoged. Og strandvaskeren var af fremmed
herkomst kunne man se, men en ting ved ham var især mærkelig. Han havde ingen støvler på. Nogle
dage efter fundet af strandvaskeren begyndte en lokal fisker at spankulere rundt i et par rigtigt
flotte støvler, som tydeligt ikke var købt i Danmark. Mange begyndte at tale om, hvor han havde
fået fat på de her støvler, og ingen var heller i tvivl om, at de kom fra strandvaskeren som var
drevet i land nogle dage forinden. Strandvagten og et par andre besluttede en mørk og stormfuld
aften, at tage lidt gas på fiskeren med støvlerne. De gemte sig ude i klitterne hvor de
vidste fiskeren kom forbi og råbte med dyb stemme. >Giv mig mine støvler, jeg vil have mine
støvler." Og fiskeren, der selvfølgelig troede, at det var strandvaskerens genfærd, tog straks
støvler af, smed dem i klitten og løb skrækslagen bort, til stor morskab for strandvagten, og dem
som siden gad høre på den historie.
Netop det med den dårlige samvittighed og troen på spøgelser, tror Peter Grønkjær hænger meget
sammen. I de helt gamle dage, da Peter Grønkjærs bedstefar var lille dreng, hørte han historier fra
sin far, om de grufulde strandplyndringer, som stadig foregik overalt ved vestkysten dengang.
Søfolk blev med lygter lokket ind til kysten af beboerne i de små fiskersamfund, for derefter at
blive slået ihjel og udplyndret. For at komme hurtigt af med ligene, begravede man de dræbte søfolk
i klitterne langs kysten, i de såkaldte dødemandsbjerge. Nogle gange hændte det også, at man ved
bjærgninger slog de overlevende søfolk ihjel, for derefter at dele lasten imellem sig.
Og det var ikke pæne historier, der blev fortalt. Der blev både kappet hænder og fingre af de
afdøde, hvis man ikke kunne få en ring eller andet af. Så i betragtning af de hæslige gerninger,
kan man vel nok forstå, hvis folk derefter blev bange for, at de her søfolk stod op af deres grave.
Den dårlige samvittighed nagede dem vel, og satte gang i fantasien. Jeg tror det har givet
anledning til mange af de grufulde historier om spøgerier langs kysten, siger Peter Grønkjær. Meget
af det var jo overtro, avlet i et lille samfund med sort samvittighed, men mange af de såkaldte
forvarsler , som datidens fiskere kunne få, mener Peter Grønkjær er reel nok. Man skal ikke længere
tilbage end min tid som aktiv fisker, hvor vejr og vind, retningen på dønningerne og farven på
himlen var eneste rettesnor vi havde for at tyde hvordan vejr og fisk ville arte sig. Man kunne
også næsten med bestemthed sige, at i nat får vi en stranding, og det holdt altsammen som regel
stik. Vi skrev vores erfaringer ned, for at bruge dem senere, for vi havde jo ikke nutidens moderne
udstyr. Det griner folk af i dag, men vi levede tættere på naturen dengang, og forstod at tage
varsler på det som hændte, siger Peter Grønkjær.
Han har været med ved mange strandinger i tidens løb, og kan berette om hvordan man kunne høre
tudehornene gennem tågen fra de nødstedte fartøjer. Som regel blev besætningen reddet, og så
samledes man om at bjærge lasten. Det skal lige tilføjes, at man i Peter Grønkjærs tid ikke har
slået nødstedte søfolk ihjel. Derimod gjorde mange brave mænd i redningsbådene alt hvad de kunne
for at redde liv.
Men der var jo også penge at hente ved en stranding. Dem som hjalp til, fik en andel i det som blev
bjærget, og folk var jo fattige dengang. Det var en stor begivenhed, når der var en stranding,
siger Peter Grønkjær..
Mange af de gamle skikke og overtroen hænger stadig ved fiskeriet, også selvom det er blevet fagre
nye tider.
.Man smider altid den første fisk man fanger ud igen, når man er ude med en helt ny kutter for
første gang. Man må ikke starte en tur på en mandag. o.s.v.
Der fmdes mange af sådanne ting. Det er det rene overtro og ævl,og hvor det kommer fra ved jeg
ikke. Men overskrider man en af disse uskrevne regler, er man sikker på ulykke fremover, for der er
mere mellem himmel og jord end vi ved til, slår den gamle fisker fast en gang for alle.